ANNONCE

mandag den 29. juli 2013

UNDGÅ FIASKO, NÅR DU KØBER PLANTER

på planteskoleSHOPPING

Redaktionen sendte Karina og Marianne på planteskole for at drøfte, hvad der er vigtigt at huske, når du køber planter. Kig med her.

TEKST: MARIANNE
FOTO: MARIANNE, LONE & KARINA






Hvis man er plantenørd og går på planteskole, bliver man let opsuget af alle de indtryk, der møder en. Det kan give en vis distraktion, hvis det er noget særligt man leder efter. Men man fristes jo også gerne og fristelser er der i massevis! 

Hvis man derimod er ny med have, er man lidt på herrens mark, og kan nemt komme til at forkøbe sig i ting, der måske viser sig at være et fejlkøb, eller som vil afblomstre i løbet af en uge, fordi de enten behandles forkert eller at det er et dårligt tidspunkt for væksten at blive omplantet på. For begge typer havefolk er der faldgruber, der er værd at være opmærksomme på. Det er dem, vi kigger på her.

på planteskole


Forår og forsommer er der hvor hele familien Danmark går plante- og haveamok. I hvert fald dem, der har en have, eller et eller andet, der kan gøre det ud for samme. Såmænd bare en flise ved hoveddøren eller en altankasse. Foråret er også en god periode at plante i. Alting er i vækst, og vi går mod lysere og varmere tider. Planterne kan nå at etablere sig og vokse til før de skal til at "yde", det være sig med blomster, frugter, bær eller andet. 

på planteskole


Vi siger det lige med det samme: Man kan udplante rigtigt mange planter hele sommerhalvåret, men den bedste tid at plante og omplante levende vækster på, er og bliver i efteråret - i september og oktober. Så når planterne at etablere sig inden vinteren og de vil være helt klar til vækst, når det kommende forår vinker forude. Derfor er det også bedst at gå på planteskole i sensommeren/efteråret.

MEN: For det første skal man vide, hvordan planten ser ud i blomst, for den ligner jo ikke den halvvisne pind, du står med om efteråret. Vi lader os friste af skønne, blomstrende planter og graciøse buske og træer. 

OG: Det er NU det er sommer. Det er NU, vi vil nyde og NU vi vil have noget smukt at kigge på. Det er NU vi har fri og dermed tid og overskud. Det kribler jo i fingrene! Derfor går mange mennesker på planteskolen for at få blomstrende planter. Det er ikke så mærkeligt. Vi er jo sansende mennesker, der holder af at nyde.

på planteskole

INDEN DU TAGER AF STED
Vid med dig selv om du skal "ose", lade dig friste eller om der er noget konkret du kunne tænke dig at lede efter. Her er både internettet og din foretrukne havebog jo glimrende - havemagasiner ligeså. Det er godt at se væksten sammen med andre planter - at forestille sig om de vil gå godt sammen, eller om der nu er de rigtige jord- og lysforhold til den plante du er faldet for. 
  • Lav en liste over plantens navn, så er den lettere at finde - eller spørg efter den.
  • Systematiser lidt. Er det urter, vandplanter, træer, stauder, roser m.v. 
  • Find overblikket. Spørg evt. nogle af de ansatte. Der er meget stor forskel på, hvor mange der er og hvor travlt de har - det er ofte afhængigt af tidspunktet du handler på.


PAS PÅ MED
Der er nogle enkle ting du skal holde øje med. Kig på planten og undersøg:
  • Er den næsten afblomstret og ser du ingen skud på vej? Lad den stå, særligt hvis den er toårig. Spørg en medarbejder om det er en førsteårsroset eller om det er andetårs.
  • Har den pottebundne rødder? Du ved, når man løfter planten ud af potten og rødderne er vokset rundt og rundt i bunden af potten. Det betyder at den har stået længe på planteskolen. Det gør ikke noget, men du skal huske at give dem et klip eller to, så de kan danne nye rødder, inden du planter. 
  • Du finder snegleæg. Lad den stå. Bemærk at nogle former for gødning ligner snegleæg. Snegleæg er let slimede, mælkehvide og ligger som regel i klumper. 
på planteskole


VÆR OPMÆRKSOM PÅ
Det er en hård branche at være i, og særligt for de små planteskoler er det ikke så nemt i disse tider. Imidlertid må du lære din planteskole at kende hen ad vejen. Fakta er, at de fleste indkøber planter, der er fremdrevet i store erhvervsgartnerier, som kunstigt pacer planterne frem til blomstring med enorme mængder vand, gødning, lys og varme. Derfor kan nogle planter godt gå i decideret chok, når de så havner i den kølige, danske muld. Særligt hvis det enten regner i ugevis, eller blæser - og især, hvis solen brager ned fra en skyfri himmel. Alle tre ting er voldsomme for en plante og kræver ekstra af dens ejer. Det er vanskeligt for alle at skifte miljø. Imidlertid vil vi klart anbefale dig at benytte dig af en planteskole frem for supermarkederne, for de gør som regel en dyd ud af at købe kvalitet hjem.

Men tjek, hvordan planten trives. Vådt og i halvskygge? Tørt, sandet? Fuld sol og meget væde? Hvis vejret ikke lige er sådan som den trives bedst i, så må du hjælpe den lidt. En parasol/paraply kan tages i brug. Vand altid nyplantninger grundigt - både før plantning og i ugerne efter - med mindre det regner kraftigt i perioden. Sæt evt. en klokke eller andet beskyttelse over, hvis sommeren viser sig fra den "grønne vinters side". Det beskytter den lidt. Husk imidlertid at tilse den ekstra med vandkanden.

på planteskole






SKILTNING
For det meste skal vi klare os selv, når vi besøger en planteskole, og det kan vi da også langt hen ad vejen. Flere steder kører de et system med grøn pris, brun pris osv., der gør det nemt. Så hvis du ikke lige finder en pris på planten, så begynd at lede efter sådan et skilt på en pæl eller lign.

på planteskole

Mange steder har de også en slags oversigt, så man kan navigere lidt i sortsnavne og andet. Men selv for en plantenørd kan det altså godt virke lidt uoverskueligt. Særligt hvis man også er et følemenneske, og det forekommer mig, at de fleste havefolk er det. Så bliver man decideret overvældet af alle indtrykkene, lyde, dufte, navne, blomstringer osv. og kan ikke lige koncentrere sig om at indprinte sig navnet på lige præcis den spidsløn, alunrod eller hosta, man havde læst om derhjemme - endsige finde den.Så er det frem med sedlen (eller din mobiltelefon) og finde en salgsassistent.

på planteskole

Måske havecentre og planteskoler kunne finde på at benytte sig af moderne formidlingsmetoder. De digitale fx.? Jeg ved godt, at de er meget trængte på økonomien, men jeg tror faktisk at meget ville være vundet ved det. 

på planteskole



på planteskole



på planteskole


Når du kommer hjem, så husk at vande dine planter GODT igennem. Stil dem i skyggen, hvis du ikke lige får plantet dem samme dag.Når du så skal plante, kan du, som Birgit Reimer, tage din trillebør og fylde den med vand og "drukne" planterne indtil der ikke er flere luftbobler. Herefter er de klar til at blive plantet.

9 kommentarer:

  1. Endnu et super indlæg. Det er bare så fedt, at I virkelig har formået, at lave en blog for havefolket :-)
    K.Gro

    SvarSlet
  2. lækker Planteskole i har besøgt... mums
    og rigtig gode råd

    KH
    Marianne

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er Aldershvile Planteskole i Bagsværd nord for København. :-)

      Slet
  3. Åååååh Aldershvile... Her elsker jeg at slå mine havefolder så hatten passer! :)
    Hvor er Vilfred blevet stor.

    SvarSlet
  4. Super godt og relevant indlæg. HERLIGT.
    Mange sommerhilsner fra Susan

    SvarSlet
  5. Fint indlæg med mange gode råd -- som vi selvfølgelige glemmer, når hjertet begærer en særlig plante :-) siger jeg, som lige har købt en Verbena, som er fuldt udsprunget - ikke har nye blomster på vej og som nok ikke kommer igen til næste år :) :)

    SvarSlet
  6. Super indlæg, mon ikke vi alle har prøvet at lade os friste af noget der er svepsere. Selv har jeg brændt mig 2 to gange på samme måde. Skulle have nogle buske i et efterår, ser vogne fulde af billige flotte blomstrende stauder,ojj den og den og og er på ønskelisten, haps, men jeg tænkte ikke over eller glemte at de var drevet frem til at sommerblomstre i september og oktober og derfor ikke var ved at gå i vinterdvale, behøver jeg at fortælle at alle døde om vinteren begge gange. Så kan jeg lære det æv. Men surt jeg lavede samme smutter et par år senere blot med et par andre ønskeplanter, men osse kunstigt fremdrevne.
    hedebølge hilsner Gunvor

    SvarSlet
  7. Flot indlæg - tak for det. Gode billeder af fruen og er det Karinas dreng?
    Kh Lisbeth

    SvarSlet
  8. Super, at I kan bruge det. Jeg tror at vi alle er kommet forhåbningsfulde hjem og så har stået med håret i postkassen og slatne planter. Øvelse gør mester.

    JA, det er Aldershvile, vi besøgte, det ligger jo (farligt nok) lige i baghaven. Og ja, det er Vilfred, Karinas skønne og legesyge knægt. Han var god til at tage vandplanter op til sin mor og det var tydeligvis ikke første gang, han var på planteskole.

    Tropenat-hilsner fra redaktionen; M

    SvarSlet

ANNONCE