En boltsaks, tænker I nok! Hvad er det for et underligt redskab at skrive om? Men for mig er en boltsaks helt uundværlig i haven.


TEKST & FOTO: LENE

Jern kan bruges til rigtig mange ting i haven, og jeg holder især af det rustne jern, som er så diskret, at man næsten ikke lægger mærke til det, når først blomster og planter vokser op ad det. Da jeg for et par år siden ønskede mig en masse stativer – både til roser, clematis og lathyrus – syntes jeg det blev lidt for dyrt med den mængde jeg skulle have, og da jeg ikke ejer tålmodighed – desværre – tænkte jeg: “Man må da kunne lave nogle selv”. Som sagt, så gjort.

Det uundværlige redskab, når man skal “lege” med jern er en boltsaks. Mit eksemplar er en forholdsvis billig en fra det lokale byggemarked, men den fungerer perfekt til de tykkelser jeg bruger. Jeg klipper mest i de populære rionet på 4 mm, og de lange jernstænger på 6 mm.

Rionettene bruger jeg til at lægge over mine højbede i køkkenhaven, så kattene ikke bruger dem som kattebakke. Jeg bruger dem som “skelet” til at flette bedkanter med pil på, og jeg har også hængt et stykke på cykelskuret som espalier til min hvide New Dawn rose.

Jernstængerne købes i længder á 6 meter, og dem bruger jeg til at bukke staudestativer af, samt til støttepinde i bedene.

Jeg synes, at den nemmeste måde at klippe jernet over på, er at lægge det på græsplænen og så klippe “nedad”. Hvis du skal holde den tunge boltsaks i strakt arm, får du hurtigt spaghettiarme, men med den rette teknik er det ikke noget problem!

At lave tingene selv bliver meget nemmere, hvis man har det rette værktøj, og som “Jernlady” er min boltsaks uundværlig!

Her kan du læse mere om hvad jeg har brugt min boltsaks til: