Haven er en altomfavnende del af oplevelsen, når jeg er hjemme – også selvom jeg er indenfor. Haven følger med i indelivet gennem alle husets vinduer – og jeg følger med hos den.


TEKST & FOTO: LONE

Haven har utroligt mange pladser i mit hjerte og i min bevidsthed. Min have er min legekammerat – den udfordrer og inspirerer mig, den driller mig og byder på overraskelser. Og så er der selve nydelsen. Nydelse ved bare at iagttage den og følge med i årstidernes skiften, planternes underfundige liv og havegæster som solsorte, spætmejser og skovspurve.

Jeg sidder kun meget sjældent stille i haven og bare nyder, trækker indtrykkene helt ind. Måske mest fordi jeg altid har for meget for! Men jeg nyder den til gengæld indefra. Jeg betragter haven fra spisebordet, fra arbejdsbordet, fra køkkenet når jeg laver mad eller når jeg hjælper mine store piger med lektier. Selv når jeg går gennem huset, kan jeg ikke undgå at få øje på en solstråle, der fanger et blad, eller en gruppe stauder, der ser vidunderlige ud i morgendisen. Ja, også hvis jeg sidder i stuen med en god havebog (for det er oftest den slags der læses), så kan jeg ikke lade være med lige at kaste et blik over bogen med jævne mellemrum for at se derud – og fornemme haven.

Selv fra vores bryggersvindue – hvor der altid lander rod, der skal findes en plads til – nyder jeg kigget. Måske er det derfor, at budcyklen står netop der og ofte er tilholdssted for hyggelige indslag. Som i disse dage hvor materialer til julens dekorationer bor netop her.

Også udsigten fra min hjemmearbejdsplads bliver der ubevidst kælet for. Krukkerne finder opstilling her og gerne de grønne af slagsen, som jeg kan nyde hver dag og som giver øjet ro.

Bagved finder man nemlig det brusende hav af staudebedet, der skifter farve og vajer i vindens pust. Slingrer i stormvejr og står rank i solskin og sommerdage.

I disse dage er staudedrømmene på retur, men med tiden har jeg lært mig at se det smukke i noget af forfaldet. I hvert fald de grafiske frøstande, der står tilbage og holder stand, fanger ofte mit blik.

At nyde haven fra glassets indvendige side er for mig en vigtig del af havelivets glæder. Først når mørket falder på, og haven takker af for dagen, ruller jeg ned og nyder indelivet uden tilskueren – min legekammerat.