ANNONCE

onsdag den 26. februar 2014

POSTKORT FRA KRAPPERUP SLOT

POSTKORT

Den sidste dag i august tager vi østpå til Skåne. Turen er planlagt på forhånd - vi skal til Kullen, men der bliver alligevel tid til et lille besøg på Krapperup Slot.


TEKST & FOTO: LENE





Det er ikke første gang vi tager på weekend til Sverige, og det er bestemt heller ikke sidste gang. Sverige er et utroligt smukt land - med en dejlig natur! Det har vi selvfølgelig også i Danmark, men når man bor i Østdanmark, er det så nemt lige at smutte over broen. Målet med turen er Kullen, hvor jeg ikke har været siden jeg var teenager, så nu er det vist på tide med et nyt besøg.

På vej op langs kysten til Kullen kører vi forbi Krapperup Slot. Der bliver kastet lange blikke, men vi beslutter at tage derind senere på dagen, hvis vi kan nå det. Derfor kører vi videre til Mölle, en lille idyllisk by, der ligger i et bakket terræn helt ud til vandet.


Vi går en tur på havnen og i byen, hvor vi finder et dejligt sted at spise frokost. I forbindelse med cafeen, hvor vi sidder under de næsten modne vindruer, ligger Mölle Krukmakeri. Begge steder er bestemt et besøg værd.



Efter en lang og strabadserende klatretur på klipperne ved Kullen kører vi tilbage til Krapperup Slot.




Krapperup Slot er opført i midten af 1300-tallet, og var dengang en klassisk borg med ringmur, voldgrav og et højt forsvarstårn, som dog blev revet ned i slutningen af 1600-tallet. Slotten har været i mange slægters eje, og den sidste slægt var Gyllenstierne, hvor en tidlig slægtning var en fremragende botaniker og zoolog. I 1967 overlod Gustav Gyllenstierne slottet og godsets 2750 hektar til Gyllenstierne-Krapperup stiftelsen. De syvtakkede kristtornstjerner på facaden er Gyldenstierneslægtens våbenskjold, og de blev tilføjet i begyndelsen af 1600-tallet.

Lige nord for slottet ligger en rosenhave, og i tilknytning hertil er der kæmpebede med rhododendron. Der er masser af formklippede buksbom i faconer, som jeg aldrig har set før, og et område med lave formklippede hække - også af buksbom.


Langs voldgraven og op ad bygninger og hegn er der store, flotte staudebede.





I bunden af parken er der en guldfiskedam med kinesisk-inspirerede broer. Området har en lidt jungleagtig karakter, og her er masser af fugleliv. Tæt ved vejen er der også en fugledam.



Nogle af avlsbygningerne huser nu kunstgalleri og teater, og der er også et lille museum. I gårdens tidligere værksted er der café og en lille butik for de besøgende.

Krapperup Slot er bestemt et sted jeg kan anbefale at besøge. Vi var der kun godt en time, inden vi skulle videre, men når vi kommer på de kanter igen, vil jeg sætte mange flere timer af til besøget. Krapperup Slot er åben året rundt, og du kan læse mere her.

Jeg bliver altså lige nødt til at vise jer lidt billeder fra et besøg dagen efter. Vi kørte til den lille by Skäret, der ligger ved vandet på den modsatte side. Her ligger Flickorna Lundgren - et sted der nærmest er "verdensberømt". Her kan man  bl.a. "fika", og vi fik den største rejemad jeg nogensinde har spist.

Der er et skønt "orangeri", hvor man kan indtage sin "fika", hvis vejret ikke tillader udendørs servering - og så er der en skøn staudehave.







HER ER VI
Krapperup Slot
Krapperups Kyrkoväg 13, 263 76 Nyhamnsläge, Sverige

Flickorna Lundgren
Skäretvägen 19, Skäret, Sverige

6 kommentarer:

  1. Tak for et dejligt postkort. For os virker Sverige så langt væk - hele 4 broer at krydse hvoraf to er med betaling - desto mere sætter jeg pris på en sådan virtuel tur - og der ser skønt ud alle de steder du viser.

    SvarSlet
  2. Tusind tak for en dejlig tur til Sverige. Åh, åh, åh det røde træhus og tilhørende staudehave kunne jeg godt bruge som sommerresidens.......i al beskedenhed. Jeg er nok mere til det maleriske end det storslåede, men slottet og ikke mindst slotshaven er også et smukt postkort. Der er en magisk stemning mange steder i Sverige, tycker du inte det snygge Frk Svensson?

    Knus fra Pedersen og FIndus

    SvarSlet
  3. Jeg har olaner om at følge i din fodspor og glæder mig allerede. De staudebede er simpelthen som en drøm. Flotte fotos Lene

    SvarSlet
  4. Det ser smukt ud, vi skal til Sverige til sommer og vil forbi dette slot/område er der andre steder man bør ser i syd Sverige, vi køre ned til Ystad og over til Bornholm

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Kim,
      Vi har tidligere her i HAVEFOLKET skrevet om den botaniske have i Lund, og den er bestemt også et besøg værd. Jeg planlægger en tur til Sydsverige igen i år, så det kan være der kommer flere reportager fra skønne, svenske steder.

      Slet

ANNONCE