Vi havefolk kigger ned. Mestendels i hvert fald! Og det er jo ikke så mærkeligt, når det er der det hele “sner”. I jorden eller i nærheden af jorden. Men der sker altså også meget oppe i luften. Her i efterårets smukke farveeksplosion vil vi invitere dig til at kigge op. Kom med!
TEKST & FOTO: MARIANNE
At ligge, stå eller sidde og kigge op er en hidtil overset disciplin. Jo, at ligge i hængekøjen, det ved vi hvad er. Og i solsengen, men dér kigger vi oftest på indersiden af øjenlågene eller i et blad eller en bog. Ved et tilfælde har jeg genopdaget en tidligere gratis glæde. Det er den du skal høre om her.
Jeg har altid elsket at kigge op, men har gjort det mindre og mindre de sidste år, fordi jeg har problemer med nakken. Jeg har egentlig ikke tænkt så meget over at jeg gjorde det tit, før jeg gik hen og fik en diskusprolaps her i sommer. Hos fysioterapeuten fik jeg så en øvelse, hvor jeg skulle sætte hænderne i lænden og læne mig så meget bagover, som jeg kunne. Og så så jeg pludselig op igen. Hvilken nydelse!
Tænk det er virkelig rigtigt: Himlen går helt ned til jorden. Og midt imellem himmel og jord er en af mine store passioner – træerne. De har fødderne i jorden og hovedet i himlen. Så kan man da ikke være mere lykkelig!
AHORN
Når ahorn rødmer ser det rigtigt PANG-agtigt ud, fordi den ikke gør det over hele træet på samme tid. Her langs Gammelmosevej i Lyngby ved København står en stor én af slagsen. Når man kigger op bliver man helt bjergtaget af farvespillet. Og tænker det, man bare nogle gange tænker i benovelse over naturens storhed: Tænk, at det er ægte farver det dér. Tænk, at naturen kan det! Men det kan den jo altså. Selvfølgelig!
EFEU
Efeu kan dække mange, mange m2 i bede, gemme murværk og stakitter, og altså også strække sig langt op i træerne. Det er utroligt smukt og det siges, at de faktisk ikke snylter på træet. De hæfter blot med rødderne og så suger de næringen fra rødderne i jorden. Men klatrer gør de jo, og på et tidspunkt kan det være, at de fortrænger løvet på værtstræet. I mellemtiden kan vi så nyde når en gammel efeu sætter blomster. Det ligner små kogler og er utroligt smukt. Fortæller om tidens tand og giver rigelig med skjulesteder til kryb, kravl, fugle og insekter.
BLODBØG
En blodbøg er til alle tider smuk, rød som den er. Men om efteråret giver sådan et træ en “bonusgave” i form af alle dens frugter. Frugterne på bøg hedder jo bog og er en slags lille kantet nød i en pigget skal. De er meget smukke.
Jeg så træet langt fra og blev fascineret, men kunne ikke rigtigt forstå, hvad det var jeg blev så optaget af. Ikke før jeg stod under det og opdagede at hele træet var spækket med bog. Så er det nok det man kalder “oldenår”, tænkte jeg – naturen er så rig! Oldenår er de år, hvor eg og bøg (og andre nøddetræer) bærer ekstra godt. Morsomt, for det gør min hassel hjemme i haven også. Måske er det de samme år – ikke hvert andet, sådan som jeg har gået og troet, men altså afhængigt af vejrliget. Hvis nogen af jer læsere ved det, så vil vi gerne høre om det her på HAVEFOLKET.
POPPEL
En poppelallé, det er der altså noget særligt over. Har du f.eks. gået under sådan én om vinteren eller meget tidligt på foråret, når de er på nippet til at springe ud? Gør det! Efterårspragten er breathtakingly, og de lange lige stammer, der er opstået fra styningen, er som arme, der rækker mod himlen. Et meget stærkt metaforisk syn, der kan hjælpe én gennem en periode med angst, smerter, lidelse eller sorg. Så find dig en poppelallé, hvis du lige står og mangler sådan en. Denne er fra Sophienholm, et sted jeg meget ofte besøger.
Sidst jeg var der opdagede jeg så alle de der åbne “munde” der sagde noget. Eller – ja, når du ser på billederne, ved du hvad jeg mener! Og der er mange, mange flere i alleen. Det er faktisk morsomt at finde ansigter i naturen. Der er nogle alle vegne, hvis vi blot kigger efter. En hobby, som måske kan blive genoplivet fra da du var barn? Så er det selvfølgelig blot om at kunne “lytte mellem linjerne” og finde ud af hvad de siger. Men det må vi nok hellere selv lade dig om, inden vi bliver taget for at være lidt til en side!
Din have ser med garanti også fantastisk ud, når du kigger op. Hvad ser du? Det vil vi gerne høre om. Du er også velkommen til at lægge et foto på vores facebookside.
Jeg har taget mange billeder opefter, men jeg deler dem ikke så tit. Men poppel som du nævnte, fik mig til at tænke på noget andet. I går da vi kørte fra Fyn til færgen i skumringen, bemærkede jeg alle sølvpoplerne, som skinnede som sølv i halvmørket, meget flot. Jeg har aldrig før bemærket de mange sølvpopler på den strækning, så det er nok lige nu, de gør opmærksom på sig selv. Der var en hel del småklynger af dem rundt omkring.
Der er så mange smukke farver lige nu.
Knus Lisbeth
huuuuuha, jeg blev helt svimmel af at kigge op i dine Poppelkroner, men du har ret – jeg kigger alt for sjældent opad – når jeg spadserer er det pga af hundeefterladenskaber, og det er blevet en dårlig vane. Jeg havde faktisk et nytårsfortsæt for et par år siden der hed: Kig op – kig ud….. måske skulle jeg genvælge fortsættet 🙂
Ja, det er riktig så vakkert når vi bare snur litt på hodet som du sier. Kikk oppover og la deg oppmuntre!! Så fine bilder 🙂
Dine poppelansigter får mig til at huske på min mors vandgran, dens stamme havde ca 2 m. oppe et ansigt i flere år, efterhånden blev det mere og mere forvredent og nu er det væk , måske er der et andet endnu højere oppe, det må jeg tjekke næste gang jeg er dernede.
Man kan lave de smukkeste efterårskranse af sølvpoppelblade, jeg lavede en sidste år, men har faktisk glemt det i år. Hvis der blir levnet nogle blade af stormen i morgen kan det være jeg skal lave en i løbet af ugen.
Jeg elsker osse at kikke op, men helst stående, siddene eller liggende, fødderne har det med at rode sig ind alt muligt hvis jeg går med næsen i sky.
Håber din ryg har det bedre, diskus er noget træls noget at slås med.
Blæsevejrshilsner Gunvor