ANNONCE

onsdag den 9. oktober 2013

HASSEL - DEN NYTTIGE NØD

Hasselnødder
PLANTEPORTRÆT

Hassel er så nyttig. Den er både til gavn for havens dyr og for havens folk. Og når du lægger dine havehandsker fra dig og går ind til køkkenbordet, så er mulighederne endnu flere! Her giver vi nogle idéer til, hvordan du kan anvende den nyttige hasselnød.

TEKST & FOTO: MARIANNE




At feje hasselnødder sammen i oktober er næsten som at rive blade i blæsevejr. De falder ned med et knald om ørerne på en, mens man går under træet. Og der hvor man lige har fejet, kan man så feje igen om eftermiddagen. Vi har fliser under det meste af træets krone, og det gør det nemmere at samle dem end dér, hvor der er græs. Men hvis man ikke vil risikere at snuble på nødderne, når man går hen over fliserne, så skal de fejes op jævnligt i den tid de smider nødderne. Det varer mellem en uge og 10 dage.

Hasselnødder




DEMOKRATISK FORDELING
At have et nøddetræ i sin have føles som et stort privilegium. Mest fordi det bare står der og er et træ. Hassel figurerer nemlig oftest blot som buske eller hegn langs fx. marker og enge. Men det er også så nyttigt at have i sin have.

Vi bruger først og fremmest nødderne, og det er faktisk helt rart, at nøddetræet opfører sig som mange andre frugttræer: Det bærer hver andet år. Eller! Ja, det bærer hvert år, men det ene år går alle nødderne til Egon Egern og alle hans fætre, fordi der er sparsom frugtsætning, og det næste år er det så vores tur. De år er der nødder til overflod. Nogle år har vi samlet over 14 kilo.

HasselnødderFRODIG ULEMPE
Familien egern, skaderne og Morten skovmus er som sagt stortilfredse. Det er de hvert år og de mosler rundt og svælger i den overflod, der er i haven hver oktober, inden jeg når at komme ud og feje sammen til forråd. De får det der tilkommer dem (det er jo deres have, som vi låner) og alligevel er der nok til alle. Ulempen ved at Egon og fætrene holder hassselfest er, at der dukker små hasseltræer op alle mulige og umulige steder foråret efter. I urtepotterne, i bedene, mellem stenene - og det er bare om at hale træet op, for ellers slår det lynhurtigt en lang rod nedad og bliver umuligt at tilintetgøre. Normalt er jeg ikke så vild med at smide planter ud. Jeg potter dem som regel op for at bytte med eller forære bort, men lige med hassel gør jeg en undtagelse!



DELIKATESSE
Friske hasselnødder er utrolig delikate. Det er simpelthen slik! Sådan at gå rundt i sin have med træsko på og stoppe op midt i sine gøremål og give sig selv en lille pause, hvor jeg giver dem et tryk med træskoens hæl, så skallen flækker - det kan få mit mundvand til at løbe! Derefter lander jeg den sprøde nød mellem tænderne og knaser - uhhh, det er skønt! Og de koster en formue i handelen i den korte tid de er til salg i frisk tilstand. Så hvis du ikke har et træ eller adgang til hassel, så er her et forslag til weekendens fristelser fra grønthandleren!

Hasselnødder




AT SAMLE TIL FORRÅD
Når alle nødderne er i hus, renset for de fleste haser (det er de "hætter" de sidder i) og lagt i kurve, så får jeg altid kontakt til en eller anden dyb urfølelse af, at nu kan alt muligt forfærdeligt ske, det hele skal nok gå alligevel. Der kan udbryde krig, der kan opstå de værste generalstrejker- vi skal nok klare os. Det lyder helt skørt her i det 21. århundrede, men det giver en helt utrolig tryghed at samle til forråd.

Menneskeheden har nydt godt af nødder - især hasselnødder - i mange tusinder af år. Til at spise rå, sammen med kød, bagte, stegte, i kager, salater, stødt som mel osv. Vi bringer diverse opskrifter på spændende brug af nødden i løbet af oktober.

OPBEVARING
De er nemme at opbevare. Saml dem som sagt ind i løbet af sidste halvdel af september og starten af oktober. Lad dem gerne ligge udenfor i et stykke tid, så de holder på friskheden. Hvis du gerne vil servere knasende friske hasselnødder, så læg dem i vand i et par dage eller tre, så bliver de næsten som når man lige har plukket en nymodnet hasselnød. Med knæk og knas og det hele. Du kan også skylle dem i Atamonvand, så de ikke mugner og hænge dem op i nylonstrømper, som min gamle, nu afdøde, mormor gjorde. Hun hængte dem op ved siden af løgene i sin kølige kælder. Eller du kan tage dem ind og tørre dem ved stuevarme/brændeovn i en uges tid. Så skrumper de ind ganske som dem du køber i poser til jul. De kan holde sig i hvert fald i et år.

BESKÆRING OG BRUG AF GRENENE
Jeg beskærer som regel tidligt i marts. Da er der ingen blade på endnu, saftspændingen er stadigvæk relativt lav, og alligevel er grenene friske. Som du ser på billedet nedenfor, så skyder hassel fra rodhalsen. Det betyder at den stadig kan huske, at den egentlig er en busk, og derfor er det nødvendigt for os at beskære den hvert eneste år. Nogle gange to gange om året. Dette foto er taget her i oktober og jeg beskar helt ned til stammen i det tidlige forår.

Hasselkæppe




Hasselkæppe
Én af de andre grunde til at hassel er så nyttig i haven er, at dens "vildskud" kan bruges som kæppe til alskens ting i haven. Som espalier til ærter, bønner, ærteblomster og andet, der skal klatre. Som hegnspæle, som kvas i et kvashegn, som tømmer til en rustik naturlig havelåge. Hvad du nu finder på. Jeg har mange idéer, men ikke så mange kræfter, så derfor står grenene på højkant til opbevaring i et hjørne ved mine skure - og det ser såmænd også ret sødt ud. Ja, det er vist faktisk ret trendy! I nogle boligreportager ser jeg sådan et bundt grene til en net sum stående dekorativt inde i stuerne. Det er da værd at overveje!

I KRUKKERNE
Da mine egne krukker ikke har været så "hypede" i år, så kigger vi lige ind i Mathias Emils have, hvor han har brugt sine hasselkæppe som espaliers i potter og krukker. Se mere  her og her.

Glæd dig til lækre og superfoodsunde opskrifter med hasselnødder i løbet af oktober!

Hasselkæppe


FAKTA
NAVN: Corylus avellana
DANSK NAVN: Almindelig hassel
LYSFORHOLD: Sol og halvskygge
HÅRDFØR: Ja
JORDBUND: Almindelig næringsrig havejord - vildtvoksende
VÆKST: Flerstammet
STØRRELSE: Fra 8-10 m.
BLOMSTRING: Blomstrer på sidste sæsons vækst. Hanraklernes blomstrer er gule og hængende.
ANVENDELSE: Solitært eller i buskgrupper i haven eller vildtvoksende. Nødden er en spiselig delikatesse

Hasselnødder





4 kommentarer:

  1. Hej Marianne
    Hvor bliver jeg bare i godt humør af din dejlige artikel, og Egon på taget er jo ganske uimodståelig!
    Vi har en del hasselbuske, bl.a. i vores læhegn, men det er småt med nødderne, altså til os! for jeg finder oceaner af forrådskamre de mest opfindsomme steder, dyrene har sikkert glemt, hvor de har opbevaret dem.
    Så vi må købe os til de dejlige nødder!
    Kh
    Hanne

    SvarSlet
  2. Skønt billede af Egon, Vi får heller ikke mange nødder selv, måske lige nok til en nøddekage hvert andet år. Resten tager Egen og co. sig af. Af samme grund vil vi heller ikke investere i dyre forædlede nøddetræer, vores er alm vilde. Men de smager osse skønt som du skriver friske lige knækket med en hæl eller en sten, mums.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
  3. Se det var noget, jeg kunne lide at læse om Marianne. Jeg elsker nødder især de helt friske. Jeg halvgamle kone knækker dem med tænderne, ja du læste rigtigt. Det har jeg gjort siden jeg var barn, og hvorfor ændre på det :)
    Nå men i år fik jeg næsten ingen nødder, de blev brune og faldt ned før tid. Dem der var tilbage gik desværre til ormene, så det var ikke mange jeg fik. Jeg har mange hasselbuske, men måske skal jeg lære at beskære dem, det kan være, at det er der problemet ligger. Altså i marts skal de beskæres, det må jeg huske.
    Hvor ser din store bunke af nødder lækre ud. Hos os har vi ikke problemer med egern, de findes ikke på Samsø, så jeg nyder dit fine billede af Egon.
    Knus Lisbeth

    SvarSlet
  4. Jeg er vildt betaget af din billede af Egon Egern. Godt skudt! Jeg har en troldhassel og den har virkelig også båret frugt i år. Men jeg har lige opdaget at de store alliker også er glade for nødderne. Så vi er flere om at dele dem. Jeg knækker nødder som Lisbeth Høneballe, det må sku ligge til den årgang! Ti gengæld ingen vildskud men skæve og sjove grene, som skam også kan bruges til opbinding.
    Jeg vil glæde mig til nøddeopskrifter, dog er nødderne nok spist inden. Men så kan de købes færdige også.

    SvarSlet

ANNONCE