Udover at flytte stauder og lægge løg rummer efterårets havearbejde en ret vigtig opgave – i hvert fald på min matrikel. Der skal ryddes op og smides ud!


TEKST & FOTO: LONE

Nogle dage er jeg vildt god til at rydde op og smide ud, andre dage kan jeg slet ikke nænne det! Så … jeg vælger mig én af de rigtig gode dage, hvor jeg netop har evnen, og så tager jeg spade og de skrappe briller på og går mig en tur i haven.

Traileren er hentet og står klar til opfyldning, for mange af planterne ryger direkte på genbrugspladsen. Alle de planter jeg ved at venner, naboer og familie gerne vil aftage, bliver sat i potter, kasser eller poser, og så skal der være en aftale om afhentning inden længe, for ellers risikerer jeg at fortryde bortskaffelsen. (Måske kender du det?)

oprydning i haven

 

oprydning i havenMålet er at få alle de planter væk, der enten ikke rigtig trives (heller ikke selv om de har været flyttet til bedre steder eller passet særligt god over sommeren med vand og næring mv. efter alle forskrifter), som var fejlanskaffelser eller som ganske enkelt bare ikke passer ind!

Det kan også være stauder, der har spredt sig lidt for meget (fx. løvefod og nøgleklokke som vist på billederne her), eller buske der pga. ændrede planer for haven ikke længere passer ind.

oprydning i haven
Cunninghams White

I år har jeg også – langt om længe – besluttet mig for at skaffe mig af med to store rhododendron ‘Cunninghams White’. De er smukke, når de blomstrer og er stedsegrønne, så de er gode i haven hele året rundt, men de passer ikke ind i mine planer for det område, hvor de står, og da jeg ikke kan finde en alternativ placering, er de foræret til et familiemedlem med et kæmpe rhododendronbed i haven.

oprydning i haven

 

Herover en hortensia der må lade livet efter tre år uden blomster!

Når jeg har været haven igennem og fået alt det uønskede af vejen, er der pludselig plads til nye tiltag! Det kan være turen går til den lokale planteskole eller måske skal nogle af de øvrige stauder deles og have mere plads. I år bliver det vist primært det sidste!