ANNONCE

torsdag den 8. august 2013

SOLBÆR - HÆLD DEM PÅ FLASKE

solbær
KØKKENHAVEN

De sorte bær med den dybe smag. En gang var de stort set kun kendt som marmelade sammen med friturestegt camembertost, men du kan få stor nydelse ud af at hælde solbær på flaske. Se her hvordan. Her er både opskrift på likør og på te. 

TEKST & FOTO: MARIANNE





solbær, solbærlikørSolbær er nogle af de bedste bær jeg kender. Jeg kan lide det hele: Saft, marmelade, relish, rom, likør, muffins - you name it. Den der dybe, runde, lækre, søde smag, der har et stænk af syrlighed, der rammer bagerst i ganen - uhmmmm!

Her får du to opskrifter på henholdsvis likør og te. Så er der da lidt af al den solskin, vi har kunnet nyde denne sommer, til at hælde på flaske og tage frem en dag, hvor vindene suser gennem marv og ben.


SOLBÆRLIKØR:

INGREDIENSER
Rengjort syltetøjsglas
Ribbede solbær (afpas efter syltetøjsglassets størrelse).
2-3 spsk honning eller rørsukker - gerne den grove. Afpas skeens størrelse, hvis glasset er mindre. Her er "på slump" ok.
En flaske ren snaps eller vodka.
Et mørkt skab, en dårlig hukommelse eller en stærk vilje.
Tålmodighed.

solbær, solbærlikør


Inspireret af Hans Lyngby Jepsen har jeg gjort følgende: Et syltetøjsglas fyldes halvt med solmodne solbær, og helt op med vodka eller ren snaps uden smag (Brøndum til nød). Jeg bruger selv lavprisbutikkernes billigste, østeuropæiske vodka, men jeg har også med stort held brugt mørk rom. Hæld sukker eller honning over og ryst godt. Stil det ind i et skab og glem det i mindst 3 måneder -  gerne et helt år.

Si det igennem en tragt foret med et kaffefilter. Du har nu en ekstrakt, som kan fortyndes efter smag. Sørg for at have en sofa i nærheden til at dejse bagover i, hvis der skal meget tilsmagning til. Det smager bedre end barndomsminder og farmor og solskin. Tilsammen.


solbær, solbærlikør


SOLBÆRTE
Pluk solbærblade og overmodne, gerne let indtørrede, solbær og læg dem i en flad kurv i solen en dags tid. Derefter flyttes de til et tørt og luftigt rum, hvor du lægger et rent viskestykke over og lader det hele tørre godt igennem. Bærrene skal være tørre - næsten knasende. Herefter knuser du blade og bær. Jeg tager gummihandsker på for ikke at få sortlilla fingre. Hvis der stadig er fugt i bærrene, så lad dem ligge lidt længere. Hvis du er utålmodig, kan du lægge dem i en 50 grader varm ovn (ikke varmluft, så flyver det rundt) og tørre det færdigt i en time eller fire. Herefter kan du hælde det på pose eller dåse og nyde den skønneste smag af sol og sommer til hver en tid. Ikke dårligt! 

solbær, solbærlikør

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

ANNONCE