ANNONCE

fredag den 25. oktober 2013

NOVEMBER I HAVEN

I HAVEN

November kan tage sig ud på mange forskellige måder. Den kan være regn og rusk og skiftende plus- og minusgrader, for så at have nogle perioder med enten milde dage omkring 10 grader eller det modsatte - frost og sne. Men det skal jo ikke forhindre os i at gå i haven, hvis muligheden er til stede og lysten danser i kroppen.






Hvis man hører til den slags havefolk, der evigt og altid lige skal have delt og flyttet nogle stauder, så er det bare om at udnytte de milde dage, for der kan stadigvæk godt være meget at gøre i haverne.


KØKKENHAVEN
Hvis du hører til den kategori af havefolk, der godt kan lide at vinterså og -høste, så har du sikkert sået i løbet af september eller oktober. Det kan være forskellige salater eller nogle urter, du måske har sat i dit drivhus. Det kan også være du har kål stående, som du kan høste løbende af igennem vinteren. De skal selvfølgelig tilses med vand. Men ellers er det nedlukningen af haven, der skal afsluttes.
  • Høst resterne i dine bede og læg et tykt lag kompost, græsafklip eller blade hen over som jorddække. Det gøder og forhindrer flyvende ukrudtsfrø i at finde fæste. 
  • Lad være med at efterårsgrave - allerhøjest, hvis din jord er meget, meget lertung. Ellers frister du de slumrende ukrudtsfrø, der altid ligger i jorden, til at spire. 
  • Hvis du ikke har gjort det, så sæt hvidløg.
  • Ser du ukrudt er det glimrende lige at snuppe det, da det vokser jævnt gennem vinteren i de perioder, hvor der ikke er frost.
BEDENE
  • Måske er du slet ikke færdig med at dele og flytte stauder. Nå det du kan og glæd dig over, at der også kommer nogle måneder til foråret, hvis du starter tidligt. Ellers er det "puttetid" og der skal slumres vintersøvn.
  • Læg granris eller bladbunker over de sarte vækster.
  • Læg de sidste forårsløg - fx. allium.
  • Plant barrodsroser.
  • Nurs og kæl for dine roser (med handsker på) - dvs. sørg godt for dem inden vinteren
  • Lad staudernes smukke frøstande stå, for de beskytter plantens rodnet. De visne stauder, du synes "roder" i haven, kan du klippe ned til 10 cm over jorden. Giv dem evt. en skovlfuld kompost.
  • Fjern nedfaldsfrugt, så det ikke smitter med eventuelle sygdomme.
RYD OP & GØR RENT
  • Ryd op og smid gammelt plastik og andet skrammel ud.
  • Rens potter, krukker og andre plantebeholdere og stil dem på hovedet med presenning over eller i skur for vinteren. De rigtigt dyre og sarte skal ind for at være helt sikker på at de ikke frostspringer. Især ler og sandsten kan ophobe væske, som så springer selvom fabrikanten kalder dem "frostsikre". Stil dem tørt og frostfrit.
  • Rengør haveredskaber og giv dem evt. olie.
KOMPOSTEN
  • Hvis du har kompost, kan du vende den og tage det fra, som allerede er komposteret. Der er rigeligt i haven, der vil få glæde af den. 
  • Ellers kan du etablere en kompost
SÅNING
  • Hvis du er ved at gå ud af dit gode skind over ikke at have noget at tage dig til, så kast dig over at så stauder. Det kan gøres her om vinteren. Du kan også gå i gang med at bytte frø - det er en udsøgt hobby! 
OG SÅ ER DER JO LIGE...
  • Saml flotte frøstande og kogler til dekorationer.
  • Pynt op ved hoveddøren og måske udenfor de vinduer, du ser mest ud ad i løbet af vinteren. 

1 kommentar:

  1. Tak for gode råd og et skønt nydhedsbrev.
    Knus Lisbeth

    SvarSlet

ANNONCE