ANNONCE

lørdag den 30. november 2013

ROSTRUPS JUL - DET VÆSENTLIGE ER GLÆDEN

BØGER

"Det væsentlige er glæden". Sådan skriver Lene Rostrup i sit forord til denne julebog. En historiefortællende, stemningsskabende og traditionsfortættet bog om julens mange dejlige glæder. Vi anmelder bogen med en særlig nysgerrighed efter, hvad havefolk kan bruge den til. 

TEKST: MARIANNE
FOTO: FAMILIEN ROSTRUP, MARIANNE 




Ja, vi kan lige så godt afsløre det med det samme: Der er meget guf for havefolk i Lene Rostrups bog, for havefolk ynder jo at tage haven med ind i stuerne i juletiden.

Selvom julen er alle folks jul - både dem, der holder af den og dem, der skal have den overstået - og selvom vi alle har traditioner og særlige ting i gemmerne og erindringerne, som vi tager frem med nænsomhed og gensynsglæde - og selvom ugeblade og blogs svømmer over med indtagende og nytænkende dekorationer og materialer, så er Lene Rostrups julebog en rigtig nydebog, der formår at inspirere. Og netop: At sprede glæde.

Lene og Kaspar Rostrup elsker jul! Og når man, som Lene, er gift med det danske totalteaters store "inspirator", og selv har årelang erfaring med iscenesættelse fra både film og teater, så har man virkelig sans for detaljernes små fortællinger og for at skabe stemninger, der rækker helt ud gennem bogens billedmættede papir og lander i stuen hos læseren.

Fortællingerne er netop drivkraften i bogen, hvor der er alt til julen. Både kulturhistorie, familiens egen og danskernes som sådan. Der er mange eksempler på "familiens danefæ". Der er opskrifter, skabeloner til historisk juleklip og borddækninger med udførlige instruktioner og tips til holdbarhed m.v.

FOTO: ROSTRUP


Nogle af de ting, der glæder et haveelskende julehjerte er, at naturens materialer har fået så stor en plads, som den har. Både indsamlingen, hvor hun påpeger, at der nok både er et samler-urgen, og så lidt af et hulemenneske over familierne om vinteren. Det er så genkendeligt for en havesjæl, at det bare smitter. Og så er der eksempler på opstillinger, der virkelig er iscenesættelse. Hvad siger du fx til at sætte dig til bords med hele to juletræer som borddekoration? Det hele er nemt at gå til pga. de udførlige instruktioner, og det er inspirerende, takket være de glimrende fotos - også af dekorationerne med mennesker, der hygger sig. Det har vi da virkelig manglet i dekorationsbøgerne.

Og så er bogen ikke uden humor - tværtimod: Hjemme hos os har jeg derfor - inspireret af Lene Rostrup - valgt, at dekorationen over middagsbordet i spisestuen skal have et juletræ vendt på hovedet. Det lyder specielt - gør det ikke? Det er det også, men er den smukkeste, mest eventyrlige dekoration som binder loft og bord sammen, og som minder mig om alle de dage i min barndom, hvor jeg sad oppe i en kæmpe nordmannsgran og iagttog verden.

Vil du selv med i juleeventyrland og inspireres, komme i tanker om, nyde og få lyst til at tage juleskeen i den anden hånd og komme i gang med juleriet? Så er dette en bog, du vil kunne have glæde af jul efter jul efter jul. Og måske med tiden skabe din egen "julebog" med din families egne små og store eventyr.

TITEL: Rostrups jul - juletraditioner i en teaterfamilie
FORFATTER: Lene Rostrup
FOTOS: Familien Rostrup
UDGIVELSE: 2012
SIDER: 208
SPROG: Dansk
FORLAG: Muusmann' Forlag

2 kommentarer:

  1. Tak for inspiration, har bestilt bogen og glæder mig til at modtage den. Den ligner lige en bog i min ånd :-)

    SvarSlet

ANNONCE