Juli er virkelig en have-nyde-måned, og for mange er det også en måned, hvor man rejser væk fra haven. Har du mon fundet en god “havepasser”?


TEKST OG FOTO: REDAKTIONEN

I juli tager rigtig mange af os på ferie og væk fra vores haver. Derfor skal haverne gøres ferieklar.

Men juli er også en måned, hvor haverne bare skal nydes, afgrøder høstes, og staudebedene måske soigneres lidt, så der er plads til sensommerens og efterårets blomstring og måske nye såninger i køkkenhaven. Vi krydser fingre for varme og solskinsvejr – gerne med lidt stille sommerregn ind imellem, så haverne ikke kommer til at tørste.


KØKKENHAVEN

  • Hyp kartofler og evt. gulerødder, der også har godt af at blive hyppet, så toppen ikke bliver grøn.
  • Høst alle de modne afgrøder.
  • Vand alle bærbuske, hvis du gerne vil have store bær.
  • Høst evt. bær ved samtidig at beskære ribs og stikkelsbærbuske. Det er lettere at tage bærrene af de afklippede grene, og det bliver efter beskæringen også lettere at høste på selve buskene, når der er lidt mere arbejdsplads.
  • Tynd ud i frugttræerne; fx blomme og æble. Jo færre frugter, jo større bliver de!
  • Vil du gerne have kirsebær i fred for fuglene, da hæng cd’ere i træerne.
  • Efter høst af jordbær kan bladene med fordel klippes tilbage, så kun de friske i midten forbliver. Herved mindskes risiko for sygdomme i jordbærbedet. Giv også planterne lidt gødning eller kompost.
  • Knib tomatskud.
  • Så evt. nyt i køkkenhaven – fx ærter, gulerødder, salat, radiser eller rucola, eller så grøngødning på jordstykker, du ikke skal bruge mere. Det forbedrer jordkvaliteten.
PRYDHAVEN

  • Klip storkenæb, løvefod m.fl. ned efter endt blomstring for at opnå pæne, buskede planter og måske en lille ekstra blomstring.
  • “Deadhead” – dvs. fjern de visne blomsterhoveder på fx roser og ærteblomster for at sikre genblomstring. Det er også en idé at klippe blomsterhovederne af de stauder og toårige, du ved vil genså sig selv kraftigt, hvis ikke du gør det.
  • Etabler lidt støtte hvor der er behov for det. Fx. ved dahlia og ridderspore.
  • Beskæring af de formklippede buksbom.
  • Måske er det også tid til gødning af roserne.


TIL DYRENE I HAVEN

  • Lav fx. et insekthotel.
  • Hav gerne altid et fuglebad med vand stående i haven – de bliver også tørstige på de varme dage.

OG SÅ ER DER JO LIGE…

  • Fejning af belægninger kan man næsten ikke gøre for tit i disse måneder, hvor varme suppleret med byger for alvor får ukrudtet til at spire. Ved at feje ofte minimerer du ukrudtet mellem fliserne og slipper senere for noget af den besværlige lugning.
  • Det kan også blive en opgave at børste krukker af, hvis der har været en stor regnskylle og det har stænket op på dem. Det ser altid pænere ud!
  • Vand eller hæld vand fra krukkerne, afhængigt af vejrliget. De færreste planter kan lide at stå med rødderne i vand længe, og omvendt; på en solrig dag skal der ikke meget til før de hænger, hvis de er gennemtørre.

I ønskes alle en rigtig dejlig sommer i haven!