LEVENDE ZINK

Det er populært med måneskin – du ved – de hvide bede. Og med bede i dyb, dyb brunlig violet/mørkerød – også kaldet sort! Hertil står de zinkfarvede planter super godt! Vi har samlet en guirlande til inspiration til dine bede til næste år.

TEKST: MARIANNE, FOTO: KARINA, LENE & MARIANNE

Zink har længe været in, også selvom det er bulet, hullet, gammelt (ja, det er jo det allerbedste) og minder om fattige tider, hvor en tom zinkvandkande vejede mindst lige så meget som en fyldt i plastik. Men zink har simpelthen bare sin charme – det changerer i farverne. Du ved, dem der har den der støvede mellemting mellem en hvidgrå og blågrønlig farve, der ind imellem kan svinge over i noget, der kunne ligne mint eller aquaturkis. Og den farve står jo til mange dejlige planter, særligt i den hvide og den violette/sortrødlige ende af farveskalaen. Dem ser vi mere på senere, nu til zinken.

Det særlige farvespil vil vi gerne føre med ud i bedene, og vi ved godt, at vi ikke opfinder den dybe tallerken, for det “hvide bed – måneskinsbedet”, og hvad det nu bliver kaldt, går sin sejrsgang rundt om, både i haverne, i havemagasinerne og på haveblogs. Disse planter går så i visse sammenhænge også under sølv, hvid eller måneskin. Vi har holdt os til bladfarverne og løvet, og har ikke i denne artikel skævet (ret meget) til blomsterne.

Planter med zinkfarvet løv står ofte længe i bedene, visner sjældent ned, og matcher den øvrige farveskala i dine bede eller krukker. Vi vender tilbage til sommer og viser, hvordan de matcher med de “sorte”, violette og hvide farver.

Men nu til den levende zink!

SØLVSALVIE
Sølvsalvien er toårig og har de mest bamsebløde blade, du kan tænke dig. Det kan blive en ret stor plante, når den trives, og det gør den, hvis den står drænet, dvs. i grusopblandet muldjord og i fuld sol.

PALMEKÅL ‘NERO DE TOSCANA’
Palmekål er bare smækkerlækker. Dens nuprede overflade får regnen til at perle, og de danser så det er en lyst. Kålen kan stå hele vinteren, hvis den altså ikke er blevet spist af kålsommerfuglene. OG så smager den til og med rigtig godt, både rå og tilberedt, og i havens bede er den uovertruffen, omend den er STOR! Dens “zinkfaktor” ligger ovre i det snavsede zink, men den får alligevel lov til at være med i klubben.

LUNGEURT OG PILEBLADET PÆRE
Hvidplettet lungeurt, Pulmonaria officinalis, er bare så morsom. Den er forholdsvis sjælden i naturen, men findes på planteskolerne. Det er en skovplante og den trives i muldjord i halvskygge. Dens gennemgrønne blade lyser op i et bed og varsler om de yndige blomster, der også dukker op på et tidspunkt. Den breder sig, men den er dårende dejlig.

Pilebladet pære kaldes jo også Nordens oliven, og det er ikke spor tilfældigt. Dens blade er netop at sammenligne med olivens matgrønne, slanke blade, men denne pære bærer de smukkeste blomster om foråret. Den kan købes opstammet på de fleste planteskoler, og gør sig usigeligt godt som overstander i et bed. Dens zinkfaktor ligger ovre i den hvide del af skalaen.

HEUCHERA OG SALVIE

Heuchera og dens søstre Heucherella findes i rigtigt mange zinkfarvede varianter. Farvespillet er fantastisk, og de står robuste i bedet længe. Hvert tredie år skal de graves op og graves ned igen – om jeg så må sige. De “vokser” nemlig op af jorden, men du skal bare gøre det, for så er den nem at dele (ud af), eller sætte i andre bede.

Salvie findes jo i en mængde farvekombinationer og sorter. Officinalis er virkelig en zinkplante, men denne, som har blade ovre i de røde toner, er med blandt de “beskidte” zinkplanter.

VOKSURT OG MANDSTRO
Voksurten er etårig, men er meget nem at tage frø fra og nem at formere. Dens blade minder virkelig om levende zink, og de står utroligt godt til alt muligt, både i bed og buket. Særligt de violette farvenuancer, som også står til dens små kære, men undselige klokkeagtige blomster. Den ligger i den turkise ende.

Mandstro er en stor staude, som man skal have visir og albuelange handsker på for at kunne håndtere. Men den er flot og danner en effektfuld kontrast i bedene. Dens zinkfarvede nuancer ligger i den blå ende.

HJULKRONE OG VALMUE
Hjulkronen fås både i hvid og i den bedre kendte blå, og nu vist også i violet. Den hvide særligt, men også den blå, er med i klubben af zinkfarvede planter. Dens hårede overflade og pittoreske måde at vokse på, er enestående. Desværre (eller det er selvfølgelig som man tager det), breder den sig kraftigt ved selvsåning.

Det samme gør sig gældende med valmuer. Her må man også høste frøstandene, inden de når at sprede sig alt, alt for meget, skønt de jo er helt fantastiske i flok. Særligt er de smukke og zinkfarvede, når vi er færdige med at nyde de papirstynde kronblomster, og så bliver det svært at nænne at hive dem op. Det undlader jeg så i min egen have. Men jeg piller dens blade af, da de ret hurtigt efter afblomstring går fra lækkerzink til grim, slatten gul. Frøstandene til gengæld står længe som duggede zinkfarvede hjelme.

HOSTA OG AGAVE
Hosta findes, som heuchera, i utallige sorter, bladformer og -størrelser. Bortset fra de rent grønne, er der ualmindeligt mange at vælge imellem i denne plantegruppe, med duggede, matte blade, som giver dem den zinkagtige overflade. Her ser vi en, der changerer over i gult, og derfor skulle den måske være forvist fra zinkklubben, men vi er rummelige her, og blot man har fokus på den matte zinkfarvede nuance, så går den rigtig fint i bede, som også har bleggule blomster – de såkaldte måneskinsbede.

Agaven vokser naturligt i store dele af Sydeuropa, og skal derfor ind om vinteren. Den er jo nærmest indbegrebet af levende zink. Dens overflade er også dugget, men den stikker som en anden skildvagt ved en borgport. Så bliver den stor hos dig,  og det bliver den med årene – så skal du have visir og de langærmede rosenhandsker samt et robust forklæde indenfor rækkevidde, når den skal flyttes.

HUSLØG/SEDUM OG RØDKRUSET GRØNKÅL
Sedum, husløg, er bare så anvendelig en plante. Den kan vokse i næsten ingen jord/grus, men bliver kæmpestor og frodig, hvis den får noget muldjord blandet i, plads og så lidt gødning af og til. Det eneste den ikke kan lide er for meget væde, for så rådner den.

Grønkålen her på fotoet har røde blade, til trods for at det er grønkål. Den er kommet med i zinkklubben fordi den også har det duggede, blågrålige skær over sig. Sammen med den violette nuance er den én, der får folk til at spærre øjnene op. Den har samme egenskaber som palmekål.

SPINDELSVÆVSHUSLØG OG EDELWEISS
Her er de afbildet som meget små, og derfor er det ikke så nemt at se, hvor zinkagtige de er. Men også de kan blive rigtigt store under de rette betingelser, og lidt kæl og klap. Og så bliver zinklooket meget tydeligt.

Edelweiss har været ude af øje og ude af sind længe. Gad vide om den får en renæssance nu, hvor de sølvzink og hvidgrå nuancer er kommet i kikkerten? Zinkfarvet, det er den i hvert fald!

LAMMEØRE OG BRUNNERA
Det samme kan man med sindsro sige om lammeøre. Den findes også med større blade og i en model, der ikke blomstrer, men jeg er nu ret begejstret for dens vækstform og blomstring, selvom den er undselig.

Brogetbladet Brunnera er ganske simpelthen én af de smukkeste planter med brogede blade. De lægger sig flot hen over jorden, og særligt dens aftegninger er så fantastiske. Det er i aftegningerne du finder de zinkfarvede nuancer.

PLETTET TVETAND OG RUSSISK MANDSTRO
Plettet tvetand er en genial bunddækkeplante. Den har også grålige, spættede blade og findes både med rosa og hvid blomstring. Man kan rive en lille dusk af, og vupti, så har man et helt bed dækket. Så vær varsom med hvilke planter, der skal have underbeplantning eller hold den i ave, så mindre eller sjældne planter ikke skal kæmpe unødigt meget for overlevelse.

Her kom så mandstro igen – denne gang i russisk udgave. Den er mere blålig, og står fuldstændig fantastisk -især til violette farver. Og selvom – eller hvis – man ikke rigtigt bryder sig om at sætte rosa/lyserød og blå sammen, ser det helt fantastisk ud – det har Claus Dalby lært mig. Med russisk mandstro giver det nemlig noget helt andet, fordi den er så luftig og drømmeagtig.

BLÅGRAN OG SANKTHANSURT

Blågranen er også selvskrevet til de zinkfarvede. Den vokser lynende hurtigt til et kæmpestort og skyggefuldt, vandkrævende træ, så overvej nøje, hvor du stiller det i haven. Men har du det først, så har du zinkfarvet baggrund i meterhøj figur.

Sankthansurten – og denne skal deles snarest – er nok en af de allermest nemme planter, man overhovedet kan dyrke i sin have. I hele sommerperioden er den, efter min mening, allerdejligst. Det er nemlig inden blomstringen, hvor dens zinkfarvede blade og stængler bare er så herligt over i det turkise. Særligt, når den har afsæt til et langsomt længdespring: Blomsterskærmene. Når de står og rødmer meget, meget langsomt, så er den allermest vidunderlig.

HELICHRYSUM PETIOLARE

Blomsten uden dansk navn. Nogle siger evighedsblomst, men efter min bedste overbevisning er en evighedsblomst en papirsagtig, farverig sommerblomst. Denne er på vores breddegrader etårig, men kan med lidt held enten stiklingeformeres eller overvintres. Den findes i en gullig-zinkfarvet variant, og for den gælder det samme som med den gulbrogede hosta. Den grålig/hvide udgave af Helichrysum petiolare er decideret zinkfarvet.

Der findes jo et væld af endnu flere dejlige medlemmer af zinkklubben, og du skal være mere end meget velkommen til at berige os med dine forslag. Så kan man altid vende tilbage til denne artikel, når man vil have levende zink i sit bed.