Villa Gamberaia

Der er drivende skyer på himlen den septemberdag, hvor jeg for første gang besøger en berømt italiensk have. Det er perfekt vejr til en havevandring.


TEKST & FOTO: LENE

 

At finde vej i og omkring Firenze, selvom det foregår med GPS, kan være noget af en prøvelse, for sjovt nok er rundkørsler i Italien ikke altid runde, hvilket skaber en del forvirring. Men endelig kommer vi ad smalle veje frem til Villa Gamberaia i Settignano, der ligger højt oppe med den skønneste udsigt ud over Firenze.

Villa Gamberaia



Villa GamberaiaLIDT HISTORIE
Byggeriet af Villa Gamberaia blev påbegyndt i 1610 af den toscanske adelsmand Zanobi Lapi, og fuldført i ca. 1630. Hus og have har været ejet af mange gennem tiden, ja selv en rumænsk prinsesse og en amerikanskfødt baronesse har boet der, og alle har sat deres præg på Villa Gamberaia. Det er nu ejet af Luigi Zalum og hans sønner, der har fortsat arbejdet med at restaurere både hus og have.

Hus og have har været ejet af mange gennem tiden, ja selv en rumænsk prinsesse og en amerikanskfødt baronesse.

EN PARTERREHAVE
Villa Gamberaia er usædvanlig ved at have en dobbeltakse af vandbassiner. Det kan man ikke rigtigt fornemme på billederne, og vi bliver desværre ikke inviteret ind i huset og op på balkonen, hvor man har et vue over hele haven. Vi gør ellers hvad vi kan for at skabe opmærksomhed. Vi kører helt op til huset og spørger en gartner hvor vi skal parkere. Han forklarer at vi skal køre ind gennem den store smedejernslåge op langs alleen, og så kan vi parkere langs den store hæk til højre.

Det viser sig så, at det må vi IKKE. Vi mødes af en mand i rask trav, som beder os om at køre ud igen. Vi forklarer sagens rette sammenhæng, efterfulgt af mange undskyldninger, og han ender med at blive meget venlig og følge os helt til dørs. Vi mener, det er ejeren, men da vi kommer ind i haven igen, bliver vi enige om at der ikke er nogen grund til at tære mere på hans tålmodighed, så vi spørger ham ikke om vi kan komme op på balkonen! Det fik Monty Don til gengæld lov til, da han besøgte haven, og på dette link kan I se den smukke udsigt fra balkonen ud over parterrehaven.

På den ene side af haven lukker en kæmpestor, bølget hæk af cypresser af for indsyn, men når man træder ind i haven gennem åbningen i den over 7 meter høje hæk (på planen ses det øverst til højre), kan man forholdsvis nemt overskue det meste af parterrehaven.

Villa Gamberaia

Villa Gamberaia
Villa Gamberaia

Med ryggen mod huset ser vi ned mod en stor buet cypreshæk, hvor der er klippede portaler. Desværre har hækken det – nogle steder – ikke for godt. I rundingen er der et stort bassin, som er omkranset af en hel labyrint af buksbomhække. Ved rækværket bagerst er der endnu en skøn udsigt over Firenze.

Bassinerne ligger mellem de lave buksbomhække, og der er små springvand langs kanterne. De formklippede cypresser står som dejlige grønne blikfang mellem hækkene.

Villa GamberaiaDet er her mellem bassinerne og hækkene, at man finder de fleste blomstrende indslag. Blomstringen er dog lidt sparsom her i september måned.

I baggrunden nedenunder ser man lidt af det landskab, der gør Toscana så fantastisk smukt. Her er både oliventræer og cypresser.

Villa Gamberaia

CITRUS
Udover buksbom og cypresser er der en masse citrustræer i Villa Gamberaia: Fx er der foran villaen en række citrontræer i store potter, og længere oppe i haven er der næsten en hel park af citrustræer. De står foran orangeriet, hvor de sarte vækster opbevares om vinteren.

Villa Gamberaia
Villa Gamberaia

Nede i parterrehaven står citrustræerne i smukke potter midt i buksbomhækkene. Jeg tænker på, hvordan de mon får de tunge potter op!

Villa Gamberaia

Her er det smukke, tomme “Limonaia” der skal huse citrustræerne.

Villa Gamberaia

Bag den høje mur gemmer der sig en skovhave, hvorfra der er adgang til det haverum, hvor orangeriet ligger, og her er der bl.a. en lang række gamle mistbænke. De gamle mistbænke er et smukt og stemningsfuldt indslag, men de ser ikke ud til at blive brugt mere.

Villa Gamberaia

 

Villa Gamberaia

Mellem muren og selve huset er der en lang smal græsplæne der engang har været brugt som bowlingbane, og herfra kan man gå videre til en grotte, hvor Kong Neptun residerer. Grotten ligger med ryggen op mod skoven med de nøgne stammer af Ilex, kristtorn. Dette sceneri danner en stor kontrast til den øvrige have.

Villa Gamberaia
Villa Gamberaia

Tilbage i parterrehaven står vi helt oppe ved villaen, og her får vi  et overblik over haven, som ikke er så forfærdelig stor, sammenlignet med andre haver, men den er meget velkomponeret. Det er ikke en have man kan bruge en hel dag i, men den er bestemt et besøg værd.

Villa Gamberaia

Villa Gamberaia

Villa GamberaiaVilla Gamberaia

Villa Gamberaia

Du kan læse mere om Villa Gamberaia på deres hjemmeside. Det er i øvrigt muligt at bo i Villa Gamberaia og i 3 huse i haven, bl.a. i en lejlighed, der ligger i samme bygning som orangeriet. Det vil jeg drømme om at få råd til engang!