Nyd snebær på tæt hold med en efterårsbuket, der kan samles i et snuptag.


TEKST & FOTO: LONE

I november hænger snebærrene tunge på grenene. De bær kaldes snebær netop pga. den hvide farve, men der findes jo faktisk også typer med pink og røde bær. Til denne buket er vi dog gået ombord i de hvide snebær.

Vi har sat mængder af grene fyldt med bær sammen i en vase og har blot tilføjet silkefyr som kontrast til de runde bær med helrandede blade.

snebær

På latin hedder denne hvide snebær Symphoricarpos albus, hvor “albus” henviser til bærrenes hvide farve.

snebær

Har du snebær i haven vil du nok give os ret i, at buskene stiller meget få krav til jordbunden. De er virkelig hårdføre. Snebær kan godt fryse lidt tilbage i vintre med hård frost, men tåler godt både blæst og træk, og derfor ser man dem ofte brugt i hække, der netop skal give læ. De er også brugt som bund i skovhaver og parker, hvor de med deres rodskud spreder sig som underbeplanting i hele skovbunden.

Opdraget med respekt for snebærrene er det ganske klogt at placere buketten fx. midt på et bord, så evt. tab af snebær ikke drysser på gulvet og spises af småbørn eller kæledyr. Du vil her sande, at grenene ikke er synderligt begejstrede for at tabe de små bær, så med mindre du står og ryster buketten bør man ikke opleve drys.

ER SNEBÆR VIRKELIG GIFTIGE?

Ifølge Giftlinjen indeholder bærrene saponiner og andre irriterende stoffer, der kan risikere at give fx. slimhindeirritation, opkastning, mavesmerter og diarré. Alvorlige forgiftninger er dog ikke beskrevet i 1900-tallet. Læs evt. mere på giftlinjen.