I årevis har solbærbusken haft hjemme i stort set alle danske haver og køkkener, men i dag finder vi den stort set kun i solbærsaften Ribena og i marmelade. Det er en skam, for solbær er både nem og smækfyldt af C-vitamin. Læs mere om superfood-planten her.


TEKST & FOTO: MARIANNE

solbærSolbær er planten, der via stiklinger hjemsendt på hesteryg, blev indført af Abbed Wilhelm, Danmarks havehelgen. Og det på bud af selveste Biskop Absalon i 1165. Bærret er smækfyldt med C-vitamin og så smager det fortrinligt – stærkt og sødt – ja, både bær og blad gør det ud for en god grundingrediens i saft, tærter, marmelade, te og likør, og lige som hyldebær, kan det også indgå i diverse marinader og salater. Ja, tørres kan det også med stor fordel og anvendes i fx bagværk.

SOLBÆR
Ribes nigrum

Planten er nem at dyrke. Klip en gren af og stik den i jorden. Vand og vent. Eller nedbøj en gren direkte fra planten og læg en tung sten på, så der er jordkontakt. Efter nogle måneder har du en ny plante.

DYRKNING
Den vokser hurtigt til og allerede efter 1½ – 2 år har du nye, små buske, du kan høste af. Sørg blot for at klippe grene, der er over 3 år gamle ned. På den måde fornyer du hele planten, så den vedbliver med at kunne sætte masser af bær.

Solbær er i familie med andre ribes som ribs, blodribs, stikkelsbær og mange flere. Den er ikke kræsen, hvad angår jordforhold. Dog bliver den endnu kraftigere, hvis den står i jord med meget magnesium og kalk. Den er tørketålende, blot den får lidt væde, når bærrene vokser til. Og sol skal der så altså også til, for at bærrene kan opnå fuld modning og deres knaldsorte, skønne farve. Ikke andet. Det er da nemt! Og når du så sidder og plukker bær en tidlig sommermorgen, breder der sig en helt vidunderlig duft omkring dig, fordi der på undersiden af bladene sidder nogle duftkirtler, der spreder de vidunderligste æteriske (dvs. luftbårne) olier.

solbær

Planten blev tidligere brugt mod skørbug – sygdommen, der kommer af at spise for ensidig kost. Og måske der sidder en teenager eller to foran deres computer og gør det? I dag er bærrets høje indhold af C-vitamin, flavonoider og antioxidanterne anthcyaniner, det der gør det til ét af de helt stærke kæmper indenfor begrebet superfood. Sjovt nok er det så almindeligt, at gojibær og andre “nyere bær” i medievrimlen har overtaget dets stjernestatus. Men det lader vi os ikke kue af blandt havefolk, vel?

solbær

I min lille villahave vokser der nu 6 små hjemmelavede planter, der alle bærer frugt, samt en moderplante, der engang var en kæmpe, men nu er forynget og som vokser mere til i år. Ih, hvor jeg glæder mig. Te af denne busk smager helt forrygende, og likør af egne bær er en delikatesse at kunne hive frem til jul.

VIRKNING
Udover de kraftige doser af vitamin C er der meget andet gavnligt i solbær. Der forskes ivrigt i bær – også i solbær for tiden – og selvom det endnu ikke er godkendt som naturlægemiddel, anerkendes det nu som kosttilskud og stærke vitaminpræparater. Det siges at virke mod forkalkning i blodårerne, og dermed at kunne modvirke blodpropper. Desuden styrker det immunforsvaret, og her kan allergikere og andre have gavn af det. Siden Middelalderen, før vore tiders hospitaler, brugte man også solbær mod gigt, urinvejssygdomme og astma. Jeg tripper jævnligt ud og napper et par friske blade om morgenen til min te. Det er helt forrygende og smager også godt sammen med mynte. Hæld blot kogende vand over, vent 2-5 minutter, hiv bladene op med en lille tang eller gaffel og bered dig på at vågne på en blid og samtidig “smagsintens” måde.

FAKTA
 
NAVN: Ribes nigrum
DANSK NAVN: Solbær
LYSFORHOLD: Kan vokse både i fuld sol, min. 6 timer, og halvskygge
HÅRDFØRHED: Flerårig, grene på mere end tre år klippes tilbage
JORDBUND: Almindelig havejord, er ikke kræsen.
VÆKST: Oprette og kraftige grene med få sidegrene.
STØRRELSE: 50-80 cm. 
BLOMSTRING: Ja, og det er blomsterne der bestøves og danner bær
ANVENDELSE: Til madlavning, kager, marmelader, marinader og andet.
 solbær

 

Læs mere om bær her:
 

ACAI – VERDENS SUNDESTE BÆR
Acaibærret er verdens sundeste bær, og det hører under betegnelsen “Superfood”.  Læs med her, hvis du vil vide mere om den lille vitaminbombe.

SOLBÆR – HÆLD DEM PÅ FLASKE

De sorte bær med den dybe smag. Engang var de stort set kun kendt som marmelade sammen med friturestegt camembertost, men du kan få stor nydelse ud af at hælde solbær på flaske. Se her hvordan. Her er både opskrift på likør og på te.

BÆR PÅ DEN SKØNNE MÅDE
Ritt Bjerregaard er kendt for at vide en hel masse om æbler. Nu kan hun skrive sig ind i almanakken som bærkvinden. Sammen med sin læremester og livsven Jørgen Vittrup, har hun begået en bog om bær. Skal man så være bærnørd for at kunne bruge den?