Grønne vægge kan man finde flere steder i verden. Også i Danmark har vi taget de lodrette haver til os. Vi er taget et smut til Vanløse for at kigge på et lille og fint eksempel.
TEKST OG FOTO: KARINA
I adskillige kontorlandskaber og offentlige miljøer har man taget de grønne vægge til sig. Også i Vanløse er byens kulturhus med på den grønne bølge.
Horti verdi, levende vægge, biomure, lodrette haver – og hvad de grønne vægge ellers har af navne – findes både som vægmonterede og fritstående systemer. De levende vægge byder på mange fordele. Blandt andet har de grønne flader en positiv indflydelse på miljøet, da planterne er med til at omdanne CO2 til ilt. Dertil er de levende kunstværker ikke blot en værdi for arkitekturen, men for oplevelsen generelt, da billedet konstant skifter farve og form i takt med årstiderne.
Ja, det er svært at tage nejhatten på. Og det var det også for Vanløse Kulturstation, da stedet fik tilbud om en sponsoreret væg til husets store tagterrasse. Det venlige tilbud kom fra Deichmann Planter, som også står for beplantningen og vedligeholdelsen.
Der findes forskellige eksempler på plantevægge og hvordan de er bygget op. På plantevæggen her er planterne monteret i specialfremstillede filtlommer, som automatisk bliver tilført vand og gødning.
Den grønne væg fungerer ligeledes som et eksperimentarium, hvor man tester hvilke planter der er med eller imod de forhold de bliver præsenteret for. Da jeg var forbi med kameraet, var det blandt andet lykkekløver, broget hosta, lavendel, alunrod og kæmpestenbræk der voksede på væggen.
Foruden plantevæggen havde de resterende vægge også fået lidt opmærksomhed. Særligt synes jeg at motivet med den krogede gren gjorde sig godt på den hvidpudsede væg.
På den store tagterrasse stod også forskellige grupper med plantebeholdere. Nogle husede store buksbomkugler, mens andre havde en mere varieret beplantning.
Grønne vægge er uden tvivl at stort tilskud til den arkitektur der dominerer i øjeblikket. Og kunne måske også pynte lidt på byggerierne fra 70´erne… Men kan også sagtens se ideen brugt til fritstående vægge!
Spændende at se de løsninger der kommer på markedet i de kommende år, for der er ingen tvivl om at det er ret ekstreme forhold planterne skal klare sig under. 🙂
Hej Henrik
Jo grønne vægge vil da pynte gevaldigt på nogle af landets sørgelige 70-er byggerier
(og i samme åndedrag, vil jeg skynde mig at sige at jeg skam også har set flot arkitektur fra dette årti)
Jeg glæder mig også til at se hvilke forskellige løsninger der kommer på markedet, for der kommer helt sikkert flere til.
Jeg glæder mig også til at se om de grønne vægge bliver noget vi begynder at ta' til os i de små private haver, for her ser jeg også elementet som en spændene løsning at lave frodige haver på. Særligt kunne jeg forstille mig, hvordan de kunne pynte i små byhaver – eller lommehaver, hvor pladsen kan være tang.
Det er en "Green-wall-cliffhanger" er det :-))
Grønne vægge er vejen frem! Mange er desvære bange for at rødderne skader væggene men dertil kan jeg sige som fagperson at det gør de ikke. Der kommer også nye systemer på markedet for man skaber hulrum mellem væg og planter. Så mange spænende nye tiltag på det område.