ANNONCE

søndag den 25. maj 2014

HELT VÆK I EN HÆK

HAVETANKER

Både hække og huler skaber tryghed og giver mulighed for privatliv. Her er begge dele - se med her. 

TEKST & FOTO: MARIANNE







Måske inspiration til villahaven, omkring terrassen? Eller hvad med at designe en baggård med en megahæk? Den er glimrende til at skabe læ, fred og rum med. Og så kan man opleve alt muligt inde i dem. Hør blot!

Så tager man sig lige en pause fra det hele. Går ind i en park. Lægger sig på en bænk, og tænker på alle de mennesker, der nu vil få glæde af de lommeparker og grønne byrum, der bliver etableret flere og flere af i storbyerne, og som gør det nemt for folk at lade blodtrykket falde ned, hvor det hører hjemme. Få mindre stress og leve længere. Jo, den er god nok. Storbyer, hospitaler og institutioner  indretter sig med parker og haver i umiddelbar nærhed af dér, hvor mennesker færdes, opholder sig og er.

hække

Jeg læner mig bagover for at hvile på en bænk med hovedet i min elskedes skød, og åndedraget rammer samme klang, som den sidste tone på et kirkeorgel, mens jeg lader sanserne tage alt det op, de fanger. Ser drivende skyer på en majblå himmel, et enkelt par fugle, der har valgt at følges ad. Gæslingernes rappen om kap med forældrene, søens susen i trækronerne. En fjern lyd af alt muligt, der bliver til den der ubestemmelige susen, man kalder "hvid støj". Den er god til at defokusere med. Slappe af i "forståelsen" og den tolkende, problemløsende hjerne.

hække


Mine øjne falder på en hæk. Det er en dyb blodrød bøgehæk, i én af de farver, jeg først som voksen har lært at holde af i en have. Jeg kender den godt fra mine besøg i parken, men har egentlig aldrig funderet over, hvor smuk sådan en hæk kan være, når den netop er sprunget ud. Og jeg må lige hen og kigge, træde ind ad en åbning, suges hen ad en sti - noget venter omkring det næste hjørne.

hække


En labyrint? Ja, men ikke sådan én, som vi kendere fra engelske film med store skørter og romantiske spadsereture med små parasoller og blondelommetørklæder, der "uheldigvis" falder til jorden ud for den udkårne. Næh, denne labyrint er naturens egen. Hjulpet til af nogle gartnere, der må have leget fabelagtigt som børn, eller som måske af nød har lært at leve med, at skolebørn altid har løbet ind under buske og leget gemmeleg langt borte fra de voksnes falkeblik.

hække


hække
For foran mig åbenbarer der sig en kæmpe portal, som indgangen til haven bag garderobeskabet i C.S.Lewis´s eventyr om heksen og løven og de tre søskende. Ind går benene af sig selv, op kigger øjnene, og forundret, som fanget ind af magi, føres jeg rundt i en hule i menneskestørrelse. Man skal bare bede om det, man gerne vil have, så får man det, tænker jeg. Det er jo næsten sandt, det er bare ikke altid man opdager det eller sætter pris på det. Men her, og fordi jeg for ikke så lang tid siden har skrevet om det, så lægger jeg mærke til - eller rettere kan huske - at jeg altid har ønsket mig at stå i en hule igen. Ganske som da jeg var barn.

hække
Men her går jeg pludselig rundt mellem de særeste forvredne væsner med mærkelige næser, og arme, der griber ud efter hinanden, er filtret ind i hinanden, vokset sammen, og alle rækker udad, mod verden og opad mod himmelrummet. Oh, lykke! Her kan jeg gå og blive helt væk, være alene og alligevel ikke ensom. Være på opdagelse, iagttage, nærstudere, tænke på alle de kærestepar, der må have gået her - ja, efterladenskaberne er her stadig. Jeg finder et dybt indskåret hjerte og trækker på smilebåndet. 

hække
hække
I det samme kommer et af virkelighedens kærestepar, lattermilde, pludrende, fnisende, helt sammenfiltret i hinandens kroppe, og de drejer om det nysgerrige hjørne, jeg selv lige var kommet af for lidt siden. Da de opdager mig, slipper de hinanden og fniser endnu mere. Jeg smiler til dem, sammen med dem, beder dem komme med og se de sammenvoksede grene, der er et af naturens store kunstværker, særheder og finurligheder. Kan pludselig godt mærke, at jeg selv ikke er purung længere og måske også en kende nørdet, men de synes faktisk det er vildt spændende, og de studerer begge to grenenes sammenfiltrede arme med stor interesse. "Nå, nu må I to vist hellere få fred for mig", siger jeg smilende og de smiler tilbage til mig med funklende stjerner i øjnene. Senere ser jeg dem løbe med hinanden i hænderne ned over den store græsplæne mod søen.


Tilbage til min hjertes udkårne, som siger: "Du forsvandt, hvor blev du af?" Til det kunne jeg kun svare: Jeg blev helt væk - i en hæk.




hække

3 kommentarer:

  1. Den må være meget gammel den hulehæk. Vidunderlig, lige til at kalde på fantasien om alle dryader, feer og trolde.
    Bare jeg havde sådan en i haven.
    mange hilsner Gunvor

    SvarSlet
  2. Jeg gad vide om det er derfor jeg så godt kan lide have og natur. Der er altid forandring inde I mit hus er der kun mindre eller mere støv, men udenfor gror græsset lidt og så kan den opmærksomme eller heldige fotograf få et billede som det med ænderne der sidder I græs der er 10cm Jeg kan ligesom føle den bløde and I det grønne, grønne græs
    Jeg bor I Ontario og den amerikanske bøg er ikke helt så everntyr agtig som den europæiske, men nu vil jeg se hvad gartneriet har på tilbud som jeg kan bruge til huletræ. Det gør ikke så meget at jeg ikke selv kommer til at opleve det Det foregår mest oppe I hovedet alligevel

    Tak for en dejlig artikel

    Inger

    SvarSlet
  3. Dejligt indlæg og skønne billeder:O)

    SvarSlet

ANNONCE