ANNONCE

fredag den 2. maj 2014

HÅNDHOLDT TV TIL HAVEFOLKET

OM MAGASINET

Vil du med ud i haverne sammen med HAVEFOLKET? Så tag en tur på YouTube, hvor vi nu starter en håndholdt HaveTV-kanal op. Du finder også HAVEFOLKETs TV her med udgivelser ind imellem artiklerne og i menulinjen under TV.

TEKST & FOTO: HAVEFOLKET




Vi har haft planer om det rigtigt længe - ja, siden sidste år. Men først nu er vi kommet ud af starthullerne. Dels har vi jo også kastet os ud i udgivelser af de nye e-magasiner, dels er der nemlig rigtigt mange ting, vi måtte beslutte os for, inden vi kastede os ud i det, og sjovt nok endte det så med "just do it". Og det har vi så gjort. Vi vil simpelthen have mere have til folket og snakke om alt mellem himmel og jord - ja, nemlig rigtigt gættet - haver og det, der sker i og omkring haver af alle tænkelige slags. Baggårdshaver, altanhaver, skolehaver, kolonihaver, villahaver, landbohaver, skovhaver, sommerhushaver osv.

VI STARTER UDEN FOR HAVEDØREN
Vi lægger ud med "diverse" emner, der hører foråret til, det være sig beskæring, gødning, prikling, græsplæner osv. Og vi lægger ud i vores egne haver med os selv. Hen ad vejen kommer vi også rundt i andre(s) haver og taler med havefolk i alle mulige kroge og afkroge i Danmark.

Skal man være specialist for at lave TV om haver? Nej, nærmest tværtimod, hvis du spørger os. Vi fortæller om vores erfaringer, om hvad vi har hørt og læst om, hvad vi ved, andre spørger hinanden om i havekredse og på de sociale platforme. Vi haler også frem, hvad vi har lært af vores forældre, bedsteforældre, havetv-idoler eller havetanter. Og vi helmer ikke med hensyn til at stille spørgsmål, når der er områder, vi ikke er helt stærke i. Så håber vi på, at I vil hjælpe. Havefolk er jo havefolk.

SMÅ KORTE FILM
Mange gange står man med en "how to" ude i sin have. Eller et "whaaaat"?  på planteskolen. Derfor er vores videoer ikke særligt lange. De er på mellem 1 og 8 minutter, og som regel får du et tip til, hvor du kan læse og høre mere om emnet, hvis du ønsker at fordybe dig.

VIL DU VÆRE MED? 
Det kan sagtens være, vi laver TV om et emne, vi ikke selv ved, hvad vi skal gøre ved. Hvordan får man bugt med meldug uden at bruge kunstige sprøjtemidler, fx. Og det kan være i masser af andre hjørner af haveverdenen. Sidder du så og har et bud på svaret eller på, hvad du selv gør - hvad der virker hos dig - så er det allerbedste du kan gøre, at kommentere, sende os en mail eller skrive til os på Facebook.

Hvis du synes om indslaget, er du meget velkommen til at dele det med dine andre havevenner. Det kan du gøre ved at kopiere linket og lægge det enten i en mail, på Facebook på din egen profil eller i én af alle havegrupperne. Og heldigvis er det blevet så nemt, at du nu med de nye smartphones hurtigt kan dele viden med din veninde eller din mand, hvis de lige står på planteskolen og bliver i tvivl om noget, og ikke kan finde en medarbejder.

OM KVALITETEN
Det er ikke tilfældigt at vi kalder det håndholdt. Der er faktisk lidt dogme over det, og samtidig er lyden absolut ikke i top, men vi håber alligevel du har lyst til at være med til at se de første. Så kan vi altid om nogen tid, når vi har fået investeret i ordentligt udstyr (mikrofoner med pels fx), gå og grine af  "den gang vi lavede de første HAVEFOLKET-videoer".

HVAD DU ØNSKER ...?
Hvis du nu sidder og har vildt brug for at se, hvordan man renser sin grillrist eller tænder et bål, omplanter en rose eller et eller andet andet givent haveemne, så tag og skriv til os, ikke! Vi kan selvfølgelig ikke love at opfylde alle jeres ønsker, men vi vil da gøre, hvad vi kan.

HAVEFOLKET-TV - KLIK HER   

6 kommentarer:

  1. Kære allesammen.

    Håndholdt havetv fra HAVEFOLKET til havefolket, lyder som en helt fantastisk og også meget klog ide.
    Jeg glæder mig meget til slow-tv og autencitet.

    Pøjpøj med det nye projekt.

    Knus og god weekend

    SvarSlet
  2. PS: I er meget velkomne til at komme og lave dogmefilm her i Flade. Men på een betingelse: Jeg vil ha` lov at bruge klaptræet, og sige "ACTION!". Det har jeg altid drømt om.o)

    Flere knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Kommer meget meget gerne til Flattery Hills med et klaptræ. Så må du sige ACTION og så klapper vi andre (i hænderne) over at kunne filme din dejlige have!

      Det er bare en deal! :-)

      Slet
    2. :o) Så tog jeg mig tid til at nyde alle jeres dogmefilm. Der er nu ikke noget skønnere end havetv:o) I gør det rigtig godt og er begge natural born linselus:o)

      God weekend fra havebumsen

      Slet
  3. Sådan ... i er geniale tøser. En ny skærmtrold har set dagens lys ;)
    Tak igen for alt hvad I finder på. Det er dælme dogme bare i orden.
    God weekend tøser

    SvarSlet
  4. Alletiders ide, I er bare for seje. jeg har allerede tittet ind, og kikket på "støbekurset". Jeg mangler stadig perlite inden jeg kan komme i gang, .
    Selvom jeg hører til de stenalderfolk der ikke har smartfone og lig. så glæder jeg mig til at følge jer og jeres klip om alle mulige ting og ideer. Om jeg begriber al den energi I har, fabelagtig.
    kryds fingre for ingen frost i nat
    god weekend Gunvor

    SvarSlet

ANNONCE