Selvforsyning er jo ikke noget nyt. Det er det, menneskeheden har gjort i årtusinder inden vi blev industrialiseret, fragmenteret og digitaliseret. Bare for at overleve, hvilket den så gjorde.  Nu er det oprindelige og autentiske “på mode” igen, og derfor går vi i haverne hos vikingerne for at lære af dem.


TEKST & FOTO: MARIANNE

I vinters så vi på, hvordan afgrøderne i vikingernes haver spillede en afgørende betydning for deres liv og levned, samt hørte om, hvordan de tilberedte og opbevarede maden. I denne artikel går vi udendørs og kigger rundt i deres haver, for på den måde at få sat lidt “historie” på nutidens hang til den nordiske gastro.

Og hvorfor så lige vikingerne? Fordi det var dem, der på sin vis grundlagde det, vi her i Norden forstår ved haver. Det var kålgårde, abildgårde og andre hegnede jordstykker, hvor de bragte urter og grøntsager ind, som de så dyrkede i ly for dyrenes sultne maver. Jo, der var naturligvis også munkene, som dyrkede planter af de frø, som korsridderne hjembragte, men det var noget senere. Naturen omkring os har vi altid brugt – over hele jordkloden. Vikingehavernes opståen var jo på en måde både af bitter nød og en praktisk tilsnigelse, for så behøvede man ikke at gå helt til Vesterled efter hør og kvan, eller til skovs for at sanke brombær. Det gjorde man nu alligevel, men det var naturligvis hensigtsmæssigt at dyrke det lige ved siden af boligerne. Dér hegnede de så deres haver ind, og det var nødvendigt for at der skulle være afgrøder nok til alle mand, kvinder, frænder og væne møer.

Her er vi på besøg i Ribe Vikingecenter for at se på deres køkkenhaver.
Sådan ser en rigtig kvangård ud. Solidt indhegnet, så rådyr, kaniner, mus og andre vilde dyr ikke forgriber sig på afgrøderne.

 

En hørmark er billedskøn og luftig! Bag hørplanterne vokser hestebønnerne.

HVAD DYRKEDE DE SÅ? 
Ork, rigtigt meget! Lad os tage et par eksempler: Forrest på billedet ovenfor ser du hør med de små blomster, og til dem havde vikingerne virkelig brug for meget plads. Hør blev brugt til klæder og linned, og den skal jo først dyrkes, høstes, tørres, slås og omgøres til stof, som blev vævet, farvet, klippet og syet.

Hør blev anvendt til at fremstille linned af. Det skulle gennemtørres grundigt.

 

Tv. en lægestokrose, rød havemælde, kvan i baggrunden og høns under rabarberne.

HESTEBØNNE  ELLER DEN VALSKE BØNNE
Hestebønnen var også “hver mands eje”, for det var før kartoflen med Columbus blev indført i Norden.  Hestebønner indeholder fint med protein. Den kunne tørres og holde i mange, mange år, og så kunne (kan) den dyrkes hele året rundt – ja, nogle vintre kan den overvintre.

HAVEMÆLDE (BLODMÆLDE)
Den som vi igen er i gang med at genoplive, fordi den skaber sådan en smuk kontrast i vores prydbede, er i virkeligheden en urt/grøntsag, der blev brugt, som vi bruger spinat i dag. Næringsværdien er nogenlunde den samme, og smagen er også fin. Familien ser lidt underligt ned i gryden eller prikker til tærtedejen, når du sætter en rød mældetærte på bordet, men får de den ofte nok vænner de sig vel til den. Godt smager den i hvert fald!

Ærter og nælder.

BRÆNDENÆLDER
De blev nok mest anvendt som foder, men blev jo også spist, når afgrøderne var små. De er robuste, yderst næringsrige planter og vokser alle vegne. Deciderede bede med brændenælder har man sandsynligvis ikke haft, men den har altid vokset nær mennesker, og de har nydt godt af dens vitaminrige blade. Den kan også spises som spinat – eller en god suppe kan nydes af den. Om vikingerne formåede at udnytte dens gødningsværdi er uvist.

ÆRTER
Kunne også tørres og det blev de, for det var evig og altid vigtigt at kunne opbevare maden til den lange, kolde vinter. Af dem kunne man lave grød, lidt som “gule ærter”, og spise den sammen med flæsk. Men ærter kunne jo også spises friske, og de små nye spirer eller de friske toppe er delikatesser. Og så er de jo også ret yndige når de blomstrer!

RØLLIKE
Fantastisk robust urt, der vokser vildt over alt i Danmark, særligt på magre og tørre jorde i fuld sol. Den skulle efter sigende være god for kvinders månedlige mavesmerter, og så smager den drøngodt i en kryddersnaps. At man kan være allergisk overfor den (kurveblomstallergi) skal man lige være opmærksom på. Den kan også anvendes i haverne som middel mod utøj.

Roser er ikke bare til pynt i en vikings have. De røde hyben er en god kilde til C-vitamin!

 

HYBEN
Også de vilde rosers hyben har været anvendt pga. deres store indhold af C-vitamin. Det kunne holde en forkølelse, eller det der var værre, for døren sammen med fx kamille.

BROMBÆR

Også en vildtvoksende plante, som formerer sig med lynets hastighed, hvorfor den med stor sandsynlighed har vokset op ad menneskenes huse. Brombær er jo yderst nærigsrig og fuld af bl.a. C-vitamin. Det var muligt både at tørre bærrene, sylte dem og lave drikke af dem.
Havre og andre markafgrøder vokser side om side. Helt sikkert ret smart i forhold til biodiversitet og sædskifte.

HAVRE

Havres forfader voksede i dyrkede arealer, der blev hegnet ind, så afgrøderne kunne høstes. Man brugte dem til brød og grød som i dag, og havres virkning er meget gavnlig på en sensitiv tarmflora og ved mavekneb. Med den hygiejnestandard, de uden tvivl har haft, er det ret sandsynligt, at havre har været anvendt meget og ofte.

KORN SOM HAVRE BYG, HVEDE OG RUG
Det var en anden slags end dem, vi kender i dag, men de var der.

BIRK
Her anvendte man saften fra birketræet – formentlig belært af de finske skovarbejdere. Ellers var det jo oplagt at anvende birkens nøgne grene til børster, koste, til at lave småkurve af og andet husligt grej.
HYLD
Hyldetræet har været “folkets vitaminskab”. Udover at det har kunnet anvendes til fløjter og andet, hvor en hul gren kunne bruges, har både blomst og bær utroligt mange anvendelsesmuligheder, hvilket jo dens stadige popularitet bevidner.

 

Håndgjorte krukker, skåle og andre opbevaringsgenstande var uundværlige i madlavningen.

KVAN
Engleurten, den dyrkede de også. I dag bruger vi den vist kun til pryd eller som kuriøsitet – fordi den spreder sådan en fredfyldthed i haven, men den gang brugte man dens rod i både helsebringende og gastronomisk sammenhæng.

RABARBER
Denne oxalsyreholdige plante er oldgammel. Den indeholder utroligt meget C-vitamin, som jo var absolut nødvendig for at man kunne gå gennem vintrene den gang. Den krævede sødemiddel, og som dét anvendte man bl.a kvan, som var indført fra Færøerne, Island og Grønland. Rabarber anvendtes den gang – som i dag – både som dessert/kage og som tilbehør til kød og fisk. I haverne kan den bruges mod lus.

Engleurten, kvan og så en tønde, i hvilken der sandsynligvis har været mjød. Så humlen har også været en fast del af køkkenhaven.
 
PEBERROD
Ja, man taler jo om at “ønske folk hen hvor peberet gror”. Taler vi om peberrod, så gror den stadigvæk mange steder i den fri natur. Den er Nordens wasabi, stærk og helsebringende. Den skaber en rigtig god kontrast til fede fisk.
HASSEL
En helt vidunderlig nød. Og hasseltræehar kunnet anvendes til at fremstille alle de hegnede haver med. Grene, der er to-tre år gamle, har den helt rigtige bøjelighed og tykkelse. Du kan også sagtens selv anvende hassel som sådan.
HAVTORN
Havtorn er – som vi jo nu ved – både delikat og sund. Vikingerne nød den også som marmelade eller i grød, som sødemiddel. Læs mere om havtorn her.

 

Der var styr på sagerne.

KÅL
Når vikingerne har dyrket kål, er det fordi det ganske simpelthen har sikret deres overlevelse. De mange fordele og sunde vitaminer og mineraler, der findes i kål, kan ikke skattes nok. Derfor kaldte man også køkkenhaverne for kålgårde, for det var nemlig usigeligt vigtigt at indhegne de afgrøder, man skulle leve af. Det gode ved kål er, at den kan overleve de fleste vintre og høstes stort set året rundt. Læs mere om kålens fortræffeligheder i vores e-magasin om køkkenhaven

HUMLE
Umulig at undvære, hvis du spørger en viking. Ja, for så vidt også hans hustru, men det er af andre grunde end de gastronomiske. Humle er en staude, og den vokser og vokser og dækker og skaber skygge. Og så kan skuddene spises og humlekopperne nydes i en god mjød.

Her er både kvan i blomst og i dens første år (den er toårig). Tv. timian og den røde havemælde.

 


Får du lyst til at granske mere om vikingernes urter og køkkenhaver, så kig med her.