ANNONCE

lørdag den 11. januar 2014

FULD FART PÅ EN FRODIG HAVE, DEL III - DUFTHAVEN

PLANTER

Der tales så meget om sansehaver for tiden. Men egentlig er alle haver jo sansehaver - i den forstand at de kan sanses. Nogle haveejere gør blot mere ud af at pirre sanserne end andre. I denne udgave af "Fuld fart på en frodig have" spiler vi næseborene ud og dufter til dufthaven og alle dens fortryllende fristelser.

TEKST & FOTO: MARIANNE




Dejlige dufte var især i oldtiden, og helt frem til industrialiseringen, noget af det der gjorde, at livet blev nogenlunde tåleligt. Den gang fyldte hygiejnen nemlig ikke ret meget, og hvor man gik og stod, var der en stank af alverdens ubehagelige affaldsstoffer - særligt fra folk og fæ. Og her var det så, at dejlige dufte - oftest fra urter eller blomster - kamuflerede dunsten. I dag, hvor vi mennesker er rene og velduftende, bemærker vi måske ikke i samme grad, hvor fantastisk det er at bevæge sig rundt i en have, der dufter fortryllende. Vi er vant til parfumer, deodoranter, rengøringsmidler osv. Men disse hygiejneprodukter bliver jo, ikke så mærkeligt, oftest tilsat dufte fra blomsternes og urternes verden.

Vi havefolk har jo vidst det altid! Duftende blomster er vidunderlige. Især IRL, som man siger på "digitalt", (in real life) - altså i den virkelige verden. Lad os derfor fylde haverne med alle de skønne dufte, vi kender.

dufthaven


HVORNÅR DUFTER DE?
Mange planter dufter ekseptionelt lige omkring morgengry, tusmørke og når det lige har regnet og fugten er ved at fordampe. Fugtigheden i luften frigør planternes duftende olier, og vi kan sniffe os helt berusede i kaprifolie, natviol og rose. En del planter bevarer deres duft om dagen - eller dufter kun om dagen - andre dufter kun om natten. Fælles for dem er, at de alle taler direkte til vores hjerter og følelser, og har en direkte afstressende effekt på vores nervesystem. Det at dufte påvirker os mentalt og emotionelt kan få os til at handle. Det har man for længst fundet ud af i reklameindustrien, men det skal vi slet ikke beskæftige os med. Her er det "den ægte vare".

dufthaven


BERØRING FREMMER DUFTENE
Har du lagt mærke til, at lavendel i gamle landbohaver ofte vokser som hæk langs stier? Det er der en grund til. Ikke nok med at de er geniale til at danne en afskærmende hæk omkring bedene, og ikke nok med at de hjælper roser af med utøj, de frigiver også deres duft, når man berører dem. Det gør vi ikke så tit længere, men den gang kvinder fejede forbi dagligt med deres store, lange kjoler, berørte de dem hele tiden, og på den måde afgav lavendel de skønneste duftmængder. Lavendel er også en af de dufte, der oftest er brugt i forbindelse med aromaterapi, og den har ry for at have en dyb og afspændende effekt på nervesystemet. Det er sikkert også nok derfor, du finder mange sæber og andre rengøringsprodukter med lavendelduft.

PLANT DER HVOR DU OPHOLDER DIG
Hvis du gerne vil have en rigtig skøn dufthave, er det derfor en god idé at have lavendlerne i baghovedet og så overføre den viden du har fra dem til de andre duftplanter. Velduftende roser ved hovedindgangen (bare de ikke river dine gæster i håret, når de går forbi), kaprifolie omkring skraldespanden, hængekøjen eller i nærheden af den uægte jasmin, syrener ved postkassen, lathyrus og duftlupiner nær soveværelsesvinduet, og rosmarin, timian og muskatsalvie nær køkkenvinduet. Eller hvad du nu har lyst til. Men tænk over, hvor du opholder dig meget, og hvilke steder du vil "komme forbi" med næseborene.

dufthaven


NYD AT NYDE
Selv har jeg hvert år lagt duftliljer i et bed, der er hævet, og så fordi planterne i sig selv er så høje (ca. 50 cm), passer det lige med "næsehøjde", når man passerer dem. Det kan altså godt få familien til at passere dem mange gange i blomstringstiden. Og jeg tager mig selv i at blive stående og nyde - bare nyde! Og der skal faktisk en del til, når man er et menneske, der hele tiden synes, hun er bagud. Men netop derfor er det jo en god ting at stoppe op. For sådan en lille pause giver overskud til at tage fat igen.

Terrassen er jo også et af de steder, vi opholder os meget, og derfor vil det være oplagt at have duftende planter i kummer, potter eller krukker. Det kan også være, du kan overveje at hale et par fliser op og så plante et opstammet syrentræ og sætte nogle studenternelliker eller chokoladecosmos omkring. De tre vækster blomstrer og dufter på forskellige tidspunkter, og forstyrrer dermed ikke hinandens "duftzoner".

Et drivhus eller en udestue kan også huse mange duftende planter, som altså er frostfølsommeDuftpelargonie, duftgeranium og citrustræ hører til de planter, der dufter forrygende, men som skal i vinterhi.

dufthaven


Se med her, om der er nogle af de planter, du godt kan lide. Og tænk så også på de tidlige forårsmåneder og sene efterårsmåneder. Ja, selv om vinteren kan du have glæde af at have en duftsnebolle eller kejserbusk i nærheden af hoveddøren. Med krokus, hyacintpinselilje eller liljekonval under - naturligvis.

PAS PÅ MED DUFTFORVIRRING
En ting vi dog lige vil bede dig være opmærksom på er, ikke at blande for mange dufte sammen. Vi kender det, når vi passerer gennem et stormagasins parfumeriafdeling - eller lige efter sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn. Vores sansesystem bliver bombarderet med alverdens forskellige dufte, og snart blander de sig med hinanden, og enten bliver man "duftblind" eller også bliver man overvældet. Nogle af os kan faktisk gå hen og blive helt utilpasse. Ja, det er ikke en spøg. Man behøver ikke at være duftoverfølsom eller på anden måde "one in a million". Det er helt almindeligt, at vores hjerner påvirkes kraftigt af mange forskellige dufte på én gang - og forvirres.

dufthavenDerfor skal du naturligvis også passe på ikke at overdrive ved at sætte alt for mange kraftigt (og forskelligt) duftende planter lige op og ned ad hinanden. Du kan jo gøre det, at du finder planterne frem her via linksne i teksten, kigger i din havebog eller på anden måde undersøger, hvornår de blomstrer, sådan at de afløser hinanden i løbet af året frem for at konkurrere med hinanden.


FORSLAG TIL DUFTENDE PLANTER

DAGDUFTENDE BLOMSTER
Rose
Lavendel
Liljekonval
Pæon
Iris
Lilje
Ærteblomst
Levkøj
Studenternellike
Duftlilje
Pinselilje
Vintergæk
Hyacint
Duftlupin
Chokoladecosmos
Kæmpeverbena
Skilla
Tulipan
Gyldenlak
Duftpelargonium
Duftgeranium
Reseda
Anisisop

NATDUFTENDE BLOMSTER
Natviol
Vidunderblomst
Tobaksblomst

DUFTENDE URTER
Bronzefennikel
Basilikum
Anisisop
Sødskærm
Citrontagetes
Oregano
Timian
Rosmarin
Purløg
Kamille
Matrem
Muskatsalvie
Salvie - Findes i utroligt mange duftvarianter. Nogle er relativt robuste og vokser hurtigt til. Nogle er hurtigtvoksende, frostfølsomme frugtsalvier.
Mynte - findes i alskens varierede og delikate duftvariationer.
Løgkarse - en vild plante, der dufter af hvidløg.
Kinaløg- skal overvintres, vokser hurtigt til.
Citronverbena - skal overvintres.






9 kommentarer:

  1. Hvor er du fantastisk Marianne, jeg forstår ikke, hvordan du kan nå at lave alle de flotte indlæg. Tak for endnu et godt indlæg - jeg har en tilføjelse: der findes også duftende rhododendron, både stedsegrønne og løvfældende. Jeg har f.eks en løvfældende som dufter så dejligt. Jeg tager de visne blomster ind og lægger i en lille skål, når jeg trænger til sommerduft, stikker jeg næsen i den, det dufter også nu. R. Arpegé hedder den.
    Kram Lisbeth

    SvarSlet
  2. Tak for endnu et virkelig godt indlæg

    SvarSlet
  3. Sikke et rigtig godt indlæg. Virkelig inspirerende og brugbart. Vi er selv begyndt at tænke meget på dufte, og har allerede fået mange mange flere inden for havelågen - men der er altid plads til forbedringer, og helt sikkert stadig flere.
    Mange hilsner fra Susan

    SvarSlet
  4. alletiders indlæg indlæg, igen...
    Vi har en "gårdhave" hvor gæster ofte undrer sig over hvad der dufter sådan, når roserne ikke blomstrer. Det er faktisk parykbusken har jeg fundet ud af, det tænkte vi ikke over dengang vi plantede den. Det er jo ikke sådan en plante man tænker over kan dufte og stikke næsen ned i. Den har en let krydret duft. Men luften er jo mere stillestående i en gårdhave så måske er det derfor duften -lugten kan mærkes.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Gunvor - parykbusken - altså nok blomsterne ikke sandt. Jeg klipper dem af, fordi jeg ikke bryder mig om deres udseende. (Ja, undskyld til jer, der synes det er en skam) men nu får jeg da alligevel lyst til at lade dem være i den kommende sæson.

      Slet
  5. Skønt indlæg, TAK! Holder også selv usigeligt af de duftende.
    Med hilsen Anette

    SvarSlet
  6. Tak for jeres smukke ord. Dufte taler så meget til os, så det er bare om at åbne vores sanser og tage i mod.

    Og tak også for doge ideer til havens dufte om vinteren. Lisbeth kom med en duftende rhododendron - hvad kunne det ellers være? Jeg køber konstant hyacinter og stiller dem ved min hoveddør, men vil også gerne have idéer til andet, der dufter - grene til drivning - dufter de?

    SvarSlet
  7. Jdg holder meget af dild. Den dufter, den er så fin i løvet og de høje, lette gullige blomsterstande er både smukke at se på og sjove at røre ved.
    Jeg har læst,at myg ikke bryder sig om lavendel og basilikum, så de får plads ved vores siddeplads
    Kh

    SvarSlet
  8. Jdg holder meget af dild. Den dufter, den er så fin i løvet og de høje, lette gullige blomsterstande er både smukke at se på og sjove at røre ved.
    Jeg har læst,at myg ikke bryder sig om lavendel og basilikum, så de får plads ved vores siddeplads
    Kh

    SvarSlet

ANNONCE