At være både tålmodig og have travlt burde ikke være muligt på samme tid. Dog er det indbegrebet af at være en glad gartner. Særligt i dette forår, hvor man først venter og venter, og så sker alting på samme tid og skulle helst have været gjort i går.
TEKST & FOTO: MARIANNE
Efter jeg er blevet mormor tænker jeg faktisk tit på, at det at være gartner kræver samme type af kompetencer som det at være mor – eller forældre i det hele taget. Det er lige som om jeg ser det hele udefra i stedet for at være midt i det. Amning og bleskift og alt altså. Det jeg selv er midt i, er jo haven med alle dens dejlige udfordringer. Men jeg synes der er så mange lighedspunkter, at det næsten er morsomt. For begge dele er et “job” der kræver, at man både er voldsomt tålmodig, kan gå “over tid” i dét, der føles som én uendelighed, uden at “gå ud af sit gode skind”. Og så skal man også kunne være ekceptionel god til at være effektiv og travl. På samme tid! Når først “barnet” er der. Det være sig forår, spiring, udspring, udplantning, lugning, potning. Eller baby!
Tålmodigheden kommer ind der, hvor vi venter og venter. Bliver det mon forår i år? Er der mon stadig liv i hortensierne efter denne fimbulvinter? Jo, de spirer fra bunden, men der er stadig ikke meget liv at spore i grenene. Nå, jeg venter. Og hvad med sommerfuglebusken, Buddeleja? Min Bornholmerfigen og den syriske rose? Mon de har tænkt sig at vågne op til dåd? Det har de vel, men alt er stadig noget bagud dette forår. Hvis ikke det bliver overhalet inden om. Det tærer på tålmodigheden!
Men foråret stiller også krav til travlheden. Alle de frøstande, der skal nippes af, så de ikke udsulter løget. Løg, der skal flyttes, fordi det stadig ser tåbeligt ud med gule tulipaner på stedet, hvor der en gang lå et bed. Alt det ukrudt, der vælter op af jorden. Alle de dræbersneglebabyer, der ligger og snuer under potter og andre “dingen und sachen”. Man mosler rundt og rydder op, flytter, smider ud og stiller væk. De troede de legede gemmeleg, men det gjorde ikke. Ha!
Og alle – alle – de planter, der gang på gang må bæres ud og ind for at vænne sig til “den virkelige verden” udenfor drivhuset eller vindueskarmen. Travlt, det har man. Og motion – det får vi! Hele tiden! Kan familien ikke bare lige tage en rugbrødsmad – eller klare sig selv, hva’, hva’, hva’???
TÅLMODIGHEDEN
Og så skal hjernen altså på samme tid stille om til programmet med tålmodighed, for her kommer vi ind på staudesåningens genvordigheder! Altså: Man sår i december eller i februar eller et tidspunkt derimellem. Og så går man og kigger og venter og kigger igen. Og glemmer dem og kommer i tanker om dem og der er stadig intet sket – what so ever.
“Og det er åh, så nemt!
Men uanset om man danser baglæns zumba i halv hastighed hen over dem, eller om man spiller på bongotrommer og olietønder, så sker der stadig ingenting.”
I nogle af alle Facebookgrupperne, hos veninden, naboen og på haveblogs kan man se, at der er liv i krabaterne hos mange andre. Og det er åh, så nemt! Men uanset om man danser baglæns zumba i halv hastighed hen over dem, eller om man spiller på bongotrommer og olietønder, så sker der stadig ingenting.
Og hvis velmenende mennesker fortæller at “STOP, lad være med at smide det ud, vent”, når du står med bakkerne på vej i skraldespanden med et surt opgivende træk om mundvigene, så er det at tålmodigheden og “quick-fix-løsningscentret” oppe i hjernen kommer op at skændes. Ét af dem vinder, og hvilket det bliver, det vil vise sig. Du lever med konsekvenserne og den viden, stolthed, befrielse og glæde, der følger med – uanset hvilken beslutning du traf. For det er jo en menneskeret at beslutte – at staudesåning, det lader jeg altså planteskolerne om! Og erhvervsgartnerne og alle dem, der alligevel ikke laver andet … hvilket du jo sandsynligvis gør!
Men valgte du at læse om såning og oplivning af solhatte (den samme metode gælder alle mulige andre stauder), og faktisk får spirer (i hobetal) i dine bakker, så ved du alt om hvad jeg mener med travlhed. For pludselig sætter priklepanikken ind. Og alt spirer om kap både inde og i drivhuset, under bænken og på den lune krog på terrassen. Og i garagen, hvor du havde stillet nogle, der skulle glemmes. Hvilket de jo selvfølgelig blev.
VI SKAL “SKINNE” OS
Og du har selvfølgelig også hørt, at kimplanterne ikke må stå for længe og trykke hinanden i vrimlen i bakkerne, og derfor skal der prikles nu, skal der. Morgen, middag og aften! Døgnet har simpelthen for få timer i denne tid! Der er jo dårligt tid til også at dvæle og nyde! Det må man så lige nå, når man alligevel er vågnet alt for tidligt. Morgenvandringer med guld i mund længe leve!
Og lige pludselig er sommerblomsterne og grøntsagerne bare så nemme at så. De kommer jo op af jorden før vi får set os om! Og bønnerne – helt ærligt! Kunne de ikke bare lige tage en slapper? De kan jo ikke plantes ud endnu – desværre. Forleden hvor jeg stod og tilså diverse i drivhuset med vand, begyndte det pludselig at styrte ned med hagl! Midt i maj! Så så man lige Fru Sol drøne ud med fiberdugen flagrende om pyjamasbukserne og lægge den på alle dahliaspirerne, der glade og tillidsfulde stod linet op og på vej i jorden.
Ja, jeg siger det bare: Ingen gartner keder sig i maj!
HÅND I HÅND
Men jeg tror at tålmodighed og travlhed har lært at gå hånd i hånd i en gartners hoved. Lige som det har i en moders – eller faders. Det er alt det, der er i vente, der er så skønt. Det er alle nu’erne med skæve smil og stængler og glemte navneskilte og uforudsete morgengøremål der er det hele værd! Det er når man ligger i sin seng og kommer i tanker om, at man har glemt at tænde stearinlysene, vel vidende at nattemperaturen vil dykke til under 10 grader. Og så ligger man dér og overvejer om man vil slæbe alle chiliplanterne og de andre sarte ind, eller – om man med pandelygte og tændstiksæske vil gå ud gennem natteregnen til drivhuset og putte dem og tænde op. Gæt hvad! Sådan en forårsnat tror jeg, er én af dem jeg vil huske, når jeg ligger på min yderste dag.
Og apropos det med at vores “kompetencer” som forældre og som gartnere kan sammenlignes, så siger man jo, at vi kun har vores børn til låns, og at formålet med at “låne” dem er, at vi skal lære dem at klare sig selv i livet. Sådan er det jo også med planter. De skal også kunne klare sig selv ude i den store verden fuld af udfordringer og farer. Gøres robuste, kunne stå imod. I vejr og vind. I medgang og modgang.
Og modgang styrker karakteren, siger man. Det tror jeg faktisk på! Både for børn og for planter!
Skøn læsning og så sandt som det er sagt!
Hilsen Pia
Hvor var det et dejligt indlæg, tak for det 🙂
Det er bare lige på kornet Marianne, for ja lige nu er der for lidt timer i døgnet.
Jeg nikker genkendende til alt hvad du skriver og haster videre.
Knus Lisbeth
uha-uha, jeg bliver jo helt forpustet! Men hvor har du ret, jeg drøner også rundt som en flue i en flaske og alligevel har jeg ikke nået, det jeg troede jeg kunne nå på en ½ time… Tidsoptimist som altid!! Samtidig glædes jeg over de ting som pludselig viser livstegn, selvom jeg inderst inde havde troet dem døde og gået over på den anden side. Og du skulle ha' hørt det udbrud jeg gav, da det gik op for mig, at det jeg i et splitsekund troede var en padderokke der stak hovedet op, istedet var den Huldine clematis, som jeg troede var død… desværre opdagede jeg det, samtidig med jeg rykkede…. Nu har jeg sagt UNDSKYLD en million gange og håber den tilgiver mig og sender et nyt lille skud op!
Tak for endnu et dejligt indlæg :O)
phhyy hvor har du ret, det indlæg er lige på kornet. hihi vi farer jo alle rundt og er uforbedrlige tidsoptimister, skønt udtryk, Hvis man vil følge med ukrudtet kan man ikke nå at plante alt ud i tide og hvis man vil vil så og plante i tide kan man ikke følge med ukrudtet. Så hjælper det med en kop kaffe på terressen, det giver ro til at nyde det osse.
god pinse
Gunvor
Kære Marianne
Tak for et herligt indlæg det er sødt at du som nybagt mormor tænker i baby-baner også om dine småplanter og havelivet.
Jeg er fuld af beundring over den omsorg som jeg læser om mht. sterinlys i kolde nætter o.l.
Det er et værre hekseri om foråret med alt det man sætter igang og jeg er min egen værste fjende, med alle mine forventninger om det helt rigtige haveliv.
Et par ting har jeg dog lært om mig selv gennem årene:
Staudesåning ikke er min styrke og med de priser der er på nettet – 30-45 kr for en god staude med stort rodnet, eller endnu bedre andres hjemmelavede stauder til billige penge på plantemarkedet i Lyngby – det vælger jeg.
Jeg magter ikke at producere flere sommerblomster end jeg selv skal bruge, så jeg kan ikke deltage i plantebytte arrangementer.
Skvalderkål i hækken og imellem hostaerne, mælkebøtter i græsplænen de er faste bestanddele i min have – heldigvis forsvinder ærenpris og hønsetarm imellem stauderne når de vokser til.
Jeg hærder mine planter på den barske måde ved at åbne drivhusdøren, orker ikke at bære ud og ind.
Generelt ser det sgu meget godt ud når græsset et klippet…
Jeg vil have at foråret og især maj måned skal være en glæde og en fornøjelse og det har virkelig været en balancegang at holde humøret væk fra depressionen når jeg i dette forår rundt i bloglandet har set flotte æstetiske siddepladser og trappestenspyntninger o.m.a. imens jeg selv har siddet stækket med benet i skinne – MEN nu er jeg løsladt og nu skal der f….. plantes krukker til terrassen:-)
Rigtig god pinse.
Kære Fru Sol,
Tusind tak for et helt igennem herligt, morsomt og hjertevarmt indlæg. Det har været en fornøjelse at læse med og hvor har du gjort mig glad. Ikke helt for sjov har jeg (også) trykket både ´skønt´ og ´mere af det!´
Mange gode tanker og lune smil,
Mathias
Undskyld, jeg ikke har svaret her. Genlæser her mange år efter og bliver klar over at ens tanker nogle gange giver ekko rundt omkring. Lige nu er det vinter, på vej mod jul og haven og jeg er på vej i vinterro. Alligevel giver alle jeres reflektioner god mening og glæde at læse. De puster til haveglæden, som ind i mellem (i mit liv) er tilskikket lidt trange kår. Men så dukker haveglæden op af mulden, også selvom det sker inde i skærmen.
1000 tak for ord og tanker <3