Hvis du hverken har en pilemark eller kan flette med pil, kan du alligevel nyde denne dejlige vækst i din have. Vi giver et par tips.


TEKST & FOTO: MARIANNE
Der er nok en pilekyndig eller to, der vil vånde sig, når jeg nu fortæller, hvordan jeg har pil i haven på den nemme og helt og aldeles uautoriserede måde. Jeg er så vild med den måde sollyset spiller i pilens opadvendte, grovillige bladmasse, og så er jeg meget betaget af klatrende planter. Tænkte at man vel kunne lave sig et espalier eller to. Derfor standsede jeg en kold vintereftermiddag for to år siden bilen langs motorvejen (fy) og gik i gang med at høste pil af nogle helt tilfældig pilebuske, der voksede i hobetal mellem Bagsværd og Frederiksværk.
pil i haven

Klip klip klip. Jeg på det nærmeste fyldte bagagerummet. Nogle blev brugt til buer i mit højbed, men de gik nu hurtigt til og jeg har fundet andre løsninger. Andre blev sat i vand, hvorefter jeg bad yngstesønnen stå i den ene ende mens jeg snoede og snoede i den anden. Det blev der en underlig pind ud af, som satte smukke blade i toppen og lignede en million. Men jeg plantede den fejlagtigt i en potte, som desværre blev overset af min sommerhavebabysitter, så det træ er nu en saga blot.

Espaliererne blev sat op i to af mine gamle zinkskraldespande, og så satte jeg nogle kaprifolier fra skoven der, så de kunne klatre og og lave en levende, duftende søjle. Lodden løvefod blev sat i bunden. Begge – eller alle tre – taknemmelige planter.

Hvad jeg den gang ikke vidste (eller havde glemt) om pil var, at selvom de havde ligget et godt stykke tid (2-3 måneder) uden vand, så kunne de sagtens slå rod. Og det var (også) en ret våd sommer det år, så det gjorde de. Nu er jeg lykkelig for det. Vil du have tørre espaliers, skal du sørge for at de er helt knastørre, så de ikke skyder.  

pil i haven

I supermarkederne og på planteskolen kan man jo også finde små “pottepil”. Den til venstre i den høje zinkpotte har jeg desværre ikke navnet på, men den flettede til højre er en Salix alba X purpurea, og den fås i flere højder.

pil i haven

Den skønne lyse pil ovenfor tv. er en broget japansk pil, Salix hakuro “Flamingo”. Den får lyserøde spidser, der minder om blomster. Min var meget lang, så jeg beskar grenene og det viste sig at den havde godt af det. Særlig lyserød er den så ikke i år, men det bliver den nok til næste år. Og måske ryger den også i jorden, for pil er jo vældig tørstige og jeg vil nødigt ende med et bundt tørre pinde lige som sidst.

Kransene er vældig dekorative. De kan anvendes både sommer og vinter og jul og påske. Jeg købte dem billigt i et meget kendt lavprissupermarked med gule skilte og en lille sort hund. Men iiiih, hvor kunne jeg godt tænke mig at lære at flette sådan nogle. Vi må have gang i eksperimenterne, og lykkes det, så lover vi at dele.
Vil du læse mere om pil, kan du finde de øvrige artikler, vi indtil nu har udgivet.