ANNONCE

fredag den 30. august 2013

SOLSIKKE, SOLSIKKE KIG DEN ANDEN VEJ

solsikke
PLANTEPORTRÆT

Solsikke 
er indbegrebet af sensommer. Med sin runde, glade, gule sol står den og knejser langs marker, hække og i haver. Og så er den noget af det allernemmeste.

TEKST & FOTO: MARIANNE







Solsikke er utroligt nøjsom, og vil du have den kæmpestor, skal du bede dine mandlige bekendte lade deres vand i nærheden - så bliver den over 3 meter. Men står den i køkkenhaven skal du måske nøjes med at vande den med lidt gødning af og til, selvom det som sagt ikke er nødvendigt. Den er herlig, den er glad og den er supernem.

solsikkeSolsikke findes både som staude og etårig. Den etårige, som vi her beskriver, kan sagtens selvså sig, og er du økonomisk anlagt, kan du tage frøene fra en pose med fuglemad. Så har du til en hel mark, hvis du blot smider dem på et bart stykke. Selvfølgelig spiser duerne, skaderne og andre fugle nogle af frøene, men drysser du lige lidt jord over og smider lidt vand i forsommeren, skal du nok få en "fransk" solsikkemark - blot du har jordstykket til det. I sensommeren vil du smile bredt og blive glad hver gang dine øjne falder på dem. Og det er simpelthen umuligt at blive nedtrykt efter en tur i sådan en mark.

solsikkeBARNETS BLOMST
Der er simpelthen noget barnligt over solsikker. Den ligner jo de blomster vi tegnede, da vi var små, og kalder derfor også i noget barnligt og enfoldigt i os alle sammen. Nogle (børn med år på bagen, som har forladt deres barnlige sjæl) synes den er banal og "ukultiveret". Dem om det.

Planten er oplagt til børnenes første have. Den er nem - frøet er håndterbart og der sker noget relativt hurtigt. Så den sammen med barnet, evt. i en potte først, og plant den så ud og vand godt igennem inden I tager på sommerferie. Når I så er kommet hjem er der anlæg til blomster, og forventningerne stiger og stiger i takt med at blomsterne vokser. At følge sådan et vidunder skulle nok så en spirende blomstersjæl - selv i det mest ipad-glade barn.


SOLSIKKE

Solsikke! Solsikke!
Kig den anden vej!
Hvorfor ska' du altid stå
og kigge efter mig?
Luk dit brune øje i,
dit lange dumme fæ,
mens jeg ta'r en pære fra
vor nabos pæretræ!

Solsikke! Solsikke!
Se, den frække stær!
Den har stjålet hyldebær
fra vores hyldetræ'r!
Sig at den skal skrubbe af,
men sig det pænt og sødt,
mens jeg ta'r en pære til,
for denne her var stødt.

Halfdan Rasmussen


solsikke





solsikke
SOL MED BRÆNDTE FARVER
De findes jo også i andre farver. I dybt brændte farver, mørkerøde og orange. I bleggule og cremede og i dobbelte, som ligner "ørevarmerne på en bratsdukke" som Camilla Plum siger.

Jeg selv troede jo ikke jeg var til det orange i min have, men den har altså gjort mig klogere (haven). Se blot, hvordan den brændte gør sig i store buketter.




FAKTA

NAVNHelianthus annuus
DANSK NAVN: Solsikke
 LYSFORHOLD: Sol, tåler udtørring
HÅRDFØR: Etårig. Kan selvså sig
JORDBUND: Almindelig havejord
VÆKST: Robust, får træagtig stamme
STØRRELSE: 40-300 cm, afhængig af sort
ANVENDELSE: Gode i staude- og blomsterbede. Velegnede til buketter.
BLOMSTRING: Juli til frost

solsikke

1 kommentar:

  1. Ja der findes vist ikke en gladere blomst, vi skal osse altid have den i haven. Men det sjovt at iagtage størrelsen. Jeg plantede ud i mit "varme" bed og havde nogle i overskud, dem satte jeg i det der var (og skal blive igen) urtehave, der er de blevet kæmpestore trods de ikke er vandet som i blomsterbedet. Men hønsegødningen er jo kørt ud til brug i urtehaven, så de har fået mad så hatten passer.
    tørkehilsner Gunvor

    SvarSlet

ANNONCE