Lav en lille minihave i en kasse og stil fire lys i, så har du haven med dig indenfor. Stylingen bestemmer du selv. Her har du en simpel “how to”. Resten er den rene leg.


TEKST & FOTO: MARIANNE

Til jul vil nogle af os rigtig gerne have haven med ind i stuen, hvis vi bare kunne. Ja, det er jo egentlig derfor vi har traditionen med at lave juledekorationer – for at få noget af naturen indenfor i stuerne, mens vi i det høje nord ruster os til en lang og kold vinter. Og også for at minde os selv om, at solen kommer frem igen fra sit skjul.


Lene og Marianne fra redaktionen er gået i fælles julestue i år, og det er der bl.a. kommet denne “drømmehave” ud af. For at pynte lidt op ved siden af haven, har vi lagt moskugler med stjernedrys på. Det er blot nogle sammenkrøllede avissider beklædt med mos, og omvundet med vindseltråd, og så er der limet stjerneanis på med pistollim. Ellers ligger der en lærkegren og laver “natur” på bordet foran.

VI STARTER
Først og fremmest skal du finde dig en kasse. Det kan være en aflagt vinkasse, hvis I lige har haft rund fødselsdag og pludselig har mange af dem, eller det kan være en gammel og slidt kasse, som har fået patina og personlighed. Under alle omstændigheder kommer du til at lave en adventskrans, som ingen andre har magen til.

Så gik Lene i gang med at flette et minihegn i pil. Du kan se hvilken metode hun brugte. Vi valgte kun at sætte hegn på i tre sider, for at man kan se ind i haven fra den ene side.

NÅ, HVAD GJORDE VI MERE? 
Vi har lagt en plastikpose og nogle aviser i bunden for at løfte det hele lidt op. Derefter fandt vi et fladt fad, der passede ind i kassen, til at stille lysene på, så de ikke står og vipper. Du kan naturligvis også sætte lysene fast i en klump ler. Heromkring lagde vi fugtigt mos hentet fra skovene i det nordlige Sjælland.

HOLDBARHED
Vi fugtede papiret (dvs. aviserne og køkkenrullen), fordi mosset så holder sig grønt længe. Særligt, hvis du giver det en dusch med sprayflasken en gang imellem og stiller kassen køligt – måske blot om natten. Det forlænger dens levetid betragteligt, så du har glæde af en frisk grøn have i hele adventstiden!

UDSMYKNING
Herefter “draperede” vi med løs hånd nogle fyrrekogler, lidt bark med zinkfarvet mos på og diverse små paradisæbler. Men herfra er det hele op til dig. Du kan bare indrette “din have”, som du har lyst til. Det er lige før der går “dukkehus” i den, og hvis man er til sådan noget, kan man jo lige lave en bænk, et lille bassin osv. á la snelandskab, blot i “minihavelook”.