Rosmarin stammer fra Middelhavsområderne, og er lige siden oldtiden blevet brugt som krydderi og lægeplante.


TEKST & FOTO: KARINA
Rosmarin er en stedsegrøn halvbusk og tilhører læbeblomstfamilien. De små, blålige blomster viser sig i det tidlige forår omkring marts – april. De nåleagtige blade er grålige med en let håret overflade, og anvendes – på grund af sine aromatiske dufte og særlige smag – både i den kosmetiske og kulinariske verden.

I madlavning er rosmarin og lam et helt fortræffeligt partnerskab, i det hele taget er rosmarin et krydderi der gør sig godt i mange retter. Prøv for eksempel denne lækre og simple opskrift på pasta med tomat og rosmarin eller verdens nemmeste rosmarinbrød. Høster du rosmarinblade af en af de ældre grene, så lad være med at smide grenene ud. De kan nemlig bruges som grillspyd, og de afgiver en lækker smag til maden.

Ud over rosmarinens fordelagtigheder i køkkenet indeholder den også essentielle olier og tanniner der virker beroligende og bakteriehæmmende. Envidere tyder ny forskning på at de æteriske olier højner koncentrationen. I artiklen Bad til hjerne og fødder, kan du slå to fluer med ét smæk.
Hvis du ønsker at få busken til at lykkes i haven, skal du sørge for at plante den et sted hvor der både er varmt og veldrænet, og derudover huske at beskytte planten med lidt granris om vinteren. Du kan også dyrke rosmarin i krukker, hvilket er det mest optimale, da disse kan bringes ind under beskyttede forhold i vinterperioden.

Rosmarin

 

FAKTA
NAVN: Rosmarinus officinalis
DANSK NAVN: Rosmarin
LYSFORHOLD: Fuld sol
HÅRDFØRHED: Ja, men skal stå på en beskyttet vokseplads i haven
JORDBUND: Velgødet og kalkrig muldjord.
VÆKST: Opret og tætforgrenet halvbusk, med nåleagtige blade og meget aromatisk duft
STØRRELSE: Bliver omkring 20–30 cm høj i Danmark
BLOMSTRING: Marts-april med små, lyseblå blomster i små stande
ANVENDELSE: Bruges i madlavning, både i frisk og tørret stand. Krydderurten optræder ofte i retter fra Middelhavsområderne