Måske er du så heldig, at du har en rislende kilde løbende gennem din have? Eller en sø i din baghave? Måske er din jordbund blot til den fugtige side, eller et hjørne af haven er det? Her får du tips til skønne planter, der vil trives dér.


TEKST: MARIANNE, FOTO: LONE & LENE
I forbindelse med serien “Fuld fart på en frodig have”, har vi modtaget en mail fra en af vores læsere, der efterlyser planter til fugtig jord omkring åer og vandløb. Det lød både oplagt og spændende! At have en rislende kilde i sin have må være helsebringende – både i kraft af det konstante lydtæppe, der beroliger nervesystemet, fordi lyset spiller så smukt i vandoverfladen – og så fordi der er et rigt dyreliv i vandområderne. Hvis der så oven i købet er planter, der kan skabe en naturlig og blomstrende kant, kan du leve lykkeligt resten af livet. Derfor iler vi til med nogle forslag, som vi håber, du kan bruge.

fugtig jord
Nedenfor vil du finde et udpluk af de mest almindelige planter, der vil trives i fugtig jord. Vi har kategoriseret dem efter hvor “tæt”  på vandoverfladen de står bedst – dvs. at vi starter oppe ved kanten af en å, et vandløb, en grøft, søbred el.lign., og derefter bevæger vi os længere nedad mod vandet. Mange af planterne kan du nok genkende fra din egen have, hvor de står på steder, som du måske ikke lige finder fugtige eller våde. Her er der tale om rigtigt robuste stauder, der trives i stort set al slags jord – dvs. den såkaldte “almindelige havejord”, og som blot bliver kraftigere, hvis de står til den fugtige side.

fugtig jord





GÅ UD OG KIG
Nogle af de nævnte planter vokser i den vilde natur, og hvis du blot ikke hamstrer, må du godt grave en enkelt plante op på offentlig jord. Er det derimod op mod privat grund, skov eller naturområde, skal du naturligvis spørge ejeren først. Og så er det i øvrigt god stil at efterlade et stykke af planten, så den kan genetablere sig, eller sørge for at sanke et sted, hvor der er mange af slagsen og så lade de fleste stå.

Langt de fleste planteskoler og webshops er rimeligt velassorterede i planter til fugtig jord, men det er ret sjældent, at de bliver inddelt i en kategori for sig. Oftest står stauderne blot samlet ét sted, og deciderede vandplanter et andet, og det kan gøre det lidt vanskeligt at navigere. Lad os derfor få et overblik – så lover vi at kigge på vandplanterne en anden gang.

PLANTER DER TRIVES I FUGTIG JORD:

 

LET FUGTIG JORD
MEGET FUGTIG JORD
·                Biskophat
·                Bregne
·                Daglilje
·                Drejeblomst
·                Duehoved
·               Fredløs
·                Fingerbøl
·                Hestehov
·                Hjerteblomst
·                Hosta
·                Lobelia
·                Lodden løvefod
·                Mor og barn
·                Månestråle
·                Stjerneskærm
·                Vortemælk
·                Ærteblomst
·                Astilbe
·                Balsamin
·                Iris
·                Kaprifolie
·                Kattehale
·                Lungeurt
·                Mjødurt
·                Pileurt
·                Stenbræk
·                Sølvlys
·                Tudselillje
·                Storkonval
·                Viol

 

TRÆER, DER TRIVES I MEGET FUGTIG JORD
Du skal være opmærksom på nogle ting, når du planter træer langs vandløb og søer.  For det første skal kommunen ansøges om tilladelse. For det andet, hvis det er en sø, der er tale om, er det vigtigt at du ikke planter langs sydsiden, da de så vil skygge så meget, at søen bliver kold og dermed ufrugtbar for naturligt plante- og dyreliv. Det er heller ikke hensigtsmæssigt at plante træer alt for tæt på søen, da de om efteråret smider bladene i søen, og den dermed vil omdanne dem til slam, der skaber et ilttfattigt miljø, der dræber dyrelivet. Vandløb med megen gennemstrømning kan derimod godt klare flere træer.

Det er imidlertid meget smukt, og virker ret naturligt, at have et enkelt træ her og der ved en sø eller et vandløb, og en fordel vil være, at fiskelivet får gode vilkår, da både padder og fisk ofte gemmer sig under træernes rødder. Du må derfor nøje overveje fordele og ulemper, før du tilplanter vandområder med træer.

TRÆER TIL FUGTIG JORD:

  • Pil
  • El
  • Birk
fugtig jord

Glæd dig til vi fortæller om planter, der trives med rødderne helt i vand. 



Andre artikler i serien om “Fuld fart på en frodig have”:

skyggeplanter

DEL V – SKYGGEHAVEN
Det er ikke alle, der har haver på solsiden. Eller altaner med sol i ret lang tid ad gangen, hvis overhovedet. I gårde og baghaver er der som regel også ret skyggefuldt. Lad os derfor finde de planter frem, der kan skabe frodighed i skyggen.

 

DEL III – DUFTHAVEN
Der tales så meget om sansehaver for tiden. Men egentlig er alle haver jo sansehaver – i den forstand at de kan sanses. Nogle haveejere gør blot mere ud af at pirre sanserne end andre. I denne udgave af “Fuld fart på en frodig have” spiler vi næseborene ud og dufter til dufthaven og alle dens fortryllende fristelser.

den vilde have

DEL II –  DE VILDE BEDE
Grøftekanter og de vilde bede i haverne er blevet “in” de senere år. Det kan der være mange grunde til. Men ét er sikkert; smukke er de – og relativt nemme. Så selvom du aldrig får en have du slet ikke skal holde, så er der en del mindre arbejde, når ukrudtet nu også får lov til at pynte.