ANNONCE

lørdag den 21. september 2013

FORFALD OG TRANSFORMATION - NYD DET!

HAVETANKER

Jeg ved ikke, om det har noget med alderen at gøre? Men jeg er kommet til at holde af detaljer, som fortæller om tidens tand. Om at forfald er en del af livet, og at alt vender tilbage i den runde ring! Tag med på en lille drømmerejse ud i forfaldets æstetik! 

TEKST & FOTO: MARIANNE





Når jeg læser haveblade, blogs og bladrer i havebøger, så er det oftest både billedfladen, indhold og selve stemningen, der tiltrækker mig. Nogle gange er jeg græsk/katolsk, hvad angår det, der står, men lægger kun mærke til billederne. Andre gange er det lige omvendt. Når det rigtigt lykkes, så er det fordi, der er noget autentisk, noget ægte og oprigtigt, der når mig. Det med kunstigt opstillede "scenarier" af familien på terrassen eller planter, man kan se netop er hevet op af potten og sat i jorden, det siger mig intet som helst. 

Nej, så hellere se det, der er. Og som jeg kan genkende fra min egen verden. Også selvom min egen verden ikke er så poleret - ikke så ren og ny og fin. Eller så hvidskuret og vintagedelikat.



Derfor er det lidt af en udfordring for mig faktisk, at se det øjet ser. Og at lære at nyde forfaldet - også. At synes det er helt ok, at ting bliver gamle og rustne, frønnede og rådne. At indse at efteråret om føje tid sætter ind og at tidens spiral fører mig videre ind i nye faser.


VEMOD OG AFSLUTNING
Misforstå endelig ikke overskriften. Jeg elsker forår, vækst, små sprøde perlehyacinter, svulmende knitrende tulipaner, digitalis i knop, mejser der bygger rede og alt det, der varsler et nyt haveår. Det er indbegrebet af optimisme, og jeg kan ikke leve uden!

Men jeg har i mange år haft det sådan, at når jeg kom hjem fra ferie og var startet på job igen og dagene bare fløj forbi mig, så blev jeg grebet af et vemod, der næsten ikke var til at bære. Jeg følte mig tung og træt og ked af det. Jeg ville have evig sommer, forår forfra - jeg syntes jeg gik glip af selve livet. Som om det smuldrede bort mellem mine fingrer.



EN INVITATION
Men nu, hvor alle tingene går langsommere i mit liv, får jeg fra tid til anden sat mig på vores gamle, frønnede og "småt-brændbart-klare" bænk og vegeteret. Noget jeg ofte før satte mig for, havde planer om at ville, men aldrig fik gjort. I særlig lang tid ad gangen i hvertfald! Sådan er det ikke længere. Heldigvis. For når jeg nu sidder der, får jeg øje på alle mulige ting, på detaljer, der alle sammen fortæller små historier.

Jeg lytter til de lyde der fortæller mig vigtige ting: At sommeren er på hæld, at vi lever i en overgang - går på en bro mellem høst og løvfald. Det føles lidt som om det runger dybere, når en græsslåmaskine kører i baggrunden af lydbilledet, eller når naboens unger jubler i trampolinen. Og det ser også lidt ud som om lyset bliver "softnet" og lægger sig kærligt omkring både blomst og bær. Så er det at vi inviteres til at lægge mærke til den transformation al ting er i fuld gang med!






FRA NU TIL NU
Og når jeg så fanges ind af en særlig opmærksomhed på alle de ting omkring mig, der er i gang med at forandre sig, så er det også som om, jeg selv bliver min egen forvandling bevidst. For intet er jo nogensinde konstant og det samme. Heller ikke mig. Eller dig. Det her "nu" er anderledes end det "nu", der lige var.

Vi er også hele tiden på vej fra noget - til noget andet. Fra job til børnehave, toget til bussen, fra ung til voksen, fra forelsket til kernefamilie - eller ensom. Det kan også være vi er på vej fra at være ensom til at blive en del af det store fællesskab. Vi bliver "en af os". Eller vi er på vej fra at være datter til at blive det sidste led i kæden. Fra at være far til at blive morfar, fra at være en "nobody" til at blive en "somebody".




Alle disse overgange har til alle tider været svære at have med at gøre. Gennem tiderne har alle folkeslag og stammer haft ritualer, der hjalp dem gennem overgangene. Det kunne være fra barndom til voksendom, fra ung pige til mor, fra gammel og viis til føde for ulvene - ja, alle de begivenheder i livet, der var svære og forbundet med psykiske og fysiske vanskeligheder. Identitetsmæssige og selvværdsmæssige udfordringer. Redefinitioner. Hvem var jeg? Hvem bliver jeg så nu? Har jeg det ok med det? Hvordan ser andre mig nu? Synes jeg selv det er ok? Osv. osv. Det evige "hvem er jeg" spørgsmål kommer op til overfladen, når vi transformerer. Og når verden transformerer omkring os.


DET ER ALT SAMMEN OK
Fordi vi så ikke har nogle ritualer af nævneværdig eller specielt værdigivende karakter her i vores moderne, postmoderne samfund, så står vi alene med det hele. Alle overgangene. Os selv.

Tror vi.

For naturen har altid en vej. Og lægger du mærke til det, så hjælper den dig. Så viser den dig, hvad du har brug for. Så fortæller den: Det er alt sammen ok. Forfald er blot et skridt fra "noget til noget andet". Fra én fase til en anden. Og alt vender tilbage. Til næste år. På en anden og ny måde. Med gode lyde, blødt lys og duften af muldjord.

7 kommentarer:

  1. Så sant så sant, godt skrevet :)

    SvarSlet
  2. Som sædvanlig har du ret i alt det du skriver. Jeg vil lige tilføje, at hvis vi havde evigt forår og sommer, så var det jo ikke spændende mere. Vi har brug for pause, både vi og planterne, brug for igen at se og glædes over at det hele pible op og grønnes. Hvis det gjorde det hele tiden, var det ikke spændende.
    Det er jo spændende for hver ny ting der dukker op på ny i vores haver. Lad os bare nyde forfaldet med vores viden om, at det hele starter forfra igen.
    Knus Lisbeth

    SvarSlet
  3. Hvor er det fint skrevet. Kærlig hilsen fra en, der om jeg så må sige, befinder sig i livets efterår.

    SvarSlet
  4. Jeg tier (næsten) og samtykker. Og smiler. Denne årstid er for mig den mest fuldendte overhovedet, den skønneste, som jeg har med mig året rundt i hjertet. Kun i årets allerførste måneder har jeg svært ved at finde den. Lige indtil den første Vinterblomme trodser mørket og titter frem. Så smiler jeg igen ;)

    Hjerteligst

    SvarSlet
  5. Det var fine ord til ettertanke. Jeg tror du har helt rett. Høsten er en overgang. Myk, dampende og vakker i seg selv. Når jeg innimellom kjenner på vemodet over at sommeren er over, så skal jeg huske på ordene dine :)
    Takk for et vakkert innlegg.

    SvarSlet
  6. Dejligt indlæg - det er godt at kunne vegetere og nyde nuet og ikke mindst acceptere årets gang, jeg er blevet bedre til det med alderen:o)

    SvarSlet

ANNONCE