Må man frådse med fotos af hornvioler, som vi gjorde det i marts? Ja, så må man i den grad også gøre det i billeder af syrener. En busk som rigtig mange haveelskere har et ret personligt forhold til!


TEKST & FOTO: LONE

syren, syringaVed mit barndomshjem stod der mørke, bourgognefarvede syrener i forhaven! Lige der ved hækken langs lågen til haven, hvor cykelskuret stod. Hver dag, når vi passerede lågen med cyklen til eller fra skole, eller bare fordi vi skulle på vejen og lege (for det gjorde man jo dengang nærmest dagligt!), så var det først i juni måned med den skønneste syrenduft i næsen.

Blomsterklaser blev plukket til buketter og brugt til købmandslegene på vejen. De blev presset i datidens tunge telefonbøger og brugt som pynt i breve. Og en lille smule af den skønne duft fulgte med i det hele.

Den dag i dag kan jeg næsten høre en hyggelig knirken fra barndommens havelåge hver gang, jeg dufter en syren. Utroligt som hukommelsen har sammenhæng med duftene, ikk’.

DUFTEN
Duften af syrener er intet mindre end vidunderlig. Nogle af buskene kan få et helt lokalområde til at dufte fantastisk – andre skal man ret tæt på for at nyde. Og husk nu at gøre det, for det er altså en af livets lykkestunder.

SYRINGA – EN PIBE
Den almindelige syren hedder på latin Syringa vulgaris. Syrenens grene kan udhules og skæres til fløjter. Deraf har de fået det græske navn syringa, der betyder pibe.

PRIMADONNA OG STATIST
Syrenen er en fantastisk busk, når den blomstrer. Se bare alle de smukke læbælter af syren, der med ét springer ud sidst i maj eller først i juni. Resten af tiden er den en fin, grøn statist til havens øvrige indslag – der gør den ikke meget væsen af sig.

syren, syringa

PASNING AF SYRENER
Syrener er lette buske at dyrke. De vokser i fin, almindelig havejord. Rødderne ligger tæt på jordoverfladen, og derfor skal man lige tænke sig lidt om i forhold til at plante under buskene – spørg evt. din planteskolegartner til råds. For at blomstre optimalt skal syrener gerne have massevis af sol, og de første år efter plantningen kan det være en god idé at sørge for lidt vanding i tørre perioder, så de kommer i god vækst.

syren, syringaBESKÆRING
Syrener blomstrer på skud fra sidste år, så de skal helst ikke beskæres i foråret som mange andre buske, da man ellers fjerner blomsteranlæggene og blomstringen udebliver.

syren, syringaHar man brug for at reducere omfanget af busken, kan man beskære i juni måned efter afblomstringen. Dette gøres da ved en foryngelsesbeskæring, hvor man skærer nogle af de gamle grene af helt nede ved bunden af busken. Ønsker man en komplet foryngelsesbeskæring, kan man første år beskære cirka en tredjedel af de store grene. Året efter kan man så beskære halvdelen af de grene, der er tilbage, og tredje år tager man så de sidste af de gamle grene.

syren, syringa

syren, syringa

PAS PÅ RODSKUD
Har du syrener i haven, er der kun én ting, du skal være opmærksom på, og det er rodskud – specielt fra syrener af ældre dato. Rodskud bryder frem fra rodklumpen helt nede ved bunden af planten. Skuddene er vilde og kommer fra den rod, som den forædlede syren er podet på. Skuddene skal fjernes hurtigst med fx et lugejern, så hele skuddet kommer med op. Fjernes skuddet ikke, risikeres det at de vilde skud overtager og den forædlede plante vil med tiden gå til.

syren, syringa
Vil du gerne holde dine syrener smukke og sunde, kan du med fordel gøde dem let i foråret og så igen efter blomstringen i juli. De vil kvittere med smukke blomstringer og friske, grønne blade. Bruger du blomsterklaserne i buketter, skal du huske at skære op i stænglerne, så grenene kan trække vand – læs evt. mere her.

Hvis du gerne vil nyde flere syrener, så læs endelig videre i en af artiklerne herunder:

syren 'Beauty of Moscow'

SYREN ‘BEAUTY OF MOSCOW’
Duften af syren som en del af forårsstemningen i haven er slet ikke til at undvære. Plant en syren i et af havens bede, som solitærplante i plæne eller belægning, eller sæt den i en krukke.

Heides planteskole

HEIDES PLANTESKOLE – EN PERLE VED LIMFJORDEN
Tæt på Limfjorden, beliggende i Thisted på bakken med udsigt til Mors, finder man en fantastisk planteskole. Planteskolen lyder navnet “Heides Planteskole” efter ejerne, og dette er ikke et sted, man besøger på kort tid. Her kan man forsvinde i timevis!

KAN DU GÆTTE…
… hvor vi har været?
Vi har besøgt en kvinde, der må have været engelsk lady i et tidligere liv. Se billederne og du vil give os ret! (Tag med på besøg hos Tante Grøn)