Hvert efterår, når krukkerne skal tømmes, står jeg overfor det samme irriterende “problem” – de løse lecasten!


TEKST & FOTO: LENE

I søndags fik vi tømt de sidste krukker. Jorden blev hældt ud i højbedene i køkkenhaven – og igen, igen glemmer jeg at der er lecasten i bunden af krukkerne. De må skam gerne komme i min jord, da de jo lufter jorden, men ikke så mange – og ikke hvert år!

lecasten

Vi samlede de fleste lecasten op i nogle spande, og så var det jeg kom i tanke om, at jeg et sted har læst at man kan bruge gamle, slidte nylonstrømper til at komme lecastenene i. Bind en knude på strømpen, og så har du en “drænpakke”.

lecastenDa jeg ikke har nylonstrømper til det brug, fik jeg den idé at bruge fiberdug i stedet for. Det meste af min fiberdug har været brugt adskillige gange, og er ret beskidt, så det var ikke det store offer.
Klip en firkant af fiberdug i en passende størrelse, læg  lecasten i midten, saml de 4 hjørner og snør et stykke sejlgarn om.

Vupti er der en pakke til at lægge i bunden af krukkerne. Når du har lagt dine løg, gravet dahliaerne op, og luget og slået græs for sidste gang – og det stadigvæk er til at være ude – kan du forberede disse pakker, så de er klar til foråret. Der får du nemlig travlt igen!

Jeg glemmer sikkert igen til næste efterår at jeg har lecasten i bunden af krukkerne, men nu er pakken lige til at tage op og genbrge.