ANNONCE

mandag den 26. maj 2014

MORGENTERRASSE I HVIDT

TEMA: INDRET TERRASSEN 

Tag med på besøg på min morgenterrasse! Der er bestemt ikke megen raketvidenskab i designet, men alligevel er der måske en idé eller to at tage med herfra. 


TEKST: LONE
FOTO: KARINA & LONE






Vores hus er fra slutningen af 90'erne. I 2007 byggede vi om, og det var en ret gennemgribende renovering og tilbygning, der nærmest tog 3 måneder ud af vores families kalender, og hvor vi sov i forskellige rum afhængig af, hvor der var vægge og tag tilbage.

Et af de få områder, der ikke blev berørt af ombygningen, var vores morgenterrasse. Den ligger stadigvæk nord/øst for huset med køkken og soveværelse som nærmeste naboer, og er en skøn plet på grunden.

Terrassen er belagt med herregårdssten - det var valget af belægning, da vi som ung familie skulle prioritere i investeringerne. Stenene er lidt besværlige at holde pga. betonpest og ukrudt i fugerne, men med ihærdig indsats i maj/juni måned er de faktisk helt fine og til at have med at gøre - og så passer de jo til husets tid.

KULISSE
Selve terrassen er ca. 6x6 meter, og mod nord er den afgrænset af bøgehækken mod vores nabo. De har på den anden side af hækken både blodblomme og kirsebærtræer, der heldigvis er placeret, så de ikke tager solen fra terrassen, men på store dele af året giver hyggelige omgivelser til vores haverum her nord for huset.




UDSYN
En af de skønne ting ved at sidde og spise på sin terrasse er selvfølgelig at der er noget smukt at kigge på. Blandt andet derfor valgte jeg sidste år at anlægge et stort kvadratisk bed - nærmest på størrelse med terrassen - ved siden af.


Her boltrer stauder og løgvækster sig fra tidligt forår til sent efterår. Og akacietræet, der har været her lige så længe som os, sørger for en stor del af skyggen mod morgensolen, og så supplerer vi med en hvid parasol til varme sommeraftener, hvor denne terrasse foretrækkes fremfor den varmere terrasse mod syd. Parasollen tager fra, når duggen falder, og så giver den også en intimitet - et loft - der er stemningsskabende for terrassen. Og derfor er den ofte i brug, selvom den egentlig ikke er helt nødvendig for solen.

Leder du efter akacietræet på billedet herover, så skal jeg bemærke, at det er nærmest totalt camoufleret af den hvide klematis, der efterhånden har vokset sig noget af en størrelse til. I år rummer den rede for solsortene, så vi kan ikke komme i nærheden af den, uden der kommer en arrig solsortehan flyvende efter os, som et andet kampfly.



KRUKKERNE
Selve terrassen er mod nord markeret med 4 ens grå betonkrukker. Alle er de beplantet med opstammede kirsebærlaurbær, der nogle år klippes hårdt tilbage for ikke at fylde for meget. Det blev de i år i starten af marts, men det varer ikke længe, før de har vokset sig fyldige igen.


Udover betonkrukkerne har jeg enkelte planter i zink- og terracottakrukker - i år chokoladeblomst og gengangere fra år til år som hvide lavendler, oliven og hvide skærmliljer. Inden længe får citrontræerne også plads på terrassen og så er billedet komplet.



Her står forresten også altid et vandfad. Det bruger havens fugle året rundt. Både de små skovspurve og solsortene nyder at bade både morgen og aften.

MØBLERNE
En terrasse som denne - der står under åben himmel - skal jo enten have holdbare møbler eller også skal man have mulighed for opbevaring. Det sidste har vi ikke prioriteret plads til under tag, så vi har valgt holdbare møbler.


Bordet er købt for mange år tilbage og var oprindeligt et barbord, som vi købte på tilbud. Benene blev afkortet og fik genmonteret sine "sko". Hertil har vi hvide skalstole, som man efter min mening sidder fortræffeligt i. 

MÅNESKINSBEDET
Måneskinsbedet, der afslutter rækken af hvide elementer i morgenhaven, rummer netop alverdens planter i det hvide segment - suppleret af enkelte med mørkt løv og/eller blomstring.

måneskinsbedet


På dette tidspunkt af året er klematissen imponerende. Senere på året er den blot en grøn kulisse, der giver beskyttelse for havens fugle og en smuk baggrund for de øvrige planter.

Forårsfavoritterne i bedet er purpurvortemælk og geranium phaeum, og både deres blomstring og løv passer så perfekt til de friske skud på citrustræerne, der flyttes til denne del af haven sidst i maj.

Tæt på belægningskanten vokser blandt andet lammeøre, kløver og græsser. I bedets centrum tilføjer jeg slut maj de hvide georginer, der spiller fint sammen med bomuldslavendel, løvehale, sølvlys, kongelys og ikke mindst Kleopatras nål, der i sin blomstring er hele bedets dronning.



Højsommeren er i Middelhavshavernes tegn med dominans af krukkevæksterne - med blomstrende skærmliljer, duftende citrus og opstammede oliventræer.

SNUP STILEN
Krukkerne er i fiberbeton og tilplantet med stedsegrønt. Bordplade i hårdttræ med hvide stole. Belægning i beton og alt er suppleret med zink og terracotta, der bløder stilen lidt op.



Med en forholdsvis enkel indretning af selve terrassen, kan man sagtens lade omgivelserne eksplodere og alligevel føle, der hersker ro og orden til stille indtagelse af kaffe i morgensolen til solsortens morgensang. 


Læs også: 

EN SYMPATISK HAVE
Længe før jeg selv blev blogger var jeg "blind passager" på et par af de danske haveblogs. En blog der imponerede mig i særdeleshed var Lones Havedagbogen, for der kunne man da tale om en have og - ikke mindst - en dame med stil.

DEN MINIMALISTISKE HAVE
Hus og have smelter sammen, når haven bruges som ekstra rum, og grænserne udviskes. Designet er præget af rette linier eller enkle forløb og former.


LUKSURIØSE LINJER
Enkelthed, funktionelt design og den nordiske natur er nogle af de inspirationskilder, der går igen for den norskfødte landskabsarkitekt Tor Haddeland.

5 kommentarer:

  1. Fængende flot og raffineret, - de der skalstole, som man sidder hamrende godt i koster en bondegård, hvis man skal gå de gængse veje.
    Er der nogensinde priskrig på dem?

    bedst
    Kjeld

    SvarSlet
    Svar
    1. Helt en bondegård koster de nu ikke, men ser du en priskrig, må du gerne tippe mig. Kunne godt bruge nogle flere :-)

      Slet
  2. Det ser super fedt og lækkert ud på terrassen. Betonkrukkerne med de opstammede træer rammer havemøblerne fint ind (som også er virkelig lækre og heldigvis ikke ligner nogle direkte hjembragt fra et byggemarked).
    Konsekvensen af beplantningen i hvide og mørke farver må jeg da snart få lært noget af, for det virker!
    Hilsen Pia

    SvarSlet
  3. Gennemført og superflot. Tak for kigget.

    SvarSlet
  4. Dejlig terrasse og omgivelser, så gennemtænkt og enkel og når den ved højsommer får strejf af middelhavet og orange bløder op, bliver den ekstra dejlig.
    Bekendelse - jeg kan godt lide herregårdssten og deres rustikke udseende når de er slidt og det er ikke kun fordi jeg har dem selv, men jeg synes at de falder naturligt ind i naturen.

    SvarSlet

ANNONCE