Den mest almindelige parykbusk man ser i haverne er den røde, men den findes også i en grøn variant.


TEKST & FOTO: LENE
parykbusk

Når den grønne parykbusk i juni-juli viser sine dunede blomster, ligner det hundredevis af små candy floss, der svæver som små skyer over busken. Min parykbusk står i en forholdsvis “gold” og stenet jord, og den har været et par år om at komme rigtigt i gang, men sidste år kvitterede den så med denne sky af blomster.

PARYKBUSK

Cotinus coggygria, ‘Young Lady’Parykbusk er en løvfældende busk, som trives i almindelig nærigsrig havejord, men den ynder gerne en lidt kalkholdig jord. Den bliver 4-6 meter høj og 2-3 meter bred, så den kan godt komme til at fylde en del i landskabet. Den kan dog beskæres til en mere almindelig størrelse, der passer bedre ind i mindre haver, og hvis du vil beskære din parykbusk, er det bedst at gøre det om foråret. Den er normalt fuldt hårdfør, men hvis den fryser lidt ned i strenge vintre, kan du forynge den ved at klippe ned til frisk ved om foråret.

parykbusk

De dejlige, grønne blade er hjerteformede, og de cremerosa blomster (parykker), blomstrer som sagt i juni-juli. Den ynder en solrig vokseplads, og får om efteråret et smukt rød/gult løv.

parykbusk

 

Den grønne parykbusk kan absolut anbefales. Den er så smuk med sine yndefulde, små parykker.

FAKTA

NAVN: Cotinus coggygria ‘Young Lady’
DANSK NAVN: Parykbusk
LYSFORHOLD: Fuld sol
HÅRDFØRHED: Fuldt hårdfør
JORDBUND: Trives i almindelig næringsrig jord, gerne med kalktilskud
VÆKST: Opretvoksende
STØRRELSE: 4-6 m høj, og 2-3 m bred
BLOMSTRING: Juni-juli
ANVENDELSE: Solitært eller i staudebede/busketter