Oudoor living – at leve livet under åben himmel – er en tendens der synes at være i medvind i denne tid. Begreber som udekøkkener, udebade og udekontorer har vi efterhånden vænnet os til, og mon ikke vi kommer til at se flere af den slags i fremtiden?


LEDER: KARINA

Udendørsarealerne og alle deres funktioner minder i højere og højere grad om de funktioner vi finder indendørs, og flere boligejere er begyndt at tænke ud over det traditionelle terrassedæk.

Hus og have begynder at flyde sammen, og dagligstuerne fortsætter helt ud i haven. Kvadratmeterne bliver brugt til fulde.Om man er haveentusiast eller slappertypen, så nydes udelivet. Vi vil det grønne ude som inde, for også indenfor er en tendens ved at røre på sig. Green living er det nye sorte indenfor husets fire vægge, for indenfor er naturen skam også blevet hot. Stueplanterne har fået sin renæssance og er ikke længere for bedstemødre på plejehjem. På kontorlandskaberne bliver neonrør og kommunalkunst udskiftet med små planteoaser og grønne vægge – hvis man da er med på beatet.

Green living og outdoor living er “The Big Thing”. Vi vil det grønne på den 21. århundredeagtige måde – ihvertfald så længe det varer. 

Selv er jeg ikke nået til det med at have planter inde i stuerne, men eftersom jeg ikke engang kan holde liv i en kaktus, gør det nok heller ikke så meget.

Udenfor er jeg til gengæld helt med på legen, for i den ene del af haven står vores udebad godt og solidt. Et udekøkken har vi ikke. Vi prøvede dog engang at skabe et, sådan på interimistisk vis, men pladsen som det spartanske køkken blev tildelt, var ikke helt stor nok til familiens vilde armbevægelser og blev derfor hurtigt fjernet igen.

På bekostning af stiforløb, staudebede og træer, er vores spiseplads også lige lovlig underproportioneret og det mærkes i dagligdagen. Nok er den lille spiseplads ganske hyggelig, men vi har nu alligevel måttet sande at der skal ske noget, så fornemmelsen ikke føles så krampagtig, som i denne skrivende stund.

Tilbage ved tegnebrædtet sidder jeg nu og forsøger at opfylde hele familiens ønsker om et større og roligere haverum, som ikke må bestå af meget andet end et langt spisebord og vores havepejs. Småt brændbart og unødigt “dutteri” er strengt forbudt på denne plads!
Jeg har dog varslet om et enkelt felt til et par høje prydgræsser, men så stopper festen også her.

Forberedelserne er allerede i gang, og målet er at vi næste sommer kan trisse ubekymret rundt i den nye “spisestue” – det nye outdoor dining area – uden fare for at falde over krukker, gå ind i en pæl – eller hinanden.

Det skal nok blive godt, og jeg lover at jeg her på HAVEFOLKET vil vise hvordan projektet kommer til at forløbe fra ende til anden.

I mellemtiden synes jeg at I skal læne jer tilbage og nyde nogle de kommende artikler, der blandt andet kommer til at omhandle byrum i New York og grønne vægge i Vanløse. Dertil kan du også få inspiration til væggene indendørs, for udover de skønne artikler, jeg allerede har været inde på, giver vi  dig nemlig også et lille fif til hvordan du kan opbevare dit havegrej på den designlækre måde.

Men lad os starte udenfor, for i dag skal vi på besøg i tre haver, der ihvertfald ramte mig lige i solar plexus. Måske er du ikke helt med på mit minimalistiske mindset og tænker åh gru, åh gru, men lad nu være med det, for jeg er ret sikker på, at du nok skal finde denne måneds tema inspirerende alligevel.

I tråd med dette tema kan du også læse eller genlæse nogle af de artikler vi forneden har samlet til dig.

Velkommen indenfor og udenfor! 
 

Kommende artikler i denne måneds tema:

LUKSURIØSE LINJER 

Enkelthed, funktionelt design og den nordiske natur er nogle af de inspirationskilder der går igen for den norskfødte landskabsarkitekt Tor Haddeland.

 

BYRUM
I det centrale Manhattan er der en godsbane, hvis funktion blev nedlagt tilbage i 1980. Nu godt 30 år senere er der et inspirerende, nytænkt, rekreativt område, som byens borgere har taget til sig som deres eget haverum. Her snakkes, spises, festes, slappes af, underholdes – og soppes!

HÆNG DET OP
Hvem siger at havesaksen og planteskiltene skal ligge i en spand i haveskuret? Har du vægplads til det, og flyder der passion for godt design i dine årer, så er Uten Silo II måske lige noget for dig?
GRØNNE VÆGGE
Grønne vægge kan man finde flere steder i verden. Også i Danmark har vi taget de lodrette haver til os. Vi er taget et smut til Vanløse for at kigge på et lille og fint eksempel.

SKULPTURHAVEN VED MOMA
The Abby Aldrich Rockefeller Sculpture Garden i NYC har været igennem flere forandringer over tiden, men fremstår i dag som en inspirerende skulpturhave, og er ét ud af mange rum i det verdenskendte museum MoMA.

Læs eller genlæs også:

PLAYHOUSE

Inspireret af besøg i Danmark har spanske David Lamolla, med danske rødder, grundlagt en virksomhed, der tilbyder legehuse i moderne arkitektur.

DESIGNUNIVERSET HOS VITRA
Vitra Design Museet i Weil am Rhein er et besøg værd, hvis man er både arkitektur- og designinteresseret. Stedet huser ikke den store have, men er omgivet af et parklignende anlæg med store græsflader og træer. Men derfor tog vi nu alligevel et par glimt med herfra.
MIT UDEKØKKEN
Det er blevet mere og mere populært at flytte de indendørs funktioner ud i haven og på terrassen. Her er mit udekøkken.
UDEBAD
Der er fuld tryk på plusgraderne i øjeblikket, og hvad er da mere behageligt end at hoppe ned i et kølende karbad.
FUT UNDER GRILLEN

Nu er det for alvor blevet sommer og tid til at sætte fut under grillen. Trænger din grill til en udskiftning eller er du blank på en god gaveidé, så se med her.

FIRE WALK WITH ME

Vi tænder op i stuerne i takt med at kulden bliver mere og mere uudholdelig udenfor. Det er blevet efterår, de lune sommeraftener har vi for længst vinket farvel til, og det må vi finde os i.

Lederen er alene et udtryk for skribentens personlige holdninger og betragtninger.