Vikingernes liv og levned får ekstra fokus i år, og det forstår vi godt i HAVEFOLKET. De anvendte naturens råstoffer, kultiverede dem og brugte deres hænder til alt. Både ude og inde. Vi starter med at kigge indenfor i deres huse. Til sommer går vi udenfor.

TEKST & FOTO: MARIANNE

Hvad gør os til de mennesker vi er i dag? Et spørgsmål, der rumsterer i mange menneskers hoved i forbindelse med det altoverskyggende og eviggyldige: Hvem er jeg? (Og kan jeg lide det, jeg og andre ser?)

Når vi her i HAVEFOLKET tager hul på beretninger om vikingernes liv og levned, i pagt med naturen, med disse ord, er det fordi netop vores historie, vores fortid og den måde vores forfædre levede på, er medvirkende til at gøre os til det, vi er i dag.  Vores fokus er på, hvordan de brugte naturen, betvang den og skabte de allerførste haver – i form af kvan- , kål- og abildgårde.

Når vi elsker dekorationer med ting fra naturen, når Noma og Nyt Nordisk Køkken, moderne gastro anno 2013 anvender ramsløg, tang, og andet “eksotisk på den nordiske måde”, så er det faktisk et levn fra oldtiden. Når vi i Skandinavien er nogle af dem i verden der dyrker, køber, tilbereder og indtager mest økologisk mad, så kan det også meget vel være fordi vi kender vores rødder – og husker dem. Det vil vi gerne slå et slag for. På havemåden.

Lad os derfor kigge indenfor hos vikingerne og få et indtryk af, hvordan de brugte planter og urter til både opbevaring, føde, tøj, brændsel, tagdækning, møbler osv osv. Det er vinter, og selvom disse fotos er taget i sensommeren i Ribe, så bliver vi indenfor i denne reportage. Vi går udenfor og kigger på kålgårde og vikingehaver i løbet af foråret.

Spor af haven findes alligevel alle steder hjemme hos en viking, selv indendøre. Selve huset er jo bygget af egetømmer, og det danner baggrund for et væld af materialer fra naturen og de “haver” som omgav vikingerne. På trods af at de var små – haverne – indeholdt de alligevel en del, som vi i dag kan genkende. Kamille, prikbladet perikon, havemelde fx. og en lang række andre urter, som også den gang blev anvendt til at betvinge sygdomme og redde liv. Men også blå hør, der blev anvendt til linned- og tøjfremstilling. Derfor finder man ofte i vikingernes stuer samlinger af tørrede urter på væggene og oppe under lofterne.

Vinteren var også lang i vikingetiden. Og hvad brugte de den til, når det var fimbulvinterkoldt, og man skuttede sig sammen inde i langhusene? Man brugte den til at reparere river, at vinde garn, de skar i træ og udarbejdede gafler, skeer, skåle, spækkebrædder, potter, lamper, kurve, fiskenet, buer, økser og møbler. Hvad der nu skulle bruges til en husholdning – inde og ude, til at kunne overleve med – for at en civilisation kunne udvikle sig.

At tænke på, at de har siddet der i de lange, kolde vinteraftener ved bålets flammer og måske ved en enkelt lampe eller fakkels lysskær og arbejdet, har jeg altid fundet fascinerende. Når jeg ser på deres stuers indretning, falder jeg for tanken om det samvær, de må have haft. I den ene langside er der senge med fåreuldstæpper. Her har hele familien ligget og sovet, og måske også karle og piger, hvis der er tale om en storbondes gård. Det levner jo ikke meget privatliv, men man måtte sno sig – og det gjorde man vel så.

Og jo, jeg hørte godt, hvad jeg selv sagde: “storbonden….”. Jamen var vikingerne ikke brutale krigere, der tog på togt over det dybe vand, og som horede og bedrog vold? Jo, det var de. Men de var også flittige bønder, når de var hjemme. De deltog i husholdningen, opfostringen af børnene og plejen af de ældre. De snittede bordben og tækkede deres hustage med rør fra den nærmeste sø. Eller lavede pilefletgærder, som kunne afgrænse deres kvægs græsning fra eventuelle tyve eller vilddyr.

I deres haver kunne de hente urter – og det i ordets videste forstand. Rabarber, bær, kål, rodfrugter, perikon, persille, hestebønner osv osv. Og omkring der går vikingens høns og hane. De gøder og skraber og er et farverigt indslag. Det er let at forestille sig et fireårigt barn, der kunne lege dejligt i disse haver og fortabe sig helt, så han glemte at tage æggene med ind fra hønsehuset.
Tilbage i stuen, i langhuset, står kvinderne og tilbereder mad i osen fra det åbne bålsted. Det er altså en god lugt, som kalder utroligt mange minder frem.

OPBEVARING
Det må have været en udfordring for vikingerne at opbevare maden. På trods af at de tilberedte meget af maden ved bålet inde i husets stue, så havde de “grovkøkkener” i den ene ende. Her blev der kernet, hakket, udskåret, syltet, syrnet og også opbevaret. Men hvordan?

Selvfølgelig blev saltningen brugt, men tørring, syrning og røgning var også metoder, der kunne gøre maden langtidsholdbar. Alt sammen metoder, vi i dag er begyndt at vække til live igen. Heldigvis for vikingerne – om jeg så må sige – har det kun været i de få måneders hede om sommeren, at det har været mest vanskeligt at få madvarerne til at holde sig friske. Og her var det så jordkældre, bl.a., der blev anvendt. De holder på en kulde og en let fugtighed, der bare er rigtig god for bl.a. rodfrugter. Skal jeg have en ny have – og det skal jeg indenfor få år – så er en jordkælder et MUST!

Hvis du nu har fået blod på tanden, med hensyn til vikingemad, så kan du måske blive mere inspireret på Ribe Museums hjemmeside. Her skriver de bl.a. om anvendelse af råvarerne, og du kan finde opskrifter på vikingemad. Det er både grød og vælling, mad med lam, blåbærpandekager og utroligt meget andet delikat og spændende mad, med brug af havens og naturens spisekammer.

Hvis du vil se, hvilke julemarkeder de har på Ribe Vikingemuseeum, så tjek dem ud her. De skriver også, hvornår der er særudstillinger, events m.v. året rundt.