Alle havefolk kender til at kunne mærke det i knæ og ryg, når de arbejder i haven. For nogle er det alderen, umage bevægelser – eller begge dele – der gør, at det værker i kroppen, når vi bukker os og rejser os igen. HAVEFOLKET udlodder nu 4 skamler, du bare ikke kan undvære, og vi fortæller her om kvinden bag OneLeg, den ultimative skammel for havefolket.

TEKST & FOTO: MARIANNE

For Susanne begyndte det med kærlighed til et lille, yndigt sommerhus, som hun og hendes mand i en periode boede i. Det var oprindeligt hendes svigerfamilies, men hun kom til at holde af stedet. Da hendes daværende mand og hun så gik fra hinanden, købte Susanne huset og det har hun ikke et øjeblik fortrudt!

I gemmerne dér fandt hun en skammel, som brolæggerne i sin tid brugte når de sad og fik stenene til at passe på stenbroen. En “kraveknap” kaldes den. Den er lavet af træ og består af et ben med et fladt sæde foroven. Susanne brugte den i mange år, men irriteredes lidt over at den evig og altid væltede, når man rejste sig og flyttede rundt på den, eller også borede den sig ned i jorden. Da hendes karriere så tog nogle uventede sving, dukkede idéen op om at sætte sådan en uundværlig skammel i produktion. En magen til findes nemlig ikke.

 

Susanne havde visse krav til den. Den skulle være let, os så skulle den kunne tåle vejr og vind, dvs. stå ude i alt slags vejr. Så skulle den være nem at rengøre og desuden var det vigtigt at den var lysægte. “Den er testet så den kan modstå over 8000 timers sollys uden at farven falmer”, fortæller hun. Det er immervæk en del, hvis nu man skulle glemme at rydde den op.

Susanne fortæller med sådan en ildhu, at jeg ikke er sekund i tvivl om, at dette her er hendes “barn, hendes ét og alt”. Hun fortæller også, at hun har en fortid som bogholder og netop har opsagt sit gode faste job som indkøber, og nu skal til at leve af sin idé full time.

 

“Hvordan i alverden tør du forfølge sådan en idé?” spørger jeg, som selv får tusindvis af idéer i en lind strøm. “Hvordan vidste du, at det lige var dén idé, der var god?”.

“Jamen det ligger nok i blodet”, siger Susanne og lægger gaflen fra den skønne stikkelsbærtærte hun har serveret, “for i min familie er vi iværksættere. Om idéen var rigtig? Det var jeg egentlig ikke i tvivl om. Det føltes sådan. Og mine nærmeste venner, der også tør være kritiske, sagde; “det der Susanne, dét er en god idé!”.

“Jamen, jamen”, siger jeg. “Det må da koste en formue at få sat alt det i værk?”. Susanne smiler og nikker grundende. Jeg ved jo godt, at det er formen til den første plasticdims der er hundedyr – nærmest ubetalelig. For ikke at tale om alle de indledende manøvrer med designere, testninger, materialevalg, godkendelser, udvælgelse af leverandører og varemærkeregistreringer, beslutninger om, hvem der skal distribuere og sælge osv., der trækker tænder ud. Hun fortæller, at “ja, det er det også. Så meget desto vigtigere er det at tro på sin idé, fastholde den og gå hele vejen”.

Jeg beder hende om at vise mig, hvordan hun bruger OneLeg skamlen. Så vi går om i hendes baghave. På vejen passerer vi store grupper af akantus, der på vej i blomst rejser deres majestætiske og indlysende, velkomponerede spir.

RO I SINDET
Susannes have ligger ud til en lille vej i Nordsjælland. Den slår et knæk lige hvor hun bor, og HC. Andersens sang om “Hist hvor vejen slår en bugt, ligger der et hus så smukt”, kommer uværgerligt til mig. Haven er omkranset af store træer af mange forskellige slags, og mens vi går derom taler vi om fascinationen af bark og stammer, af overhængende grene. Hvor fantastiske de er og hvor meget man kan nyde noget, der giver så meget ro, som store træer gør. Og ro er faktisk netop dét denne have giver en besøgende. Mon ikke også det er sådan for Susanne?

“Jo i høj grad”, siger hun og fortæller at hun havde troet, at hun ville få en del tid til overblik og planlægning, når nu hun ikke længere skulle passe to fuldtidsjobs, men blot hellige sig sin egen forretning. “Men sådan er det faktisk slet ikke gået – tværtimod”, siger hun og stiller kaffekoppen fra sig. Afbrudt af en del mobilsnak, fordi forretningen jo tydeligvis vil have hendes opmærksomhed 24/7, vender vi tilbage til, hvad haven giver hende, inden hun finder én af de mange skamler frem, som hun naturligvis selv bruger i sin have.

“Jo, jeg har jo brug for ro, for jeg kommer en hel del omkring. Jeg deltager både i forbrugermesser, livsstilsmesser, have-, design- og fagmesser rundt omkring i verden, for det er dér indkøberne finder de nye produkter. Og jeg rejser i flere lande i og udenfor Europa, og når jeg så har talt og talt og haft alle antenner ude og været nærværende overfor alle interesserede, så er det pragtfuldt at komme hjem til al roen. Det er her jeg lader op.

 

VÆKST
Jeg kigger op i den store hængepil, der afslutter haven, fornemmer dens stille, vibrerende, kraftfulde liv og lader blikket glide hen over kæmpehostaer med matte, mørkegrønne, riflede, stille blade som kontrast til det flimrende lys i nogle af de store graner. Det er lidt som at være midt i orkanens øje – dér er ro, men ude omkring det samles enorme kræfter. For det lyder virkelig som om det er det allermest spændende tidspunkt, jeg besøger Susanne på. Det er nu hun skal kunne følge med markedet, det er nu hendes forretning skal kunne tilpasse sig efterspørgslen, og det er nu hun begynder at “vækste” som man siger på nudansk. Hun fortæller da også med strålende øjne, at hun har bestilt fire forme mere til produktionen, samt at hun er blevet kontaktet af agenter fra både Japan, Balkan og Finland.

Vi skal have set, hvordan hun bruger OneLeg skamlen. Jeg bliver naturligvis bedt om selv at sætte mig, og da jeg netop har fået konstateret en mindre diskusprolaps, er det med bævende hjerte jeg læner mig bagud og sætter mig på den. Det føles faktisk godt, og jeg er helt fri til at placere ben og fødder, hvor det nu passer i forhold til min egen krop, smerter og bedene jeg sidder i.

Suanne får lov til at overtage, og fortæller at fysioterapeuter er begejstrede. “Man får nemlig alle “korsetmusklerne” i sving, når man bevæger sig rundt i bedet på den, mens man arbejder”, siger hun og rækker sig forover og til siderne så let som ingenting. Jeg får pludselig flere idéer til, hvad den kan bruges til. Er jo selv lige blevet mormor, så vuggestue- og børnehavepersonale, hjemmehjælpere, småbørnsforældre, bedsteforældre… og kommer selvfølgelig til at sige det. “Ja,ja”, siger Susanne og kigger op fra rosenbedet. “Både Bauhaus og Babysam har også taget den ind i deres sortiment, så de danske daginstitutioner har god mulighed for at skaffe den hjem”. Et bredt smil breder sig i vores ansigter.

På vej tilbage til bilen gennem Susannes have, dvæler vi ved vandgranen og den kæmpe store Gingko biloba, som på det nærmeste danner en katedral i et hjørne af haven. “Her”, siger Susanne; “her skal mit dejlige væksthus stå. Det vil jeg have bygget, når jeg får så stort et overskud, at der bliver penge til det. Kan du ikke se det for dig?”. Og det kan jeg. “Så næste gang, du kommer, så sidder vi derinde og drikker kaffe”. Jeg smiler og krammer og vinker, og går beruset af opstemthed derfra overbevist om, at når man har så megen habitus, indre drivkraft, tæft for forretning og stærke drømme, så sidder vi dér i væksthuset sammen om føje tid.

Der er 4 OneLeg skamler i vores “velkommen-tilbage-fra-ferie-lodtrækning” her på HAVEFOLKET.
Læs mere her.