Der findes et utal af skønne salviesorter i alskens skønne farver. Brug den i maden, i krukkerne eller brug den i staudebedet.


TEKST: KARINA, FOTO: LONE
Salvie er en halvbusk som kan blive 40-80 cm høj og lige så bred. I juni måned tiltrækkes både bier og sommerfugle af de skønneste blåviolette læbeblomster, der sidder omkring blomsterstænglens øverste del.
I de varmere egne af Danmark er busken stedsegrøn, men den kan altså også miste bladene vinteren over. Bladene på den almindelige salvie, Salvia officinalis, er grågrønne med en dunet overflade.
Der findes hundredevis af salviesorter hvor løvet kan være alt fra hvidbroget til bourgognefarvet, og det varierede udbud gør at planten er rigtig fin at bruge både i krukker og i staudebedet. Ikke alene er salvie, grundet sit løv og sine smukke blomster, en skøn plante, den er også en velsmagende krydderurt.
Herhjemme bruges salvie oftest sammen med flæskestegen, postejen og pølsen, men smager også fortræffeligt sammen med et godt stykke kylling, lam eller kalvekød. I Italien bruges salvie også i madlavningen, og optræder ikke sjældent i diverse olier, marinader, tomat- og pastaretter, hvor krydderiet i særdeleshed kommer til sin ret.
salvie
Salvie stammer fra det latinske ord salvare, som betyder “at helbrede”, og dette er ikke uden grund, da planten er en af de ældste og mest anvendte lægeurter der findes. Af gode egenskaber er listen alenlang. Blandt andet er salvie noget af det bedste man kan kurere hoste med, og er den gal med fordøjelsen er den også her gavnlig. Derudover er salvie også bakterie- og svampedræbende, og skulle efter sigende også virke beroligende på mange mennesker.
Der er altså al mulig grund til at byde salvie velkommen i haven. Lige meget om du bruger den i urtehaven, i krukkerne eller i staudebedet, skal du sørge for at den får nok sol og dyrkes i en let og drænet jord, for så har den det bedst.
Her er et lille udpluk af  de mange forskellige sorter:
Ananassalvie, Salvia elegans ‘Scarlet Pineapple’ får røde blomster og har grønne blade. Ananassalvie dufter, som navnet indikerer, af ananas og har en mild smag.
Golden Delicious salvie, Salvia elegans ‘Golden Delicious’. Denne kraftigtvoksende salvie er en ny sort og har limegrønne blade. Den har en mild smag og er særlig god i saft, te og desserter.
Bredbladet salvie, Salvia officinalis ‘Berggarten’ hører til én af de mest hårdføre. Plantens blade er bredere end hos den almindelige officinalis, men smager  i samme retning.
Purpursalvie, Salvia officinalis ‘Purpurascens’ er særligt dekorativ med sit bourgognefarvede løv og flotte blå blomster, hvilket også gør denne sort til en af de mest populære salvier på markedet.

Limebroget salvie, Salvia officinalis ‘Icterina’  har et utroligt smukt, grønt og gulbroget løv, som vil give liv til ethvert staudebed. I salatskålen vil den, med sin milde smag, også gøre sig godt.
Hvidbroget salvie, Salvia officinalis ‘Bicolor’Smagen er lidt mildere end hos den almindelige salvie, og bladene har fine, hvide tegninger. Den tåler ikke for meget frost, og bør derfor beskyttes om vinteren.
salvie
FAKTA
salvieNAVN: Salvia officinalis
DANSK NAVN: Salvie
LYSFORHOLD: Sol
HÅRDFØRHED: Kan overvintre overdækket i milde vintre, ellers i drivhus
JORDBUND: Sten/grusblandet jord
VÆKST: Halvbusk
STØRRELSE: 40-80 cm
BLOMSTRING: Juni
ANVENDELSE: Til madlavning, urtete