HELLE NØRBY

For Helle er det de små finurligheder og inspirationen og samspillet med naturen, der gør forskellen. Lyt med, når vi hører en botanisk brugskunstner fortælle.

TEKST: MARIANNE, FOTO: MARTIN BJØRN, THOMAS MARK, LILLY RAVN, MARIE-LOUISE PAUSTIAN OG HELLE NØRBY

Da Helle Nørby var ung troede hun, at hun skulle være biodynamisk landmand, for ved siden af sin yndlingsbeskæftigelse; at lave keramik, er Helle nemlig dybt optaget af alt, der spirer og gror. Af naturen omkring sig og af det levende. Men keramikken vandt og det har Helle aldrig fortrudt.

FOTO: MB

Helle lagde ud med kander og vaser og alt det, som andre keramikere også ofte gør, men da Helle ikke er til de lange lakerede negle, kølig hvidvin og overfladisk smalltalk, der oftest præger kunsthåndværkerudstillingerne, søgte hun efter hvordan hun kunne forene sine passioner.

“Da jeg gik på Det Jyske Kunstakademi blev jeg af keramikeren Ursula Munch-Petersen – der dengang var gæstelærer – spurgt om, hvad jeg ville bruge min uddannelse til.”, fortæller Helle. Det satte en masse tanker i gang, for Helle havde nemlig lagt mærke til, at hun langt hellere ville være i haven end i værkstedet. Hendes svar blev “botanisk brugskunst”. “Jeg ville ikke have et arbejdsliv, hvor jeg skabte smukke,  skrøbelige ting, der blot står og bliver set på, og så gemt væk og glemt. De ting jeg fremstiller skal ind i folks hverdag og gøre dem glade”.

FOTO: MLP

NICHEN
Selvom Helle Nørby fremstiller alt muligt andet smukt til haven, blev belægningsstenen hendes særkende og er i dag stadig en niche, som flere og flere får øjenene op for. Men hvordan opstod idéen til belægningssten?

FOTO: MB

Jo, en dag bad en kunde hende om at lave en lille sten til en venindegave, og Helle gik rask i gang og fik en sød, lille sten færdig. Da kundens veninde, som var uddannet landskabsarkitekt, så kort tid efter ringede til Helle og spurgte om den kunne bruges som belægningssten, var det som om alle brikkerne faldt på plads. Helle er en grundig kvinde, så hun gik derefter i gang med et udviklingsarbejde, der tog hende mere end et år. Til sidst fik hun fremstillet nogle sten af ler med en glasur, der er så hårdtbrændt at de var holdbare, og så sendte hun dem til Teknologisk Institut, der godkendte dem .

FOTO: MLP

Dermed åbnede der sig pludselig en hel verden af muligheder for, hvad Helle kunne udsmykke stenene med, og der kommer hele tiden nye idéer. Hun blev naturligvis på et tidspunkt optaget af at sikre sine produkter og undersøgte, om der kunne søges om mønsterbeskyttelse. Men da hver enkelt sten så skulle mønstergodkendes, duede det ikke. Til gengæld viser det sig, at hun – i kraft af, at hun er kunsthåndværker – er beskyttet af loven om ophavsret, og det er Helle godt tilfreds med.

DE SMÅ FINURLIGHEDER
At være keramiker indebærer, som i alle andre erhverv, en masse valg. Og for Helle betyder det også, at hun har fravalgt at lave store skulpturer, der står på en plads, hvor folk passerer hurtigt forbi. Selvom Helle har både Legoland, diverse boligforeninger, Horsens og Københavns Kommune og institutioner af forskellig art på sin kundeliste, kan hun alligevel bibeholde sin passion for finurlighederne. Alt det med poesi i. Helle er nemlig langt gladere for de små finesser – ting, som man kan få øje på, hvis man har øje for detaljen. At fremelske “det store i det små”. At få den enkelte ting til at passe ind i helheden giver langt mere mening, synes Helle. Og det er også noget hendes kunder har opdaget.

FOTO: MLP

DRØMMEFANGER
Helle er utroligt lydhør, og hun ser det som sin opgave at “lytte mellem linjerne” for at forstå, hvad kunderne ønsker. De er derfor med til at skabe kunstværkerne. “Det vil jeg langt hellere”, siger Helle, “for på den måde er jeg sikker på at de bliver glade for det, jeg laver. Jeg er ikke en kunstner, der blot laver, hvad jeg finder smukt, og så må folk tage det eller lade være. Det er samspillet med kunderne, dialogen og processen, der interesserer mig mindst lige så meget som at fremstille stenen. Og jeg har jo faktisk ret travlt, så der bliver ikke altid tid til udviklingsarbejdet, men det kommer så helt naturligt ind, når jeg bliver bedt om at lave noget, jeg ikke har prøvet før”.

“Det er samspillet med kunderne, dialogen og processen, der interesserer mig mindst lige så meget som at fremstille stenen.”

FOTO: TM (tv). MB (th)

Kunderne er også med til at udvikle helt nye produkter, og meget af det sker ved en tilfældighed fortæller Helle. Som f.eks. da Susan Durup og hendes mand var på besøg, og manden gik rundt og så sig om, mens kvinderne snakkede i ét væk. Han fandt nogle farveprøver på glasur på nogle klinker, der lå i en bunke i værkstedet. Så lagde han dem ned i en zinkbakke, der stod i nærheden, og på den måde opstod spejlbassinet, som Helle nu fremstiller. Hun indkøber bakker i specialmål fra Morten hos Zinkbakken, og hvis kunderne kommer og besøger hende, kan de selv være med til at udvælge farver, sten og motiver. Der opstår rigtig mange gode snakke om haver og nydelse og passion i sådan en proces.

FOTO: LR (tv). LR (ø). HN (n)

FOTO: MLP

FARVEFORELSKET
Når jeg spørger til, om det kan være rigtigt at Helle er meget forelsket i de turkise farvespektre, giver hun mig ret. Hun forklarer mig, at hun lægger meget vægt på at finde nuancerne i den omgivende natur.

Tag nu farverne på hendes havebord og plantebordet: De opstod fordi der omkring haven vokser en takshæk, og i dens farvespil finder man den mørkegrøn/turkise farve i forskellige nuancer. De farvespil, og det at ikke to sten eller kakler bliver ens, er noget af det, der dels fascinerer Helle, når hun arbejder. Og så er det med til at gøre hendes unika genkendeligt.

“Det giver sådan en levende fornemmelse til overfladen, og en visuel dybde, der tilsammen giver noget nyt at se på hele tiden, selvom det er det samme bord, der står i haven. Det er variationen i gentagelsen, der giver et mildt og blidt udtryk og som samtidig er dynamisk og organisk”, supplerer hun. “Det er vigtigt at det væver sig ind i den omgivende natur, så det ikke råber alt for højt om opmærksomheden. Det er det lette, det poetiske, det milde udtryk, som er så vidunderligt at arbejde med.”.

FOTO: LR (tv). LR (th)

Jeg kan sagtens sætte mig ind i hvad hun mener. Og at der både er nydelse for keramikeren i selve fremstillings- processen, og så hos ejeren eller brugeren af kunsthånd- værket bagefter – sådan som det er med Helle Nørbys – det giver en rigtig god følelse. Sådan skulle alle jobs bare være!

En farve kan jo også minde én om en oplevelse fra barndommen. Tag nu den strågule klinke sammen med den elfenbenshvide og de vandede turkise. Jeg selv er på stranden en hed sommerdag for mit indre blik. Og Helle fortæller, at der skal mange forsøg til før farven bliver helt rigtig. “Og jeg kan jo lide at stå og eksperimentere”.

HELLES HAVE
Med et blik ind i Helles have, kan vi også få øje på de krukker og potter, hun selv har drejet. På trods af, at hun ikke er pottemager, drejer Helle selv en del af sine potter. Når jeg forsigtigt spørger til, om hun virkelig benytter det smukke plantebord til jord og potter og andet, der jo i sagens natur sviner, griner hun (hvilket hun generelt gør, også når hun taler) og siger: “Ja ja. Jamen det er jo bare at svinge en vandslange hen over det, så er det så godt som nyt. Og potterne er jo af et blødere materiale end klinkernes hårdtbrændte glasuroverflade, så det kan det sagtens tåle.”.

FOTO: MLP

Helle er også glad for roser. Det er mest de historiske og så mosroserne, der tiltaler Helle, som fx. den Félicité Perpetué, Helle her nyder, selvom både Frühlingsduft og Alchymist også har deres plads i haven. At de kun blomstrer én gang giver fin mening for Helle. “Man ser og nyder dem mere intenst, når man ved det er en kort fornøjelse. Og alt har jo sin tid”. Og tid til en tur i haven er der altid, når kunderne kommer forbi. Der kan de se den botaniske keramik i sit rette element. “Det er jo en meget væsentlig del af det hele”, siger Helle.

FOTO: MLP (tv, n). LR (ø)

I løbet af vores samtale bemærker jeg, at der ligger en helt grundlæggende ærbødighed og samtidig jordnærhed i alt, hvad Helle fortæller om. Som om hun med sin metier befinder sig et sted lige midt imellem Moder Jord med leret som materiale, og så hele himmelrummet med både sol og væde til naturens skabninger. Den poesi er at genfinde i alt, hvad Helle rører ved, og minder én om, hvor vigtigt det er at gøre noget ud af at fastholde oplevelsen samtidig med at den konstant kan forvandle sig og tage sig anderledes ud.

FOTO: MLP

Hvor er det pludselig godt at tænke på, at jeg snart står overfor en rund fødselsdag, og at der forhåbentlig er flere i vente – for nu er der rigtig mange ønsker, der skal skrives på ønskelisten.

Læs mere om Helle Nørby og hendes sten her.