Det er vigtigt at have fast grund under fødderne – både i overført forstand og i særdeleshed også i egentlig forstand. At haven har et gulv: Fliser, sten, grus, bark, græs, jord. Det skal give støtte, må ikke skride og fungere efter hensigten. Ellers kan vi jo ikke komme omkring i vores haver.


UGENS LEDER: LENE
Men det må også gerne være smukt, give haven karakter og udgøre grænsen mellem det vegetative, planterne og så resten af havens elementer. Eller være praktisk – sørge for at vi kan komme tørskoet fra A til B – fra hoveddør til postkasse, til skraldespand, til skur, til carport eller garage.
Der er uendelig mange muligheder for valg af belægning, og i dette tema lægger vi grundstenene til at øge opmærksomheden på hvilken effekt belægninger kan have og give dit haverum.
I min indkørsel ligger der gamle brosten, som tidligere har ligget i Roskildes gader, inden alt blev asfalteret. Man kan næsten fornemme historiens vingesus og høre hestevognenes skramlen.
Der er også historie i de pigsten, jeg har liggende i min have. Stenene er blevet ført hertil under istiden i bunden af gletchere fra Norge og Sverige. De blev – frosset fast i isen – slæbt og slebet hele vejen herned, og da isen smeltede, blev de aflejret sammen med sand og ler, der danner den jord vi går på og som vi dyrker i vores haver.
Disse sten har gennem årtusinder arbejdet sig op gennem jorden og bliver hvert forår i stor stil samlet sammen af landmændene. Det er skiftet mellem frost og tø, der gør at stenene vokser opad, fordi jord og sten leder varme og kulde forskelligt. Der dannes derfor lettest is under stenen, og den is hæver den lidt i hver vinterperiode. Når isen så smelter kommer der jord i hulrummet under stenen, og det hæver den en smule år for år, indtil den kommer til syne på marken. De fleste af stenene er over 1 mia. år gamle! Se, det er da historie, så det basker!
Så er der måske ikke så meget historie over de grå betonfliser, jeg har liggende i min gårdhave, men de virker efter hensigten og det er jo det vigtigste.
Det gør nu absolut ikke noget, at belægninger har en historie, for det er blot med til at gøre haven endnu mere personlig og forunderlig! Og måske skal både historie, personlighed og funktionalitet – de praktiske krav, du har til dem – gå hånd i hånd, når det drejer sig om belægninger?
I denne måneds tema bringer vi dig ud på terrassen, langs havegange og stier, og skriver om mange af de forskellige belægninger der findes. Du kan læse om lækre underlag, og om hvordan man kan komme hurtigt i gang med at lægge pigsten. Sidst på ugen har vi en spændende konkurrence, hvor du kan vinde smukke, dekorerede fliser fra keramikeren Helle Nørby.
Rigtig god fornøjelse!


Ugens artikler om HAVENS GULV:

LÆKKERT UNDERLAG
Dem som ligger på jorden må man træde på – og dem vi viser her er nogle af de skønneste af slagsen. Læs her om nogle af de skønne materialer, man kan bruge som belægninger i haven.



PIKSTENSBELÆGNING
Nogle gange bliver ting mere kompliceret end godt er. Se her hvordan man lægger piksten på en måske lidt uautoriseret måde. 





Læs eller genlæs også:

SKITSERING I HÅNDEN
Når man selv kaster sig ud i at designe sin have, er der mange måder at gribe det an på. Nogle bruger tegneprogrammer på computeren, andre tænker bedst med pen og papir – og manifold.
OPMÅLING AF HAVEN
At opmåle sin have er ikke det mest sexede i verden. Men svært, det er det ikke! Med en opmåling og en haveplan kan I danne jer et overblik over, hvad der kan lade sig gøre og hvor.
   
 
HAVESTIL
De skønne, personlige og forskellige havestile gør vores haveverden mangfoldig og interessant. Vi har forsøgt at fange nogle af stemningerne, og vil her vise dig et væld af haver med hver deres særlige udtryksform.
Lederen er alene et udtryk for skribentens personlige holdninger og betragtninger.