Julebag er superhyggeligt, især hvis man griber det lidt pragmatisk an. Her giver vi en idé til julekagehygge med børn eller børnebørn – med inspiration fra haven.


TEKST & FOTO: LONE

Når julen er over os, er julekagebageri noget af det hyggeligste at give sig til med børn, niecer, børnebørn – ja, hvad man nu har af hyggelige familiemedlemmer, der kommer og slikker sig sukkersultent om munden.





Ofte kan det være svært at fastholde de små eller lidt større børn i længere tid ad gangen. Et fif kan derfor være at bage kagerne først, og så samles om at pynte.

Vi har sat os til spisebordet med kager inspireret af haven, med former som blomster og stjerner. Til pynt har vi rørt hvid og sort glasur i en god fast konsistens, puttet den i sprøjteposer til formålet, og så er vi gået i gang. Der skal pyntes med tørrede hindbær og pistacie, og lidt perlemorskugler skal der også være plads til.

Der kan gå rigtig lang tid med pillearbejdet, og imens bliver der snakket, hygget, drukket te og selvfølgelig smagt på sagerne.

Kagerne her er bagt af en klassisk krydderkagedej, og smagen af denne passer fortrinligt til de tørrede hindbær.