Så, nu er frosten gået af jorden, og vi kan glæde os over at kunne komme lidt mere i haven. Der kan stadig nå at komme frostnætter – ja, endog sne endnu – men det skal vi bare hilse velkommen. Det er kun godt, når du lige har sået valmuer. De kan nemlig lide at ligge og godte sig imellem plus og minus, inden de gør sig klar til at spire.


TEKST & FOTO: MARIANNE

Hvis du havde tænkt dig det, så kan du kan godt glemme alt om at forspire valmuer. Det bliver nemlig noget værre nuller at prikle, og de færreste overlever, da valmuens rødder er ret sårbare. Til gengæld er det fint at udtynde lidt, når de spirer i dine bede. Så får du store pragteksemplarer af valmuer,og du vil begejstres over dem, når de går i blomst.


NÅR DU SÅR 
Vælg en dag hvor det ikke blæser, for ellers risikerer du at frøene hvirvler alle mulige andre steder hen, end dér, hvor du ønsker planterne skal vokse. Lidt tilfældighed har selvfølgelig sin charme, men det vil da være ærgerligt, hvis hele molevitten spirer midt på havegangen. Inden du går ud med brevet og ærgres over, at de mikroskopiske små frø forsvinder på ingen tid, kan du finde en kop frem og blande dem deri sammen med lidt helt gennemtør såmuld og/eller sand. Det smarte ved det er, at såmulden fordeler frøene lidt mere, samt at de så har en lille madpakke med sig, når de falder til jorden. Sandet gør, at du har lidt nemmere ved at se, hvor de lander.  

TIL BEATKONCERT
Det er så vidunderligt et flor, når de blomstrer. Jeg husker mange sommermorgener lige omkring solopgang, hvor der var samlet bier, svirrefluer og andet sum sum til beatkoncert i mine bede. Det var en helt ekseptionel nydelse at gå rundt og se sådan en flid og travlhed lang tid inden resten af kvarteret vågnede.

EFTER BLOMSTERFESTEN
Når så koncerter, farveflor og morgennydninger er ved at være slut, så kan du med sindsro lade dine valmuer stå. Deres frøstande er så vidunderligt skulpturelle og kan stå længe med deres duggede, blågrønne hoveder. Men de grimme, slatne og visne gule blade ned langs stilken kan du godt fjerne.

Læs mere om valmuen  her, og hvis du straks får lyst til at tage af sted på planteskolen efter frø, så vent lige til i morgen, hvor vi fortsætter med at fortælle om, hvad du kan så i det tidlige forår – indenfor.