På en grå, frysende og stormomsust vinterdag kan et dyk ned i ferie-fotoarkivet være lige det, der gør forskellen på éns sindsstemning. Sug til dig, for nu skal du med mig i “Pastelland”. Byen hedder Collioure og ligger helt ud til Middelhavet, og lige op ad grænsen mod Spanien.


TEKST OG FOTO: MARIANNE

Der er ret barskt i byerne ud mod Middelhavet. Sådan tænker vi ikke på det, når vi husker de steghede sommerdage i strandbyerne. Men trods det milde klima, så er det stærke kræfter der hersker dér, hvor havet slår ind over byen, dér hvor man har kæmpet mod baskerne og nu kæmper om turisterne.

Måske er det derfor, de har valgt at male byen pastelfarvet? Ved første blik ligner den måske alle mulige andre byer, der med de terracottabrændte sten skaber ro for øjet. Men sådan er denne by ikke. Kig med her:

Vi var der i september, det var en herligt overskyet dag, det var 27 grader, og en meget let brise stod ind fra havet. Vi regnede bare med, at vi skulle se en borg, en bastion og så en havn, som byen er så kendt for, men på en tur gennem byens gader, slog det mig, at der var træk ved Collioure, som var helt unikke. Husene var alle malet i pastelfarver. Ikke at der var noget som helst system i det, tror jeg, men de farver, der mødte os, da vi gik omkring i byens gader, var så slående anderledes end noget andet jeg har set. Ja, det skulle da lige være Paladsbiografen i København, dekoreret af maleren Poul Gerner, der anvendte de kendte pastelfarver.

Alene virkede de nærmest grimme! Men tilsammen og som kontrast til den rå havnefront, og med alverdens vidunderlige klatreplanter voksende op og ned ad mure, porcelænsvandrør og altaner, så havde det helt sin egen charme!

Jeg har en sær fetich, som handler om at jeg fotograferer døre, når jeg er ude at gå. Jeg er sikker på, det betyder et eller andet på det spirituelle plan, men har ikke lige dvælet ved det. Til gengæld kan du jo more dig over farvesammensætningerne, som indbyggerne har valgt.

Den aquaturkise og den terracottarosa farve gik igen mange steder i Collioure, og der var utroligt mange små finurligheder, som smilede til én fra deres små kroge og gesimser. Dem lover vi, at du kan se mere til en anden gang. De to farvenuancer står henrivende til grøn – og måske er det slet ikke tilfældigt. For hvor der ved havet, havnen, borgen og bastionen er barskt, gråt og goldt, er der i byen frodigt og henrivende. Et clash inden for få meter, der virker ret overvældende!

 

De er virkelig blomsterglade i Collioure, og hvis man ikke havde ondt i nakken i forvejen, så fik man det af at besøge byen, for der var mindst lige så meget at se oppe som nede. Desuden er den jo beliggende i en bjergegn med klipper og skrænter helt ud mod havet, så der var mildest talt skævt at gå der. At man så også selv blev halvskæv af den farveeksplosion gjorde, at tempoet kom helt ned i sneglefart.

 

 

På et tidspunkt fik jeg øje på nogle morsomme papirblomster. De tiltrak sig opmærksomheden på en ret lystig måde. Det lignede ved første øjekast blot lidt “flirt” med de øvrige blomster, der slyngede sig – både nerier, trompetblomst, bourgonvilla, vin og mange mange andre dejlige vækster. Men da vi runder et hjørne, opdager vi, at det er en slags “blomsterfestival”. Det var næsten for godt til at være sandt. Dér måtte vi hen!

 

Det viste sig at være “latinerkvarteret”, dvs. et sted hvor rigtigt mange kunsthåndværkere har slået sig ned. I hver eneste af de små garager, de kalder butikker, var der særegne varer, der på ingen måde lignede “alt det andet bras” i disse Middelhavsbyer ved vandet – her havde det særpræg over sig.

 

 

På vejen tilbage til vores udgangspunkt, fik jeg øje på en skråning fuld af cyklamenfarvede blomster. Nogle af dem var roser og … her dufter gennemtrængende af … kunne det virkelig være? Jo, det var det – solbærsalvie! Det er en af de helt vidunderlig frugtsalvier, en busk, der dels har de mest indtrængende cyklamenfarvede skyer af små smukke blomster, og dels dufter gennemtrængende af solbær. Her måtte vi slå hvil – et af dem, der sætter sig i alle sanserne i ens hukommelse.
At jeg var temmelig svær at rive bort fra denne by er nok tydeligt. Men heldigvis vender vi tilbage hertil – om ikke andet så i HAVEFOLKET. Næste gang vi besøger Collieure bliver når Lene og jeg viser altanhaver, krummelurer og dingenoter og andet haveguf fra Middelhavslandene.