Åh, den allerbedste tid til Sankt Hans er lige inden maden er færdig. Gæsterne er ankommet. Babyer bliver lullet, ungerne leger. Der er næsten en stemning af jul – bare på sommermåden – og grillen er ved at være klar. På bordet står noget “chips n’dips”. Her kommer der et par bud på, hvad vi serverer.


TEKST OG FOTOS:  LENE OG MARIANNE SAMT ANITA TIETZE OG BJARNE HØLUND

LENES BRUSCHETTA

INGREDIENSER TIL 8 BRØD

500 gr. solmodne, velsmagende, små tomater (cocktail eller blomme)
100 gr. feta
1 lille, finthakket rødløg
1 finthakket hvidløg
Frisk basilikum
Salt og peber
Olivenolie og balsamicoeddike
8 skiver lufttørret parmaskinke
8 skiver landbrød/ciabattabrød

bruschetta

DU SKAL GØRE:
Skær 8 skiver brød og rist dem let på brødristeren.
Skær tomaterne ud i små tern.
Hak løg og hvidløg fint, og bland det sammen med tomaterne i en skål.
Kom smuldret feta i sammen med hakket, frisk basilikum og smag til med salt og peber.
Vend olivenolie og balsamicoeddike i blandingen, og rør godt rundt.

bruschetta

Blandingen kommes på det letristede brød. Brug ikke væden, da brødet så bliver for vådt.
Læg en skive lufttørret parmaskinke på og sæt brødene i ovnen ved 200 grader i 10-15 min., eller til skinken er sprød. Pynt med frisk basilikum inden servering.

bruschetta

TIPS:
Hvis der skal spises stående, kan man lave dem som små “hapsere”. Du kan skære brødet over i mindre stykker, eller bruge flûtes.

MARIANNES ARTISKOKCREME MED PARMESAN
Det tager ca. 5 min. at lave denne dip. Den vigtigste “ingrediens” er dine smagsløg, for jeg synes du selv skal smage den til. Den er mild, glad og rund – og har høstet en del “roser” af dem, der har smagt den. Den kan varieres i styrke og “fasthed” efter egne smagsløg. Dræn derfor godt og tilfør olie og creme fraiche lidt ad gangen, mens du smager til.

INGREDIENSER
2 ds. artiskokhjerter i vand eller olie
200 gr. fintrevet parmesanost
Max. 1 dl. creme fraiche
2 hele etfedshvidløg eller 4 store fed almindelige hvidløg – allerhelst friske
En dusk frisk krydderurt, purløg, rosmarin – du vælger

artiskokcreme

DU SKAL GØRE:
Sørg først for at dræne artiskokkerne rigtigt godt, og vær særlig grundig hvis de ligger i vand. Og dryp lidt olie ved i blenderen, hvis det er vand-udgaverne, du bruger. Det giver en let fedme-smag uden at det er fedmeudgaven du laver. Ønsker du en “fuldfed” og rig, dyb smag, så brug artiskokhjerter i olie. Sørg alligevel for at dræne, og tjek så at olien ikke på forhånd er krydret, det ødelægger lidt, synes jeg. Det er bedre selv at krydre, det kan være med purløg eller rosmarin. Ja, eller din yndlingsurt.

artiskokcreme

Hæld så hjerter, ost og hvidløg + en enkelt lille skefuld creme fraiche i blenderen. Kør, og smag til med salt og peber. Hæld mere creme fraiche ved, hvis du synes den er for tyk. Hak dine yndlingsurter fint. Drys over som pynt. Hvis du har lyst, kan du også komme dem med i blenderen.

Server dejlige, små italienske kiks til til at dyppe i den cremede artiskokdip. De kiks findes i Irma og andre supermarkeder med oliven, soltørrede tomater og rosmarin. Du kan jo også dyppe gulerødder eller letdampede asparges. Der er mange muligheder.

Jeg valgte frisk  rosmarin som “urter efter eget valg”, og finthakkede den og dryssede over cremen. Det kommer til at passe til de små kiks.
Rosen er Jubilee Celebration, og ved siden af ligger der et alm. gedeblad/kaprifolie. Dem spiser vi nu ikke, de er kun til pynt.

ANITAS OG BJARNES BUFFALO TURDS
Jeg har også spurgt i nogle af mine yndlingsgrupper på Facebook. Der er blandt andet en, der hedder “Mad fra haven“, hvor alle hjælper hinanden med inspiration og opskrifter. I skulle tage og tjekke den ud, der er en skøn stemning. Desuden, hvis man er chilifan, findes Danske Chilientusiaster, hvor du også finder et hav af gode råd, inspiration, dyrkningsvejledninger og opskrifter.

Dér fik jeg alle tiders idé til dem, der gerne vil have lidt riv i “chips n´dipsen”. Det er japalenos-chilier, der er brugt, men du kan også bruge habaneros, hvis du gerne vil  sørge for frisk luft i næsen og klare øjne hos dine gæster.

 

buffalo turds

INGREDIENSER
Store friske jalapenos – flækkede og rensede
200 gr. flødeost – fx. Philadelphia
Cocktailpølser
Bacon i fine skiver.

buffalo turds

DU SKAL GØRE: 
Flæk jalapenos-chilierne. Fyld dem med neutral smøreost. Læg en cocktailpølse på midten, pensl eller drys med krydderi efter eget valg. Vikl en god bacon omkring. De grilles og kan spises som de er, eller serveres med en chili/hvidløgsdip – eller anden dip efter smag.

Her bliver Anitas smurt med Sweet Chili sauce Det giver lige lidt ekstra. Hvis man ikke har lyst at grille, kan man bare stege dem på en pande, det er også super.

Vupti nemt og lækkert. Anita lægger desuden en gang røgsmuld på gløderne i en lille foliepakke. Det giver et ekstra pift!

Glædelig Sankt Hansfest i det ganske, danske land!