ANNONCE

lørdag den 28. december 2013

KANTARELBRUSCHETTA OG RISTEDE KASTANJER

OPSKRIFTER

Ja, hvad er det egentlig vi serverer, når vi kommer trætte hjem fra teatret og har et vennepar med? Eller kommer halvkolde hjem fra en jagt, en tur rundt om søen eller en arbejdsweekend i haven?  En "havenørd" ville svare: Et eller andet fra naturen. Og det får du så her. Sæt dig ned - og nyd et glas rødvin til. 

TEKST & FOTO: MARIANNE



Ja, jeg kan lige så godt sige det med det samme. Det her er noget værre snavs! Det er ikke for folk, der vil have høvlet fedt af sidebenene efter den fede julemad. Hertil vil noget med skaldyr á la fjordrejer eller jomfruhummer gøre sig. Nææææh, til gengæld kan livsnydere, der fra tid til anden (og ikke hver dag, naturligvis) gerne vil have noget enkelt, smagfuldt og ekstraordinært godt begynde at glæde sig. Ikke at det er raketvidenskab dette her, men nærmere "back to basics" - sådan á la 70'erne. 

For frem hiver vi et stk. daggammelt chiabattabrød, kantareller, hvidløg, persille, kastanjer, smør og salt + diverse. Du kan såmænd også godt bruge andre svampe end kantareller, men de har bare sådan en skøn, dejlig dyb og skovagtig umamismag, at de bare gør sig godt sammen med den syrligt-salt-bitre blå ost.  Champignon, Karl Johan eller et glas tørrede - opblødte - men grundigt drænede blandede svampe kan også godt bruges.  De skal naturligvis også steges. Så er du godt kørende!

Af sted med os -  ud i køkkenregionerne, og sørg så for at åbne en flaske god - rigtig god - rødvin. Det kræver det at tilberede dette - for ikke at tale om at indtage det. Men det er jo en anden sag. Stearinlys og god musik i baggrunden, samt dejligt og sjælfuldt selskab af nogle af dine yndlingsmennesker, er også gode "ingredienser" til denne ret.

Til begge retter skal du bruge følgende.

TIL BRUSCHETTA
Chiabattabrød (du behøver ikke at lade det stå en dag for at det bliver "daggammelt")
½ kg kantareller (hvis du er faldet over dem i skoven før de andre)
Olivenolie
Meget lidt flagesalt
Et par omdrejninger med peberkværnen
Lidt citronsaft
Gorgonzola - cremolta - ca. 200 g
2 fed hvidløg eller ½ helfed
1 lille skalotteløg
Revet "Ekstra meture Cheddar"-ost - gerne den røde
Groft hakket persille

TIL KASTANJER
2 pakker groft salt
500 g friske spisekastanjer, gerne buttede, så er de lettere at ridse
(Økologisk) smør


Godt så. Denne ret er én, du kan forberede, sådan at du selv kan segne omkuld, når I kommer hjem. Og så blot dirigere nogle fade ind i ovnen og ud igen. Så at sige!

Inden da:

Rids kastanjerne med et kryds i toppen med en meget skarp urtekniv. Det er her, der kan ryge et snit i dine fingre, hvis du ikke er varsom. Jeg har hørt om et råd, hvor man med den ene hånde holder kastanjen i et jerngreb med en nøddeknækker, og med den anden ridser krydset. Jeg må indrømme, at jeg ikke har afprøvet det. Fyld et ovnfast fad med groft salt - hele pakken eller to. Læg kastanjerne ovenpå, så de er klar til at komme ind, mens du arbejder med bruschettaerne.




Du hakker svampene - hvor fint afgør du selv. De har jo det der gummiagtige over sig, når de er ristede, og for nogle bliver det en underlig fornemmelse i munden. Derfor kan en finhakning godt dæmme op for det. Omvendt er større svampestykker jo smukke!


Hak løg og persille. Tænd ovnen på 200 gr. Så snart den er varm, sætter du dine kastanjer ind og sætter uret på 25 min. De skal være åbne i toppen, inden du tager dem ud igen. Så giv dem mellem 20 og 30 minutter afhængigt af, hvor store dine kastanjer er.

Steg først løgene blanke. Så skraber du dem af panden op på en tallerken og skruer op for blusset. Så på med svampene og rist dem igennem. De sidste 2-3 minutter kommer du halvdelen af persillen på.



Så er det frem med gorgonzolaen.

Læg et stykke på panden og lad det smelte sammen med svampeblandingen. Det gør, at det hele hænger sammen, og at svampene ikke "rasler" af brødet inden de kommer i ovnen.



Hvor meget gorgonzola? Årrrrh, sådan på slump. Så retten ikke bliver alt for cremet og nasset, men alligevel bevarer den dejlige svampesmag. Her er det, at dine smagsløg må med på råd.


Rist dine brødstykker i et par minutter til de bliver gyldne. Tag dem ud, lad dem dampe lidt af, læg dem på risten med bagepapir på, og fordel så svampeblandingen ligeligt på hvert brød.  Drys evt. resten af persillen på hvert stykke brød, høvl lidt cheddar over, og tag lige et par omgange med din peberkværn, inden du sætter dine bruschetta i ovnen.

Så er det bare at sætte sig til bords.

Velbekomme!

4 kommentarer:

  1. Hej Marianne
    Det lyder da bare for lækkert - den opskrift vil jeg prøve, også selv om jeg burde holde mig til fjordrejerne og jomfruhummerne ;0)
    Mange hilsner
    Anita

    SvarSlet
  2. Gorgonzolaindsmurte kantareller.... Det lyder simpelthen for lækkert!! ;)

    SvarSlet
  3. Måske man skulle prøve har aldrig smagt kastanjer men kantareller er jo gode

    SvarSlet

ANNONCE