ANNONCE

torsdag den 22. maj 2014

MIT LILLE GÅRDRUM

TEMA: INDRET TERRASSEN

Man tager en kedelig flisebelægning, drejer nogle af fliserne, danner nogle bede og lægger marksten i mellemrummene. På den måde får man et hyggeligt, lille gårdrum.

TEKST & FOTO: LENE





Da vi i sin tid, for mange år siden, flyttede til vores nuværende hus, lå det lille gårdrum hen som et flisehelvede med et stort, grimt kloakdæksel lige uden for bryggersdøren. Det vil sige, det var faktisk slet ikke et gårdrum dengang. Fornemmelsen af et lille, lukket rum kom først, da der blev etableret carport med tilhørende overdækning bagtil.

terrasse, gårdrum


Overdækningen fungerede i en årrække som udekøkken, indtil vi for nogle år siden fik et nyt, bedre placeret på terrassen på den anden side af huset. Den anden "væg" i uderummet udgøres af et redskabsskur, hvorpå der er bygget et brændeskur.

terrasse, gårdrum

Væggen ind mod naboen bestod af et lidet flatterende lamelflethegn, hvor vi hurtigt plantede efeu. Denne efeu er nu omkring 20 år gammel, og den danner en uigennemtrængelig "mur" og gemmer både på en hylde og en gammel redekasse. Jeg tror faktisk det er efeuen, der efterhånden har fået ret tykke stammer, der holder hegnet på plads - og ikke omvendt!

terrasse, gårdrum
Det lille gårdrum fik i mange år lov til at ligge forsømt hen, da der var andre steder i haven, der krævede opmærksomhed. Men for nogle år siden var turen så kommet hertil, og jeg gik i gang. Der blev "reserveret" en lige flisegang fra bryggersdøren og over til skuret, samt foran brændeskuret og den lille plads foran takshækken ved overdækningen. Denne lille plads skulle bruges til et bord og et par stole.

terrasse, gårdrum
For at skabe lidt mere liv i belægningen fandt jeg på at dreje de resterende fliser, så de ligger diagonalt på flisegangen. De trekantede mellemrum blev derefter fyldt ud med marksten. Samtidig lavede jeg de fem bede, hvor jeg de første år havde krydderurter, men da udekøkkenet holdt flyttedag gjorde krydderurterne det samme.

Da gårdrummet blev opgraderet til et blomstrende ét af slagsen, blev der plantet små buksbomplanter rundt i kanterne. I to af de bageste bede står rosen 'Rose de Rescht', og som bunddække er der krybende læbeløs, ajuga reptans.  I bedet mellem roserne har jeg plantet et judastræ, som har en fodpose af geranium phaeum. I de to forreste bede er der om foråret masser af blå scilla, og i øjeblikket er der hvid anissop i midten, men til næste år er der måske noget helt andet!

terrasse, gårdrum


Rundt om det grimme kloakdæksel, blev der i øvrigt lagt en betonring, og indeni lægger jeg de sten, jeg ikke kan lade være med at putte i lommerne, når jeg går tur på stranden. Rundt om betonringen breder den lille vedbendtorskemund sig lystigt - og det må den godt, for yndigere bunddække skal man da lede længe efter. Ja, den må godt brede sig hen over de andre marksten også. Hvis det bliver for meget af det gode, er den nemlig meget let at hive op igen.

vedbendtorskemund

Det er også her, de sidste solstråler kan nydes, inden solen går ned bag naboens høje træer.

terrasse, gårdrum


terrasse, gårdrumHvis du synes, du har en kedelig terrasse/flisebelægning kunne du måske blive inspireret af denne løsning. Jeg nyder i hvert fald nu at stå i køkkenvinduet og kigge ud på gårdrummet, der i kraft af både efeuhæk, takshæk og buksbom er grønt hele året. Det er dog en stakket frist, da vores olietank, der ligger nedenunder, skal udskiftes til næste år - men den tid, den sorg!




9 kommentarer:

  1. Sikke et inspirerende og hyggeligt gårdrumsmiljø, I har fået skabt! Det hele passer så fint sammen - møblerne og frodigheden, og det er en supergod idé med flisebelægningen!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Susanne,
      Ja, og det bedste er, at det ikke har kostet noget. Flere af de gamle fliser er dog ved at smuldre, men det kan jo også have sin charme :)

      Slet
  2. tak for atter en god ide - selv står jeg og skal flytte rundt på nogle fliser - så ideen tager jeg lige med på overvejelsen .tak og god have dag.

    SvarSlet
  3. Rigtig god ide. Jeg har nogle store fliser 80+80 cm hvor jeg vil prøve det

    tak for det

    Inger

    SvarSlet
    Svar
    1. God arbejdslyst, Inger - det kræver vist en stærk mand at bakse rundt med de store fliser!

      Slet
  4. Dejligt indlæg. Har selv bokset med alt for meget flisebelægning, da vi flyttede ind i huset. Fladerne er nu blevet brudt af bede - men at vende stenene i en anden retning, det var jeg ikke selv kommet på.
    Hilsen Heike

    SvarSlet
  5. Hvilket herligt gårdrum, det emmer af skønhed, ro og hygge, lige et sted at slå sig ned med en god kop et eller andet.
    Jeg er blevet meget inspireret af din kreative tilgang til at etablere et gårdrum. Når vi skal igang med at opgradere vores
    gårdsplads, vil jeg benytte mig af dine gode idéer.
    Kh
    Hanne

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Hanne,
      Jeg er glad for at du kunne blive inspireret af artiklen :)

      Slet
  6. Åh, så koselig å se. Jeg holder nettopp på med å lage et slikt rom ved inngangspartiet. Med de samme stoler og bord og med en agnbøkshekk som skal være bak og avslutte en nylaget sirkel i brostein. SÅ fint hos dere altså!!

    SvarSlet

ANNONCE