ANNONCE

torsdag den 29. august 2013

BLOMMESYLTETØJ

blommesyltetøjOPSKRIFTER

I år bugner blommetræerne, og i disse dage modner frugterne. Så er det bare med at komme i gang med at plukke og spise. 

Men gem lidt til vinterkøkkenet - eksperimentér med blommesyltetøj.

TEKST & FOTO: LONE




Blommesyltetøj kan bruges til en hel masse. Det kan spises på morgenbollen, sammen med osten på middagsbordet, puttes i lagkagen eller ... ja, hvad du nu har lyst til. Og så er det super let at lave. Det kræver bare lidt tid og tålmodighed.

blommesyltetøjSÅDAN GØR DU:
Ja, først skal blommer jo plukkes og vaskes. Det siger selvfølgelig sig selv. Og nyd det imens, for frugtplukning kan være rigtig hyggeligt, og når man kun skal have fat i 500 g er det ganske overkommeligt. Og så er det i gang i køkkenet:

INGREDIENSER
500 g blommer
300 g sukker, kan sagtens være rør- eller birkesukker (justér dosering derefter)
En kvart dl vand
En halv flækket vaniljestang
1 kanelstang
Evt. Atamon

FREMGANGSMÅDE
Halvér blommerne og tag stenen ud. Skær dem evt. i mindre stykker (jeg blender det hele til sidst, så jeg bruger dem bare som halve). Kom blommer, sukker, vanilje, kanel og vand i en gryde. Bring det til kogepunktet og lad det herefter simre ved jævn varme til den ønskede konsistens er nået. Det kan godt tage lidt tid, så vær tålmodig og husk at røre i det ofte, så det ikke brænder på.

Skold i mellemtiden dine sylteglas med kogende vand og skyl dem evt. lige efter med lidt Atamon. Hæld blommemarmeladen på glas, luk til og lad den afkøle. Vend gerne lige glassene en gang på hovedet efter du har lukket det. Så bidrager du til, at indholdet ikke går til, så længe glasset er uåbnet.

Uanset hvor modne og søde dine blommer er, så har de det med at blive sure i smagen, når de bliver varmet op. Du vil opdage, at der skal ret så meget sukker til. Så smag på din blanding og bliv ikke forskrækket, hvis der skal endnu mere sukker til før du synes, at den er god.

KRYDDERIER
Har du rigtig mange blommer kan du lave syltetøjet af flere omgang og forsøge dig med forskellige krydderier - prøv fx også chili, stjerneanis eller ingefær.

ANDRE FRUGTER ELLER BÆR
Ja, man kan selvfølgelig også blande blommerne med andre frugter eller bær. Da mine mørke stikkelsbær modner omtrent samtidig med blommerne, blev ca. 1/3 af portionen her blandet med stikkelsbærsyltetøj kogt i går. Og den kombination er altså også lækker.

blommesyltetøj

PSST!
Det kan tage lidt lang tid at koge vandet af blommerne, så man kan altså også lave det i ovnen i et stort fad, hvor blommerne sammen med de øvrige ingredienser skal ind med varmluft på 150 grader og blive der indtil konsistensen er som ønsket.



5 kommentarer:

  1. uhmm jeg går og venter på mine svedskeblommer modner, de gir nemlig en grød der bare smager.
    Lige nu har vi nogle gammeldaws nogle, jeg kalder dem krydderiblommer, men jeg ved faktisk ikke hvad de hedder. De modner bare meget uens, men smager pragtfuldt friske.
    Den ide med at putte dem i ovnen skal vist prøves, det lyder smart.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
  2. Der er mange blommer rundt omkring i år. Jeg skal plukke i morgen.

    SvarSlet
  3. Er der nogen, der kan forklare lidt om syltesukker? Fordele og ulemper? Vores træ bugner også af blommer, så jeg skal have lavet noget syltetøj.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har desværre ikke erfaringer med det
      - men mon ikke andre har?

      Slet
  4. Hej Marlene. Du kan faktisk sagtens lave det helt uden sukker.
    Jeg har selv netop sat 500 g. blommer over med en lille smule vand.
    Hvis ikke dine blommer er søde nok, kan du jo altid tilføje lid stevia, der er helt kaloriefrit.
    Kh Madeleine

    SvarSlet

ANNONCE