ANNONCE

tirsdag den 21. maj 2013

ÆRTEBLOMST

ærteblomst, lathyrusPLANTEPORTRÆT

Ærteblomsten, Lathyrus odoratus, er bare sådan en vidunderlig sommerblomst. Den er fuld af poesi og egen vilje, bare den har noget at klatre i. Og nem er den også, uanset hvad mange siger!

TEKST: MARIANNE
FOTO: LONE, SIGNE OG LENE





Ærteblomsten, den duftende og klatrende skønhed, der pryder ethvert stakit, hegn og espalier, eller såmænd bare snore, den får lov til at klatre op ad. Det er en sommerblomst af de allermest populære, og den kan på en sommer nå op mod de 3 meter, hvis den trives godt, knibes (plukkes), så den ikke sætter bælge - og gødes ind imellem.

Mange mener den er svær at få til at spire, og som med mange planter hersker der en masse fif, der er lykkedes for nogle, og ikke for andre. Og vice versa.

SÅFIF
Du kan finde fiffet om at slibe let på den hårde skal, du kan finde fiffet om at lægge dem i blød natten over eller i 3-5 dage til den bryder og begynder at spire. Du kan finde fiffet om bare at så dem i februar ude på terrassen (eller i drivhuset) og så få fine blomster ud af dem alle sammen. Det hele har virket for mig, men da det allernemmeste bare er at stille dem ud på terrassen om vinteren, så gør jeg det.

GOD PLADS TIL RØDDERNE
Når de så er spiret, er det vigtigt at de får god plads til rødderne, som strækker sig langt. Derfor er det en god idé at så dem i en høj potte. Et plastikkrus, toiletruller, en roottrainer eller en avispotte. Mulighederne er mange. Den bryder sig ikke om at blive flyttet alt for meget, så jeg vælger avispotterne og toiletrullerne, der bare kan plantes direkte i jorden og som derefter formulder. 

ærteblomst, lathyrusKNIB
Når de første to-tre sæt rigtige blade er kommet, er det tid til at knibe dem. Det gør ondt, og det er med rystende hænder og bævende hjerte hver eneste gang. Men da det virkelig virker, så gør jeg det som en fast vane. Næsten som at trække et plaster af. Snup. Så er det ordnet. Det hjælper at tænke på alle blomsterne.

STIKLINGER
Da jeg hørte på Blogpro, at man sådan set kan mangedoble sin beholdning af ærteblomster ved at bruge de stumper man har knebet af som stiklinger, så måtte det jo også prøves. Desværre havde jeg alt for mange ting at passe, så de gik i glemmebogen og rådnede inde under posen, men det skal prøves igen i år med større opmærksomhed.

SORTER
Der findes et utal af sorter, og nogle af de nyere forædlede dufter desværre ikke ret meget. Gå efter de ældre sorter. I England findes der et helt selskab, som er "pea-nørder", og på mange engelske websider kan man bestille vidunderne. Mange danske sider har også taget nogle gode sorter hjem.

ærteblomst, lathyrus



FAKTA

NAVN
Lathyrus odoratus 
DANSK NAVNÆrteblomst
LYSFORHOLDLyst eller halvskygge
HÅRDFØREtårige, tåler dog en smule frost
JORDBUNDAlmindelig havejord, eller pottemuld i krukker
VÆKSTKlatrende. Har tentakler, der griber om espalieret
STØRRELSEKan blive op til 3 m høje 
BLOMSTRINGAfhængigt af såtid blomstrer den fra juni til frost
ANVENDELSEPryd, kan ikke spises

ærteblomst, lathyrus

10 kommentarer:

  1. Hej Marianne,
    Det er altså et godt fif, det der med at stiklingeformere sine lathyrus. Desværre lykkedes det heller ikke for mig sidste år (første gang jeg prøvede) da stiklingerne blot klaskede sammen i den ellers sirligt arrangerede potte. Underligt! Jeg vil prøve igen i år - mine trænger i den grad til at få snittet!
    Smukke billeder i øvrigt. Lige til at blive glad i bøtten af :-)
    Kh Mathias

    SvarSlet
  2. Hej Marianne
    Jeg har også sået efter vintermetoden, men det blev først i marts, jeg fik sået. Nu er de kommet op, og jeg skal nok have set efter, om de skal knibes. De sidste jeg såede lå i vand indtil de begyndte så småt at spire. Det er også indtil videre gået godt med dem.
    Knus Lisbeth

    SvarSlet
  3. Altså lathyrus er et must have i haven! Jeg har prøvet metoden med toiletruller i år.....det virker fortrinligt! Smart idé - godt indput Marianne - dem har du jo mange af!

    SvarSlet
  4. Ahhh, jeg kan næsten dufte de skønne lathyrus i den collage;-)
    @Emil du kan evt sætte stiklingerne i et glas vand, så slår de også rødder. Derefter skal de pottes.

    Og så et sidespring - hvad sker der lige for jeres faste læserskare ude i højre side? Vi er forsvundet;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Lisbeth - ja, hvor mystisk.
      Så godt at alle faste læsere pludselig var væk, men nu er alle lige så pludseligt tilbage igen.
      Mystisk var det :-)

      Slet
    2. De var bare ude og tisse mens der var reklamer... ;)

      Slet
  5. Nå ja... så har jeg lige knebet mine ærteblomster i drivhuset her til eftermiddag, nu hvor stormen alligevel gjorde det uudholdeligt at være i haven. Kikkede lidt på stumperne i min hånd, - og smed dem ud!! Det var dumt, fru Friis!! (Det vil ikke gentage sig!)

    Ved samme lejlighed kunne jeg konstaterer at de planter der står i toiletrør er væsentligt mindre end dem der står i almindelige små plastpotter. Jord og såtidspunkt er det samme. Altså ryger toiletrulleplantebeholderene fremover i samme skuffe som tørvepotter... ud til højre!!

    Gad vide om jeg er den eneste med den erfaring??

    SvarSlet
    Svar
    1. Min erfaring er glimrende. Har netop plantet ud og lover at vise dem, når de er vokset til.

      Slet
    2. Toiletrullerne er ikke testet her i huset, så der kan jeg ikke snakke med, men vedr. tørvepotter er jeg HELT enig. De er også røget ud af mine haveprojekter for år siden. Alt i plastpotter var meget længere fremme, så ingen tørvepotter her heller :-)

      Slet
  6. Hvor og hvornår og hvor ofte skal man knibe?

    SvarSlet

ANNONCE