Hvis du også nærmest vil give alt for at forlænge alliumsæsonen, så se med her. Havemanden Claus Dalby har nemlig givet os et par tips til hvordan det kan lade sig gøre.


TEKST: KARINA, FOTO: VENLIGST UDLÅNT AF CLAUS DALBY
Med alle de allium der efterhånden findes, kan det godt være lidt af en jungle at finde rundt i blomstringstidspunkter og hvordan man får blomstringen til at overlappe hinanden. Fortvivl ikke, for vi har spurgt en sand alliumkender til råds. 























Allium Aflatunense – ‘Purple sensation’. 
Claus’ første tip er at sætte nogle af de tidlige ‘Purple Sensation’, som ses i smuk forening med de violette tulipaner på motivet foroven. ‘Purple Sensation’ bliver 60-80 cm høj og blomsterne er mørkviolette. Som bonusinfo, kan vi forøvrigt oplyse, at den mørkeste af tulipanerne på billedet er den skønne Queen Of Night.

Allium ‘Globemaster’

Dernæst er Claus’ råd at sætte Allium ‘Globemaster’, som blomstrer når ‘Purple Sensation’ har gjort sit. Globemaster som du ser på billedet forneden, blomstrer i flere uger og bliver omkring 90 cm høj. Blomsterne er lysviolette.

prydløg Globemaster
FOTO: CLAUS DALBY 


Allium – ‘Ambassador’
Når ‘Globemaster’ har takket af, står ‘Ambassador’ for tur. ‘Ambassador’ er det meget muskuløse prydløg som du ser forneden, og det kan nå en højde på 120 cm – altså en sand kæmpe.

Hvis du klikker på billederne kommer du direkte til Claus Dalbys blog, hvor du kan se flere fra samme serie.

prydløg Ambassador
FOTO: CLAUS DALBY 

”Her op ad alleen vil det være smukt med et par tusind prydløg”

At Allium er blevet så populær en plante kan vi på mange måder takke Anne Just for, og det var da også Anne der i sin tid præsenterede den for Claus.

”Her op ad alleen vil det være smukt med et par tusind prydløg, og i skovbunden er det ikke for meget med fem-seks tusind tulipaner og mindst det dobbelte antal krokus, og så selvfølgelig en masse narcisser,” konkluderede Anne, mens hun gestikulerende forklarede, hvor skønt det hele ville komme til at se ud. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl. Det kunne blive fantastisk”

Og fantastisk – det blev det! Claus er altid gavmild med gode råd, og han er det også, når han lægger alliumløg. Sidste tip er derfor også at være rundhåndet – det skal jo gerne se ud af noget!

På Mit Haveliv – hvor citatet foroven i øvrigt stammer fra – kan du læse meget mere om Claus og Annes helt særlige venskab. Klik på linket for at komme direkte til Claus Dalbys blog, hvor han fortæller meget mere om Anne Just, som jo desværre fik en alt for tidlig død. Der vil man i øvrigt også kunne læse, hvor stor en betydning Anne fik for hans havekarriere, såvel om alt hvad hun betød for Claus som ven.

allium
FOTO: CLAUS DALBY

Hvis du vil se flere prydløg, så læs også artiklen: Allium til enhver smag.