Selvom vi har en mild vinter, kan man godt gå hen og blive kold helt ind til knoglerne. Med denne te får du lynhurtigt varmen igen, og har du gigt, så siges den endda at have en lindrende effekt!


TEKST & FOTO: MARIANNE

Ja, den “siges” at have en lindrende effekt! Det er det man skriver, når man ikke lige har en videnskabelig dokumentation på tingene liggende i skuffen. Men har havefolk altid det? Næh, vi har allermest bare erfaringer, deler ud af vores viden, oplevelser og års “prøven af”. Her kommer min allerbedste “få-varmen-igen-drik” og tilmed får jeg med tiden øget bevægelse i mine stive gigtfingre. Ikke dårligt.


Dette er da heller ikke en “opskrift” på, hvordan du fjerner gigt, stive knogler eller opvarmer et koldt hjerte, men blot et lille tip om, hvordan du hurtigt får varmen tilbage i kroppen efter en tur ude i kulden. Om du kommer hjem fra job, løbetur, din haverunde eller tur med vovsen, det er lige meget, og er du varm i forvejen, smager den til og med godt. Med mindre du bare ikke bryder dig om ingefær, så er det svært at finde et argument for ikke at prøve!

Du skal bruge: 

3-4 skiver frisk ingefær
1 skive frisk lime
1 skefuld honning (evt. med vaniljekorn i)
1 glas med spilkogende vand.

I honningen har jeg rørt kornene fra 2 hele vaniljestænger. Det får honningen til at se sådan “beskidt” ud, men tro  mig, det er en god blanding af to smage, der klæder hinanden og tilsammen opvejer den noget skarpe smag af ingefær. Desuden har jeg skåret ingefær ud med skræl på. Det gør jeg vist nok fordi jeg som barn af 70’erne lærte at alt det sunde sidder lige under skrællen. Knolden har naturligvis været en tur under vandhanen først.

Lad det hele trække i 2-3 minutter inden du tager ingefær og lime op. Så hælder du en skefuld honning i. Dens virksomme stoffer udvikler sig bedst, hvis vandets temperatur er faldet til omkring 90 grader. Du kan også vælge at lade ingefær og lime blive i, men det bliver lidt vanskeligt at drikke teen, fordi man får næsen ned i den, når man hælder af koppen.

Jeg ved godt det ser lidt “røgelsesagtigt” ud, og det er det faktisk også – næsten! Yngstesønnen kom forbi og spurgte om jeg drak kartoffelvand – og jeg kan godt se det ligner. Men der sætter jeg alligevel grænsen, selvom det faktisk også hjælper på gigtramte havehænder. Forresten kan drikken sagtens nydes kold, og den smager glimrende uden honning – men med citrongræs stukket ned i kanden. Og så ser det rasende smart ud i tilgift!