Det er ikke blevet december endnu, men vi KAN bare ikke vente.  Måske har du det på samme måde? I denne uge skruer vi langsomt op for julestemningen. Vi “klemmer lidt på pakkerne” og lister klistrede julefingre ned i kagedåserne – selvom vi ved vi ikke må.


TEKST OG FOTO: REDAKTIONEN

Der er nu præcis en uge tilbage til den 1. december – og det bliver modtaget med blandede følelser af både havefolk og folk i almindelighed. Nogen har glædet sig i en måned eller mere – andre tager sig til hovedet og stønner over alle de ting, der skal nås.

Vi er tilhængere af, at (også) julen skal være en god tid for alle, og derfor har vi i den sidste tid været mere end meget optaget af, at få lavet noget kræs til dig. Så kan du måske finde dig et “min tid” kvarter, hvor du bare nyder, inspireres og hygger dig. Du kan godt begynde også at glæde dig. Vi disker i den kommende uge op med – og vi nævner i flæng: Drikkelse af urter fra haven til det kolde julebord, en adventskrans, der tager haven med ind i stuen, masser af tips til, hvad du kan klippe ind fra haven og bruge til dekorationer. Og endelig skønne idéer til børnenes julekalender, der ikke koster dig blod, sved og tårer – eller er en billig papudgave. Vi ved nemlig godt, at der er rigtig megen kærlighed i at lave nogle ting selv!



Glæd dig til en uge med inspiration til både juledekorationerne og til gaverne. Glæd dig til en skøn uge, og sæt dig godt til rette, for nu går nedtællingen i gang.

Rigtig god fornøjelse!



Og så er der knas! 
Fra HAVEFOLKETS egen julekagedåse!