ANNONCE

fredag den 10. januar 2014

MELLEM HIMMEL OG JORD

TEMA: TRÆER

Det siges, at "der er mere mellem himmel og jord", og det tror jeg på. Med rødderne begravet dybt i jordklodens muldlag, og armene rakt langt, langt op i himmelrummet, er træer noget af det allermest magiske, underfulde og bæredygtige der findes.

TEKST OG FOTO: MARIANNE





I en postmoderne verden fuld af bits og bites, klik og streaming, photoshop og apps - og alt, hvad den teknologiske verden nu ellers byder på af fristelser og ting vi skal sætte os ind i, er det rart at tænke på at noget er som det altid har været. Træer, f.eks. 

Et træ er og bliver et træ. Det har et rodnet, der ofte er lige så stort som selve kronen. Det pumper i højsæsonen adskillige tusinde liter vand op i alle cellerne i minuttet, og det står, hvor det står, som en levende kalender, der viser os årets gang - fra knopsætning og løvspring over frugtsætning og løvfald til forrådnelse og død - indtil ny spiring og mangfoldiggørelse fortsætter i nye, små afkom.

BRUG DIT TRÆ
At sætte sig under et træ en sommerhed dag med ryggen op ad stammen og kigge op i kronen med bladene, der hænger dér som en flimrende paraply mellem sig og himmelrummet, er noget, der kan få den mest fragmenterede, forvirrede og forblæste sjæl til at falde helt til ro.

At stille sig op ad et træ med maven lagt  helt op ad stammen og brede sin favn rundt omkring den, så langt armene rækker. At hvile kinden mod barken. At stå der og mærke og mærke og favne og favne. Det giver en helt unik mulighed for at åbne sine sansers porte og mærke den enorme, smukke og  unikke energi træet indeholder. Hvis du mærker efter, så bliver du omfavnet i ordets egentlige forstand. Rummet, favnet, elsket - holdt om og af. Jo, det er ganske vist. Og ja, jeg ved det godt - nu begynder jeg igen på det der hippieagtige, og nej, jeg har ikke røget en stråhat. Jeg siger det blot fordi jeg ved det. Fordi jeg gør det så ofte det er muligt, og fordi mit hjerte henter uanede kræfter og overskud netop fra det træ, jeg sidst favnede. Uanset hvor og hvilket.

Indianerne og inkaerne kunne sidde i dagevis med hele kroppen omkring deres udvalgte træ og favne og favne, hente energi og blive ladet op. Med den viden gik jeg en dag ned i skoven og ville favne mit første træ (siden jeg var barn). Men der skal virkelig en udtalt evne til at gå ind i sig selv og lukke alt (også forbipasserende naboer, andre fra kontaktforældregruppen, danseskolen eller roklubben) ude og bare favne. Det er egentlig ikke fordi jeg er bange for at virke tosset, for det ved jeg godt, jeg er. Men jeg kan simpelthen ikke bevare koncentrationen. Derfor har jeg valgt at gøre det, når jeg er alene - på skæve tidspunkter under "Vild med dans", "Blomsterberg" eller andet i TV - eller fx før folk har fået morgensutterne på og sat kaffen over.

MIT BARNDOMS TRÆ
I virkeligheden tror jeg, at jeg længes tilbage til oplevelserne i min årle barndom i Tisvilde Overdrevs vilde natur. Jeg boede der, som tidligere fortalt, med min mor det meste af tiden, når min far sejlede på de syv have (ej, der gik der Pippi Langstrømpe i den) .. når min far sejlede i flåden på Grønland og Færøerne. Der var ikke mange mennesker i sommerhusene ud over i sommerferierne og i weekenderne, hvorfor jeg havde naturen stort set for mig selv. Og for en lille pige med grydeklippet, leverpostejsfarvet hår, var det et rent slaraffenland af gemmesteder og mysterier. Dem må vi høre om en anden gang.

Uvist af hvilken grund tilbragte jeg nemlig rigtig meget af min barndom oppe i et træ. Vi havde en kæmpestor nordmannsgran stående. Sådan én, hvor man kan løfte en af de nederste grene op og så  (jeg var 5-6 år) ind i. Derinde havde jeg ståhøjde, og jeg boede i en hule ved træets fod. Der var gamle tæpper og dukker med mos i ørerne, og der var kiks, der var blevet bløde.

Nu er det sådan med grantræer, at deres grene danner en slags vindeltrappe op mod toppen. Den "trappe" kravlede jeg så, da jeg blev stor nok til dét, op ad. Jo ældre jeg blev, desto højere op kravlede jeg. Jeg blev så bekendt med udsigten, at jeg kunne registrere, hvornår hornuglen i mit gyngetræ var vågen og hvornår den ikke var, skønt den sad med ryggen til. Jeg kendte hver en plet på vores grund og fulgte med lyngen, blåbærrenes og tyttebærenes blomstring, øjnede nye "efterladenskaber" på stierne fra dåernes besøg i skumringen, og andre små spor fra naturens daglige liv.

Den vindeltrappe jeg besteg hver dag havde efterhånden ingen grene, der rev mere, og den var slidt glat og farbar, nem at forcere både opad og ned ad på et øjeblik - datidens parkour.

Da jeg én eller anden dag - jeg ved egentlig ikke hvad der gik af mig, men børn er jo små "forskere", der afprøver de mest åndssvage, eller lad os sige utænkelige ting - fandt på at kravle den anden vej rundt om stammen, skete der ting og sager.

STRANDET
Det var én af de perioder, hvor min far var hjemme, og han og min mor sad ved morgenkaffen og nød naturen og stilheden. Jeg siger det, fordi jeg selv så det fra toppen af min elskede gran. Til min store overraskelse var der stort set, men ikke helt, den samme udsigt selvom jeg var kravlet den modsatte vej rundt. Den sad jeg så og nød, indtil jeg pludselig fik lyst til at kravle ned igen. Formentlig for at dele nydelsen med mine forældre. Så var fanden løs. Jeg kunne på ingen måde bevæge mig bare fra den gren jeg sad på, til den under mig. Jeg forsøgte ved at vende mig rundt på maven og række fødderne bagud. Jeg strakte det ene ben ekstra langt. Jeg prøvede omveje, så jeg kom om og fandt den vindeltrappe, jeg var vant til. Men nej, ingenting hjalp! Jeg kunne IKKE komme ned. Det havde jeg aldrig prøvet før.



Så gjorde jeg noget, jeg hverken før eller siden har gjort i mit liv: Skreg på min far efter hjælp! Desperationen i min stemme må have været tydelig, for ud gennem granens grene ser jeg min fars kaffekop flyve ud over campingbordet med kaffen sjaske ned i lyngen og havestolen vælte bagud, mens han i vandret syvspring er henne ved træets indgang. Han råber søgende efter mig for at lokalisere mig, og jeg opdager, hvor uvant det er at se ned fra denne nye position oppe fra træet. Bliver svimmel og utilpas, hvilket jeg heller aldrig har oplevet før, og med vanlig, teatralsk tilgang til mit livs tilskikkelser gør mig rede til at leve resten af mine dage oppe i et grantræ. Jeg begynder - kan jeg huske - at overveje, hvordan man kan sove på en gren, om jeg kan få mad hejst derop og slige anordninger.

VIGTIG LÆRE
Min far får dog beroliget mig, og på mirakuløs vis skaber han en tiltro til, at jeg evner selv at komme ned. Jeg tror han meget hurtigt får indset, at han umuligt kan komme ind mellem grenene og kravle op i træet og hente mig, så den eneste måde jeg kan komme ned på, er ved egen kraft. Ergo er det altså min egen tro på, at jeg kan, der kan få mig ned. Ikke andet!

Og her er det, at min far gør mig mit livs største tjeneste. For ned kommer jeg. Og kun i kraft af, at han får indgydet mig så stor tro på, at hvis jeg liiige strækker mig lidt længere, hvis jeg lige drejer mit håndled, rykker min fod, stemmer fra dér og giver slip dér, så når jeg grenen nedenunder mig. Som sagt, som troet på, så gjort. Kognitiv terapi, når den er bedst.

Og det går så godt! Jublen gør sig klar til at stige, men i det øjeblik, da jeg kommer til sidste gren og deroppe fra, hvor jeg står, øjner min far nogle meter neden under mig, er jeg klar til at give op. Jeg er udmattet og forrevet, og min far er så langt væk nede, at jeg ikke kan forestille mig, at jeg nogensinde kan dufte hans Old Spice og hans shetlandssweater igen.



Her er det, at han gelejder mig ned at sidde på grenen. Og nu kommer det sted, hvor du skal høre trommehvirvlerne for dit indre øre. Jeg skal hoppe, springe, lade mig falde - eller hvad jeg nu vælger - det sidste stykke ned i hans favn. "Jeg griber dig" svor han. Efter et sekund, der varede en evighed, besluttede jeg mig. Og det gjorde han så. Den ultimative tro på, at nogen er der, når jeg har brug for hjælp blev etableret.

Det er nok unødvendigt at sige, at jeg i denne erindring har kunnet finde megen visdom, både om mig selv, om mennesker generelt, og især om den psykologi, der handler om at have tillid. Og at skabe tillid. Helt grundlæggende. Især til én selv - men også til, at der er nogen, når man har mest brug for det. Tillid til, at jeg kan "lande på mine fødder" igen, selvom jeg har været "ude af balance".

Og hvad har den erindring så egentlig med min historie at gøre om, at træer omfavner én, giver én energi og heler et tungt hjerte? Ja, for en gangs skyld står det mig ikke helt klart. Men med tiden har jeg også lært, at det ikke er ALT man skal forstå med sin forstand, det er nok at forstå med hjertet. Og det er ok, blot bare at mærke at det virker. At det føles rigtigt.

Om det gør for dig, det vælger du selv. Det hele handler om, hvorvidt du tror på det.

10 kommentarer:

  1. Hej Marianne
    Tak for dejlig artikel om de skønne træer og al de de kan.
    Dejlige fotos!
    Kærlig Hilsen
    JetteMajken

    SvarSlet
  2. Hvor er det en dejlig historie.
    Kh. Ida

    SvarSlet
  3. Kære Marianne
    Hvor er det dejligt at læse både gårsdagens indlæg om værnetræer og dagens historie om træernes magi. Det er altid noget særligt at læse om noget selvoplevet - og ovenikøbet i et levende og givende sprog - dels fordi man bliver beriget af forfatterens oplevelse og dels fordi det sætter gang i læserens egne erindringer. Jeg har selv nogle meget sødmefulde og meget private erindringer som 4-5 årig, private på den måde, at ingen af de voksne kendte noget til mit hemmelige liv under et træ, der var et skønt gemmested, hvor jeg gravlagde døde fugle og havde mine dukker med til gravsætningen .
    Min mand og jeg bor på et nedlagt landbrug, hvor der er mange gamle træer, ikke værnetræer i den defination, du indleder din artikel med, for træerne står ikke solitært, men i en blanding, der danner en lund. Der er bl.a.bøgetræer, der nok er 50-75 år gamle, og de skærmer selvfølgelig fint for blæst. Det kunne være morsomt at vide, om de er selvsåede, eller om der har været en plan for plantning af dem. Vi ved det ikke, men er taknemmelige for at de nu står her.
    Vi har selv plantet mange træer, bl.a. et trerækket læhegn og håber, at dem, der kommer efter os, vil sætte lige så stor pris på "vores" træer, ligesom vi sender vores forgængere mange venlige hilsener for det de har gjort.
    Også tak for de dejlige fotos!
    Kh
    Hanne

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nemlig også dét! At - når man planter træer - deltager i livets gang ud over vores egen generation! Vi laver et "aftryk" - vi efterlader os spor af kærlighed og styrke til vores efterkommere. Samtidigt kan vi nyde, favne og leve med vores forfædre og mødres "gaver" til os.

      Slet
  4. Historien - som på ingen måde er sørgelig - gik også lige i min frygtelig sentimentale tårekanal, jeg må simpelthen ud og pudse min næse;0)
    Det var en meget fin og rørende historie fra det virkelige livstræ!
    Hilsen Pia

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg bliver selv rørt, når jeg kan røre med mine erindringer!

      TAK!

      Slet
  5. Tak for en dejlig og rørende historie og fordi du delte. Jeg sidder med smil om munden og tårer i øjet. Tak skønne Marianne, du er fantastisk.
    Kram Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Ih, hvor er det dejligt at du kunne lide den!

      Slet
  6. Smuk og inderlig fortælling Marianne.
    Og jeg vil give dig helt ret... det er ikke noget så magisk som træer - og at omfavne et træ er noget ganske særligt. Man KAN mærke roen strømme ind i en og man føler sig tryg. Sådan er det bare. Èn af naturens mere mystiske love... men den er der.
    Mange hilsner fra Susan

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, og tak, Susan! Det er skønt at have en ven i ånden, der har samme oplevelser med træernes styrke og kærlilghed. Desværre er der mange, der synes, man er lidt wierd, men dem om det.

      Slet

ANNONCE