I vores serie om pil er vi nu nået til en bog, som varmt kan anbefales. Den handler primært om hegn – både de levende og de “døde”. Du får her en anmeldelse af bogen, der hedder “Pilehegn”.


TEKST: LENE, FOTO: CLAUS DALBY
Pil er, efter min mening, ét af de skønneste naturmaterialer der findes, og utallige er de ting pil kan bruges til. Denne bog, der er skrevet af Jette Mellgren, handler om hegn i alle afskygninger og højder. Bogen starter med en kort gennemgang af pilens historie, og viser også mange forskellige fletteteknikker, både lette og svære.

Man kan flette med frisk, levende pil, som så vil slå rod til fx et belgisk hegn, som ses på forsiden af bogen, eller man kan lære at lave de skønneste, snoede piletræer, hvor de 9 pil, man som regel bruger til disse, i løbet af årene vil vokse sammen til en stamme.

pilehegn
pilehegn

Hvis man er nybegynder, og ikke til en start har mod på at kaste sig over de store flettearbejder, vises der, hvordan man blandt andet kan flette lave bedkanter med en meget enkel fletteteknik.

Jeg er sikker på, at hvis du først kommer i gang med at flette, vil du hurtigt opdage nye muligheder for pileflet i din have. Der kan altid være brug for små hegn til at omkranse et bed, eller til brug i køkkenhaven. Hvis man er omhyggelig med at få sat stolperne rigtigt, kan det næsten ikke gå galt.

Bogen er meget inspirerende, og der er fine vejledninger i hvordan man gør. Faconen på hegnet afgøres alene af hvordan du sætter stolperne i jorden. Du kan derfor også lave snoede hegn, der passer til dine bede.

Hvis det skal være ekstra rustikt, kan man flette et simpelt hegn med de lidt grovere piletyper eller med hasselkæppe.

pilehegn

Her i det spæde forår findes bogen frem igen, og jeg sidder nu og drømmer om alle de små hegn jeg vil lave. At flette med pil er meget meditativt. Når man først har “fået det i fingrene”, kan man lade tankerne flyve, mens arbejdet vokser mellem hænderne.

pilehegn

Hvis du ikke selv har en lille pilemark, findes der bagerst i bogen en liste over steder, hvor du kan købe pil. Du kan også gå ind på Pileforeningens hjemmeside, hvor der findes en forhandlerliste. I “Pilehegn” kan du læse en beskrivelse af nogle pilesorter og deres anvendelse, så du ved, hvad du skal gå efter, og hvis du næsten ikke kan vente med at komme i gang, er det lige nu der et det største udvalg af nyhøstet pil.

Bogen er desværre udsolgt fra forlaget, men du kan måske være heldig stadigvæk at finde den i en boghandel. Ellers kan den lånes på biblioteket.

 

pilehegn

TITEL: Pilehegn
FORFATTER: Jette Mellgren
FOTOS: Claus Dalby
UDGIVELSE: 2007

SIDER: 141
SPROG: Dansk
FORLAG: Klematis